Læsetid: 3 min.

Den tyrkiske forbindelse

EU’s paradoksale terrorpakke angriber demokratiet
Debat
7. maj 2002

Følgagtige Fogh
Hos det tyrkiske militærstyre indlagde den danske statsminister (og kommende EU-formand) sig for et par uger siden stor berømmelse, da han som den første officielt lancerede tanken om at terroriststemple PKK – Kurdistans Arbejder Parti. Den tyrkiske statsglæde er utvivlsomt vokset i takt med, at også den venstrerevolutionære front DHKP-C er kommet på terrorlisten.
Mens PKK førte væbnet kamp imod den tyrkiske stat fra 1984-1999, var partiet helt legalt i Europa (minus Tyskland). Nu, hvor partiet for længst har afsvoret den væbnede kamp og forladt tanken om et selvstændigt Kurdistan, – og tilmed har dæmpet kritikken af den tyrkiske statsideologi kemalismen, som PKK tidligere (med rette!) betragtede som racistisk netop nu får PKK så EU’s terrorstempel. Dette kan kun underbygge tesen om, at den såkaldte ’krig mod terror’ ikke har særligt meget med konkret terrorbekæmpelse at gøre, men mere skal ses som imperialismens veltilrettelagte korstog efter 11. september mod alle former for opposition – og tilsyneladende også som opfyldelse af diverse EU-landes og EU-ansøgerlandes specielle ønsker. Hvis ’krigen mod terror’ havde noget reelt med terrrorbekæmpelse at gøre, så måtte USA og EU naturligvis også gribe fat i staten Israels mildt sagt iøjnefaldende statsterrorisme – og den tyrkiske militærstats ditto.

Carte blanche
Hvad angår terrorstemplingen af den anden – mindre kendte – tyrkisk-kurdiske organisation, DHKP-C, så kan EU’s terrorstempling af denne organisation vel nærmest tolkes som et carte blanche til den tyrkiske stat i dens hårdhændede politik over for landets revolutionære venstrefløj. I tilfældet DHKP-C eksemplificeret ved sultestrejkerne mod F-type fængslerne som nu har stået på i halvandet år. DHKP-C har været en af drivkræfterne bag den militante sultestrejke mod indførelse af isolationsfængsler efter Stuttgart-Stammheim-model. Modstanden mod F-type fængslerne begrundes med en forståelig frygt for, at hvis de politiske fanger isoleres, vil der ikke være nogen vidner til – eller grænser for den tyrkiske stats tortur af de politiske fanger.
Som bekendt reagerede den tyrkiske stat med vanlig militær brutalitet imod F-type sultestrejkerne den 19. december 2000, hvor militær og politisoldater brandbombede de sultestrejkendes fængsler og i dette attentat tog livet af 29 personer – på én nat. Siden da er over 80 politiske fanger døde i sultestrejken. Dette er blot ét eksempel på den tyrkiske stats håndtering af den politiske opposition, kurdisk eller ikke kurdisk.
Hvad er det for et signal, EU med sin terrorliste sender til EU-ansøgerlandet Tyrkiet, som man officielt og i årevis har krævet skal demokratisere landet, ændre sin grundlov, overholde de såkaldte københavnerkriterier (respektere mindretalsrettigheder) som betingelse for optagelse i EU? Lægger EU pres på Tyrkiet i den retning? Nej, man siger med sin terrorliste indirekte: Det er ikke den tyrkiske stat, der er problemet, men de kurdisk-tyrkiske oppositionsbevægelser.
Hvad der sætter EU’s terrorstempling af PKK og DHKP-C yderligere i relief er det faktum, at et af partierne i den tyrkiske koalitionsregering (ledet af Bülent Ecevit) er det ultranationalistiske MHP (det nationalistiske aktionsparti). Dette har så vidt vides ikke et eneste EU-land protesteret imod, på trods af det faktum at MHP er den politiske gren af den paramilitære dødspatrulje De Grå Ulve, som blev skabt i 60’erne og siden da har likvideret i hundredevis, hvis ikke tusindvis, af socialister, militante fagforeningsaktivister og kurdiske politikere.
Den danske regering gør meget ud af at understrege, at EU’s terrorliste hele tiden er til revision. Kan man mon forvente, at det racistiske tyrkiske regeringsparti MHP snart er at finde på listen?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her