Retfærd og velfærd
At forstå karakteren af det oprør, som ruller hen over Europa, er en af de største udfordringer til vor politiske kultur og vores demokrati.
Er der tale om en tilbagevenden til rabiat, semifascistisk, semiracistisk højre-radikalisme, som kan blive begyndelsen til en moderne fascisme og en genopvækkelse af Hitler-tysklands og Mussolini-italiensk rædselsregimenter?
Og som derfor må bekæmpes, isoleres og om muligt undertrykkes med alle til rådighed stående magtmidler?
Eller er der tale om en helt ny, fundamental demokratisk rørelse blandt Europas mindre privilegerede, som har god grund til bekymring over for den omformning af nationalstater og lokale kultur-former, der følger på internationalisering og stærkt tiltagende immigration?
Jeg mener det sidste og har i de seneste tre-fire år argumenteret for at immigrations-debat og EU-debat må føres med langt større oprigtighed og lydhørhed, hvis ikke den politiske elite skal isolere sig yderligere i en faretruende konfrontation med bekymrede befolkningsgrupper, der umiddelbart er henvist til en diffus og delvis afskrækkende håndfuld politiske lederskikkelser, hvis store fortjeneste er, at de bringer den folkelige utilfreds ind på den politisk, demokratiske, parlamentariske arena og muliggør de mønstre af forhandling og kompromisdannelse, som hidtil har gjort det muligt for de europæiske lande at skabe stærke alliancer mellem top og bund i de nationale befolkninger.
Hovedparten af Informations skribenter og redaktører (Rehling, Metz og Trads) er uenige med mig og benytter ofte anledningen til at sværte mig som en art fortaler for den frygtede semifascistiske, semiracistiske højre-radikalisme. En debattør fra SF beskyldte mig i sidste uge her i Information inspireret af Tøger Seidenfaden for arbejderisme. Ingen af mine kritikere forholder sig til emnets alvor eller til det, jeg faktisk mener. Men her kan Informations læsere få en mulighed for en mere nuanceret vurdering.
Udviklingen i Europa synes i eminent grad at være et resultat af tab af identitet og troværdighed for nogle af de vigtigste af de klassiske kompromis-byggere i Europa, først og fremmest de socialdemokratiske partier.
Identitets-tabet er nært knyttet til en begrundet mistanke om, at de nationale kompromisser har mistet deres forudsætninger.
Mistanken er især, at de nationale eliter ikke længere har brug for de mindre privilegerede. At de er blevet overflødige. Tidligere var selv pjalteproletariatet de allermest usle nødvendige aktører i de politiske og økonomiske alliancer omkring samfundenes udviklingsstrategier:
*Socialisterne havde brug for også de allersvageste i den massive folkelige alliance, der skulle presse en samfundsforandring igennem.
*Og industrien havde brug for de svageste som en reserve-arme af arbejdskraft, der kunne sikre den nødvendige fleksibilitet i en konjunkturpræget produktion.
Men i dag er det anderledes. Opgivelsen af det socialistiske perspektiv har fjernet den særlige politiske relevans i en mobilisering af pjalteproletariatet. Overgangen fra industri- til videnssamfund har elimineret behovet for den utrænede arbejdskraft.
Hvorfor taber de identitet og troværdighed:
Det er nærliggende at pege på
*Globalisering: Teknologibåret udvidelse af markedsøkonomien både i udstrækning og dybde, til verdens fjerneste kroge og tilværelsens inderste rum. Processen bærer indlysende i retning af at mindske national identitet og oplevelsen af tætte samfundsmæssige fællesskaber, som dem, der har udgjort det socialdemokratiske projekt.
*Individualisering. Øget markedsgørelse og øget konkurrence samt nye, vidensbaserede produktionsformer har mindsket det traditionelt kollektive og solidariske element på arbejdsmarkedet. I de fleste europæiske lande er fagbevægelsen massivt rullet tilbage. Herhjemme er LO også nu for alvor begyndt at tabe medlemmer. Hele det fintmaskede netværk af socialdemokratisk integration af arbejderne omkring det samfundsmæssige moderniseringsprojekt er i opløsning.
*Isolation af eliten som følge heraf:
Den samfundsmæssige elite har tidligere, specielt i de nordiske velfærdsstater, været en to-delt elite med et dobbelt karrieresystem: Den traditionelt borgerlige elite, der bygger meget vidtgående på økonomisk og social arv. Samt en arbejderbevægelses elite med egne karriereveje fra faglige tillidsposter over lederposter i fagbevægelse kooperation og a-presse til politiske nøgleposter regionalt og nationalt.
Men systemet med to eliter er under afvikling. Eliten bliver professionaliseret og stadig mere ensartet i livsform og baggrund. Samtidig bliver den mere ensartet med eliter i andre lande. Elitens fælles interesser på tværs af landegrænserne bliver indlysende.
Til gengæld er elitens fælles interesser med den mindre privilegerede del af befolkningen til gengæld tvivlsom. EU-politik og immigrations-politik er kommet til at fremstå som symboler og eksempler på elitens forræderi.
Vil markedsliberalisering og immigration ikke producere en amerikansk model, hvor eliten isolerer sig i armerede luksus-reservater, mens de mindre-privilegerede indfødte og indvandrere slås i det omgivende hav af elendighed?
I en nyudgivet bog Exit Nyrup har Informations nye chefredaktør David Trads en artikel, hvor han analyserer valget den 20. november 2001.
Som sædvanlig karikerer han mine synspunkter ved at kalde mig »goodwill-ambassadør for Dansk Folkeparti«.
Men mere væsentligt er det, at han i samme tekst røber sin egen holdning til demokratiet og vælgerbefolkningen. Dristigt fastslår han nemlig: »For langt de fleste danskere er politik blevet reduceret til et skuespil«, som han sammenligner med serien Dallas.
Altså, idioterne forstår ikke hvad der foregår.
Jeg er ikke arbejderist. Men jeg mener helt alvorligt, at vælgere uden studentereksamen og med helt andre livserfaringer end de intellektuelle har mindst lige så megen visdom og indsigt i samfundslivets og magtkampens realiteter som Trads og SFerne. Vi er bedst tjent ved at læse demokratisk politik som en brydning mellem legitime økonomiske og politiske interesser.
De europæiske samfund står foran en afgørende udviklingsproces.
EUs udvidelse er en historisk opgave af skræmmende dimensioner. Men alternativet er ikke mindre skræmmende.
Modsætningerne mellem de brede befolkningslag og de politiske eliter præger også situationen i en række østeuropæiske lande.
Sikkerhed både den ydre og den indre og herunder asyl- og immigrationspolitik bliver hovedspørgsmål i europæisk politik og i EU-politik
Det er af afgørende betydning, at vi får inddraget de mindre ressource-stærke befolkningsgrupper i ambitiøse og dybtgående politiske dialoger.
Det kan kun ske ved at tage deres politiske markeringer og valgte talsmænd alvorligt. Ikke ved at karikere og nedgøre med tynde og falske historiske paralleller og almindelig arrogant nedvurdering af den mindre bogligt orienterede, mindre privilegerede del af befolkningen.
*Erik Meier Carlsen er politisk redaktør på dagbladet B.T. og udgav i november 2000 bogen De overflødiges oprør, Centrum.
