Kommentaren - Drengedrømme
Blandt de mange eventyrlige fortællinger fra de syv verdenshave, som tryllebandt en amerikansk dreng, der voksede op i Florida i årene efter Anden Verdenskrig, var der intet der kom op på siden af Thor Heyerdahls berømte bog Kon-Tiki.
Da jeg for nylig hørte, at Heyerdahl var død i Italien i en alder af 87, var det første jeg gjorde at række ud efter min førsteudgave af Kon-Tiki, offentliggjort i 1950.
»Sådan begyndte det hele,« skrev han om sin ekspedition i 1947 »Vi sad omkring bålet på en ø i Sydhavet, og en gammel indfødt fortalte myter og historier om sin stamme.«
Hvor tit sad ikke mine venner og jeg ved et lejrbål under palmetræerne på Floridas kyst og drøftede muligheden for at bygge en tømmerflåde og stikke til havs for at bevise en eller anden eksotisk teori om oceanrejser i menneskehedens barndom.
Dengang vidste jeg selvfølgelig intet om den forhistoriske verden ud over, hvad jeg havde kunne læse mig til hist og her i en gammel bog med titlen Barnets Geografibog om Verden og i pseudovidenskabelige ugebladsartikler, der hævdede, at det sunkne kontinent Atlantis lå et eller andet sted ud for Floridas kyst midt i Bermudatrekanten.
Stort set den eneste teori, jeg selv var i stand til at bevise, var det åbenlyse faktum, at Florida var blevet koloniseret og i sidste ende spoleret af turister nordfra.
Men det, Heyerdahl havde hørt, eller troede han havde hørt fra en gammel mand, da han sad omkring bålet på øen Fatu Hiva i Marquesa-øgruppen, var en myte om, at den gamle solgud Tiki for lang tid siden førte en stamme af hvide mænd fra det nuværende Peru til Polynesien ved at sejle mod vest tværs over Stillehavet.
Heyerdahl besluttede sig for at efterprøve, om myten kunne dække over en historisk sandhed. Han byggede en 37 kvadratmeter stor tømmerflåde og sejlede sammen med fem gæve kammerater 7.000 km over Stillehavet, hvor besætningen mødte enorme hvaler og glubske hajer. Voldsomme brådsøer hamrede dagligt mod det lille fartøj, som var 101 døgn undervejs, før det forliste mod koralrevet ud for øen Raroia.
Med de bare næver
Bogen var rigt illustreret med fotos af styrmand Heyerdahl og hans skæggede ledsagere i forskellige situationer, hvor de kæmpede for at holde Kon-Tiki på ret køl, fodrede og fangede hajer med de bare næver, svømmede langs med flåden som pirater med en kniv mellem tænderne, tumlede sig på toppen af en stillehavsbølge ved ubeboede sydhavsøers kridhvide sandstrande eller i dans med underskønne hula-danserinder på frodige palmebevoksede tropeøer.
Mine venner og jeg selv ønskede så brændende, at vi kunne være ligesom Thor Heyerdahl, og at vi en dag kunne komme med ud og sejle med ham og hans skandinaviske mandskab og på den måde få del i den begejstrede hyldest, som den modige norske eventyrer og hans besætning blev overøst med.
Men vi var oppe imod store vanskeligheder. For det første var der problemet med navne: Vi kendte ingen drenge, der hed noget så eksotisk som Thor, Knut eller Thorstein. Selv havde vi kun helt almindelige navne som Paul, Norman, Alan og Philip.
Og ingen af os havde fuldskæg eller bare kørekort. De eneste hulapiger, vi havde set noget til, var vores egne storesøstre, når de klædte sig ud til beach-parties, hvor vi ikke var inviteret.
Vores både, hvis vi overhovedet havde nogle, var kedelige, uimponerende optimistjoller, der med lækkende skrog og afskallet maling ikke ville være sødygtige i sejladser i Biscayen og endnu mindre oceaner som Atlanten og Stillehavet.
De eneste strande, vi kendte til, var overfyldt med overvægtige New York-turister og besat med tarveligt prangende strandhoteller og anonyme ferielejligheder.
Engang troede vi, at vi havde opdaget en rest af Atlantis ud for kysten ved Miami Beach, men det viste sig bare at være et efterladt landgangsfartøj fra en militærøvelse, der siden var blevet invaderet af en koloni af muslinger.
En anden gang byggede vi en kopimodel i miniskala af Kon-Tiki med sejlgarn, balsatræ og et sejl af et gammelt dynebetræk. Ulykkeligvis kæntrede det stolte fartøj allerede på sin jomfrurejse og sank i den lille sø i park-anlægget ud for Miami University.
Og en skønne dag kom så vores store fælles skuffelse, da vores geografilærer fortalte os, at Heyerdahls teorier holdt lige så lidt vand som hans hjemmelavede inka-flåde.
En senromantiker
Heyerdahl drog ud på flere oceanrejser og skrev en række bøger, hvor han forsøgte at underbygge sine etnografiske teorier om kulturel spredning. Der var f. eks. Aku-Aku-ekspeditionen til Påskeøen, som han offentliggjorde en bog om i 1958, der var næsten lige så spændende som Kon-Tiki. Siden fulgte Ra-ekspeditionerne, hvor Heyerdahl søgte at bevise, at pyramidebyggende egyptere i sivbåde kunne være sejlet til de amerikanske kontinenter. Og da Heyerdahl døde, var han i færd med at udvikle en teori om, at den gamle nordiske gud Odin måske var en slags tidlig forløber for Heyerdahl selv.
Jeg tænker, at Heyerdahl dukkede op på en tid, hvor vi ønskede at tro, at der stadig var opdagelser tilbage at gøre på vores klode, og endnu fandtes oldgamle mysterier at løse. Heyerdahl var en romantiker i en tidsalder, der ikke længere havde brug for romantikere.
På den anden side var hans ærinde også at fortælle os, at vi er én fælles menneskehed, der skal deles om én og samme verden. På de sidste ekspeditioner var hans hovedmission da også at henlede vores opmærksomhed på den forurening, der var ved at ske af verdenshavene, som biprodukt af vores mangel på miljøbevidsthed.
Når alt kommer til alt, har videnskaben stort set ladt hånt om den mand, der engang blev kaldt århundredets nordmand.
Men alligevel: Selv om vi drenge fra Florida voksede op og blev lærere og advokater, revisorer og filmskabere, så har vi stadig gemt de bøger, som vi slugte så begærligt dengang, da vi drømmende kunne finde på at spejde ud mod havets horisont på udkig efter vikinger om bord på en tømmerflåde.
*Oversat af Niels Ivar Larsen
