Læsetid: 3 min.

De, der slet ikke er med

Det gamle orwellske motto ’krig er fred’ er omsider blevet virkelighed
8. maj 2002

Bomb
Da Donald Rumsfeld betegnede de fængslede Taleban- og al-Qaeda-medlemmer som »uretmæssige krigere« (til forskel fra regulære krigsfanger), mente han dermed ikke blot, at de har stillet sig uden for loven på grund af kriminelle terroristaktiviter. Når en amerikansk statsborger begår en alvorlig forbrydelse som f.eks. mord, betragter samfundet ham så at sige som »retmæssig kriminel«.
Måske er kategorien homo sacer (’det fordømte menneske’, red.) fra den italienske filosof Giorgio Agambens bog af samme navn, en dækkende betegnelse her. Det er en kategori, der går tilbage til romerretten, hvor den omfattede dem, som man straffrit kan slå ihjel, og hvis død af samme grund var uden offerværdi. Dermed passer den udmærket på denne nye, fremvoksende entitet af udelukkede, som ikke blot kan være terrorister, men også modtagere af humanitær hjælp (rwandere, bosniere, afghanere).
Vi må derfor leve med det paradoks, at koncentrationslejre og flygtningelejre er to sider – den »humane« hhv. »inhumane« side – af samme sociologiske matrix.
Situationen indfanges meget godt af en barsk vits fra Ernst Lubitschs sorte komedie fra 1942 To Be Or Not to Be: På et spørgsmål om hvad der foregår i de tyske koncentrationslejre i Polen, snerrer den nazistiske lejrkommandant Erhardt: »Vi tager os af koncentrationen, og polakkerne tager sig af lejren«.

Fjenden kriminaliseres
Denne homo sacer-logik kommer også til syne i den måde, hvorpå vestlige medier dækker begivenhederne på den besatte Vestbred:
Når den israelske hær, i hvad Israel selv betegner som en »KRIGS-operation«, angriber palæstinensiske politistyrker og systematisk ødelægger palæstinensisk infrastruktur, bliver disses modstand udlagt som bevis for, at »vi er oppe imod terrorister«.
Dette paradoks er indskrevet i selve begrebet om »krigen mod terror« – ejendommelig er denne krig, hvor fjenden bliver kriminaliseret blot fordi han forsvarer sig selv og besvarer ilden. Således kommer en ny entitet til syne, som hverken er den fjendtlige soldat eller den simple forbryder:
Al-Qaeda-terroristerne er ikke fjendtlige soldater – de er »uretmæssige krigere«; men de er heller ikke simple forbrydere – USA har konsekvent modsat sig enhver tanke om, at aktionerne den 11. september må opfattes som ikke-politiske, kriminelle handlinger.
Kort sagt, så er det, som kommer til syne i skikkelse af Terroristen, mod hvem man har erklæret krig, lige præcis den politiske Fjendes figur, som er udelukket fra det egentlige politiske rum.
Dette er endnu en facet ved den nye globale orden: Vi har ikke længere krige i gængs forstand som regulerede konflikter mellem suveræne stater, hvor visse regler gælder (behandling af krigsfanger, forbud mod visse våbentyper osv.).
Det, som bliver tilbage, er to konflikttyper:
*Enten kampe mellem grupper af homo sacer, dvs. »etnisk religiøse konflikter«, som overtræder de universelle menneskerettigheder, ikke regnes for rigtige krige, og som kalder på de vestlige magters »humanitært-pacifistiske« intervention.
*Eller også direkte angreb på USA eller andre repræsentanter for den nye globale orden, i hvilket tilfælde vi heller ikke har rigtige krige, men blot »uretmæssige krigere«, der gør modstand imod den universelle ordens magter. I dette andet tilfælde kan man end ikke forestille sig en neutral humanitær organisation som Røde Kors som mægler mellem de stridende parter, der forestår udveksling af krigsfanger osv.
Den ene side i konflikten, den USA-dominerede globale magt, påtager sig allerede Røde Kors’ rolle. Den ser ikke sig selv en af de stridende parter, men som en mæglende agent for fred og den globale orden, der slår partikularistiske opstande ned og samtidig yder humanitær støtte til de »lokale befolkninger«.

Orwellsk virkelighed
Dette ejendommelige »sammenfald af modsætninger« nåede et højdepunkt i april 2002, da Harald Nesvik, medlem den norske Storting for Fremskrittspartiet, indstillede George W. Bush og Tony Blair som kandidater for Nobels fredspris med henvisning til deres ledende rolle i »krigen mod terror« som vore dages største trussel mod freden.
Det gamle orwellske motto »krig er fred« er omsider blevet virkelighed, således, at den militære aktion mod Taleban undertiden bliver fremstillet som uomgængeligt middel for at sikre forsyninger af humanitær hjælp til nødlidende.
Vi har dermed ophævet modsætningen mellem krig og humanitær bistand: Begge er snævert sammenhængende, og den samme intervention kan fungere på to niveauer samtidig: At styrte Taleban-regimet blev fremstillet som del af en strategi for at hjælpe det afghanske folk, der var undertrykt af Taleban.
Som Tony Blair sagde i september 2001: »Det kan blive nødvendigt for os at bombe Taleban for at sikre fødevaretransport og –distribution.«
Måske er det ultimative billede på vores behandling af »lokalbefolkningen« et amerikansk militærfly på himmelen over Afghanistan – man ved aldrig, hvad det vil nedkaste, bomber eller fødevarepakker.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu