Kronik

’Jeg virker nok bare dum’

Læreren nævner som en selvfølge en ’kendt’ dansk forfatter. De etsprogede nikker. De tosprogede aner ikke, hvem det er... Scene fra gymnasiets virkelige liv
Debat
7. maj 2002

Retfærd og velfærd
At gå i gymnasiet som tosproget elev kan beskrives kort og præcist: DET ER SVÆRT! Specielt at starte i 1.g.
De fleste af os tosprogede elever kommer nemlig fra folkeskoler, hvor der er en høj koncentration af tosprogede. Vi har derfor vænnet os til et sådant miljø, og mange af os føler, at vi har nemmere ved at falde til dér og skabe venskaber med andre med anden etnisk baggrund.
Jeg formoder, at tosprogede elever, som skal til at starte i gymnasiet, muligvis har det lidt sværere end etsprogede, for jeg tror ikke, at en etnisk dansk elev har de samme fordomme over for en anden etnisk dansk elev, som han/ hun har over for en tosproget.
På det område har vi tosprogede det sværere. Vi skal ikke kun bevise, at vi er ’gode nok’ og f.eks. være gode kammerater, men også at vi ikke svarer til det billede af en udlænding, som medierne, uvidenheden og intolerancen har skabt. Det er her, vi har et valg. Vi kan vælge at kæmpe for denne godkendelse eller lade være.
Som tosprogede elever har vi det svært i timerne, specielt i danskfaget. Læreren nævner f.eks. som en selvfølge en ’kendt’ dansk forfatter, som alle de etsprogede elever kan nikke genkendende til, men for vores vedkommende kan det være første gang, vi støder på denne forfatter.
Det kan skyldes, at vi ikke fulgte ordentligt med i undervisningen i folkeskolen, men det kan lige så vel skyldes, at vi ikke er opvokset med de samme kulturelle
(danske) ’fordele’ som de etsprogede.
Den tosprogede elev kan vælge nat bede læreren forklare, hvem forfatteren er;
neller lade, som om han/hun er indforstået med dette kendskab.
Mange tør ikke spørge. De tænker: »Jeg virker nok bare dum. Jeg er lige begyndt at enes med klassekammeraterne og læreren. Et dumt spørgsmål vil bare ødelægge det.«
Specielt drengene har det på den måde, mener jeg. De fleste vælger at se bort fra episoden og glemme alt om denne forfatter… og derefter den næste og den næste.
Et andet eksempel: Hvis gymnasielæreren spørger en et-sproget elev, hvad han/ hun mener om et læst Tove Ditlevsen-digt, kan svaret f.eks. være: »Tove Ditlevsens digt fokuserer på identitetskonflikter på en fængslende måde, og jeg kunne umiddelbart relatere mig følelsesmæssigt til det.«
Når man som tosproget hører det og sammenligner det med, hvad man selv ville have sagt, lader man langsomt sin oprakte hånd synke.
Diskussionerne i timerne og i grupperne kan virke meget afskrækkende på os tosprogede elever. Hvis man går i en klasse, hvor formuleringsniveauet blandt eleverne er højt, så forholder de fleste tosprogede sig helt tavse under diskussionerne.
Hvis man ser på de tosprogede elever, som siger noget under diskussionerne, er der to muligheder:
Den ene er, at eleven formulerer sig klart og derved er tilfreds med sin præstation; det samme er læreren og de andre elever. Den anden mulighed er, at eleven endelig tager sig sammen til at sige noget, hvorefter han/ hun bliver mødt med en fnisen fra klassekammeraterne og et tomt blik fra læreren.
Efter denne dag vil eleven nok vælge at holde sig uden for diskussionerne. Man er kommet i gymnasiet og forventer derved at befinde sig i en klasse, hvor eleverne er lidt mere modne og følgelig mere tolerante end i folkeskolen. Men i mange tilfælde er det ikke sådan, og det er skuffende.
Jeg synes, at læreren skal gribe ind. Men hvordan? Jeg mener, at det er vigtigt, at læreren tager hensyn til de sproglige forskelle, at læreren støtter og ikke kun kommenterer negativt. Det giver eleven virkelig meget, når læreren forholder sig til og måske roser, hvad han/ hun har sagt. Det får eleven til at tro på, at han/ hun godt kan, og det er utrolig vigtigt at få den tilfredsstillelse.
Det skriftlige arbejde, mener jeg, siger en del om de enkelte elever. Det afspejler elevens kunnen, og på baggrund af f.eks. stilene har læreren en mulighed for at vurdere, hvilket niveau eleven ligger på. Dette kunne læreren vælge at tage hensyn til ved elevens mundtlige præstationer i klassen.
At etablere et socialt liv kan også volde problemer. En del tosprogede har mange regler, der skal følges. Det er regler, som er udsprunget af bl.a. deres religion og derfor ikke kan overskrides, uden at det samtidig går imod deres tro. Reglerne kan være svære for etsprogede at forholde sig til, da disse er vant til et mere afslappet forhold til stort set alt.

Hvis man ønsker at etablere et venskab på tværs af de etniske forskelle, kræver det en ekstra indsats. Der skal lidt mere til for at få en ven fra ’den anden side’. Der er sikkert mange, der virkelig ønsker at danne et sådant venskab, men det kræver som nævnt en ekstra indsats, og desværre er det begrænset, hvor mange der ønsker at ofre tid og energi på det, når det kommer til stykket.
Det er ærgerligt, for når man ser denne problematik i forbindelse med klassens fællesskab, er sagen jo, at den allerede eksisterende kløft mellem de ’to grupper’ bliver større, hvis tosprogede elever går glip af alt for mange af klassens sociale aktiviteter, der danner grundlaget for et godt fællesskab.
Jeg mener, at dette skader den tosprogede elevs præstation uddannelsesmæssigt, da disse aktiviteter foruden at danne et fællesskab også skaber en følelse af tryghed og velvære i klassen. Hvis der er mangel på disse følelser, kan det være årsagen til, at vi tosprogede elever føler en endnu større grund til at holde os tilbage fra deltagelse i klasseundervisningen.
Det er desværre utrolig svært at ændre på denne situation. Skolen har dog mulighed for at holde fast i, at alle elever skal med på intro- og studieture. Det er her, eleverne får etableret kendskab til hinanden, og det er vigtigt, at alle er med.
Når eleverne har et fællesskab, vil de være i stand til ikke kun at fokusere på forskellene, men også at se lighederne og lære at acceptere, respektere og ikke mindst interessere sig for disse forskelle. Dette vil skabe et godt miljø i klassen, og det kan muligvis også fremme et ønske hos eleven om at forbedre sig uddannelsesmæssigt; man føler ikke længere, at man bliver til grin, hvis man stiller et dumt spørgsmål, og det er meget vigtigt.

At have dansk som anden kultur er ligeledes svært. Muslimske folkeslags kultur, traditioner og religion ligger meget tæt op af hinanden. Eftersom muslimer generelt er meget troende og går utrolig meget op i kultur og traditioner, er det svært at bryde den eksisterende levevis.
Selv om man er født i Danmark og har levet her hele livet, vil vi som tosprogede sjældent have videre kendskab til den danske kultur. Grunden til at forældrene opdrager deres børn med fokus på hjemlandets kultur og traditioner, er muligvis, at størstedelen af indvandrere og flygtninge regner med at vende tilbage til deres fædreland, når muligheden opstår, og med det i tankerne er det vel naturligt, at de opdrager børnene til den kultur, de vil leve med størstedelen af deres liv.
Det er dog ikke ensbetydende med, at en tosproget intet kendskab har til de danske normer, levemåde og kultur. Man lever jo side om side med de ’danske’ kammerater, man bliver undervist i dansk kultur i skolen, og man lærer mere og mere om det gennem medierne. Kendskab til og viden om dansk levevis har tosprogede altså – man praktiserer den bare ikke selv.
Jeg tror, at hvis man går i dybden med, hvorfor der bliver delt op i etniske grupper, eller hvorfor en elev føler sig usikker i klassen, så handler det i bund og grund om, at der er mangel på respekt og accept af hinanden. Det handler vel om at føle sig tryg i sine omgivelser, og trygheden kommer af respekt og accept.

*Hiba El-Mohbi går i 3. g i en matematisk klasse på Frederiksberg Gymnasium. I klassen har otte af 24 elever dansk som andetsprog. Hiba El-Mohbis baggrund er libanesisk, og hun har boet i Danmark i to omgange - i fire år som lille og igen i fire år fra hun kom til Danmark for anden gang og begyndte i 9.klasse

*Artiklen har tidligere været trykt i Dansk Noter 1/2002 under temaet Dansk som andetsprog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her