Læsetid: 3 min.

Danskheden bliver rummeligere

Indvandrere i Danmark skal blive danske, dermed bliver det danske mere rummeligt
Debat
12. juni 2002

Statsborger
Folketingets behandling af adgangen til dobbelt statsborgerskab tidligere på året gav anledning til en debat mellem Søren Krarup (SK) fra Dansk Folkeparti og Søren Søndergaard (SS) fra Enhedslisten. SK mente, at idealet må være én national-
stat én nationalitet, SS men-
te derimod at statsborgerskab og nationalitet skal adskilles.
Fordelen ved kun at have én nationalitet i samfundet skulle være, at det bliver lettere at fungere sammen, når befolkningen kun har en nationalitet. Men samtidig bliver det svært at acceptere nationale mindretal, hvilket også fremgår af SK’s omtale af det tyske mindretal i Danmark som ’gæster’.
På den anden side er forsøget på at skille statsborgerskab og nationalitet heller ikke nogen egentlig løsning, for hvis ikke statsborgerskabet skal hvile på et nationalt tilhørsforhold, hvad skal det så hvile på?

’Udansk folkeskole’
Hvis statsborgerskabet skal være ramme om flere nationaliteter, hvilke rettigheder skal nationaliteten så give? Hvis svaret er ingen, skal vi i gang med at fjerne alle specielt danske træk fra statsmagten, der let kan opfattes som diskriminerende mod mindretallene?
Hvis danskerne kun skal være en blandt flere nationaliteter indenfor den nuværende nationalstat, skal vi så holde op med at tale om en dansk folkeskole og frem til en folkeskole, der tilstræber fjernelse af særlige danske kendetegn, for ikke at støde andre nationaliteter? Hvorfor skal personer, der definerer sig som kurdere eller pakistanere tvinges til at lære dansk historie og dansk litteratur?
Det kunne være fordi det er nødvendigt for at kunne fungere i samfundet? Men til det formål har man brug for elementær viden om det danske samfund, som det fungerer i dag og ikke megen historie.
En anden vej frem kunne være at give nationaliteterne udvidet ret til at dyrke egen kultur herunder ret til egne skoler, ikke som nu i kraft af en dansk friskoletradition, men i kraft af en ret som national gruppe. Det ville være en vej frem til et samfund, hvor vi skal være enige om så lidt som muligt – for at give nationaliteterne råderum for deres egen kultur.
Skal vi frem til et samfund, hvor vi er enige om så lidt som muligt, eventuelt kun demokratiet og de grundlæggende menneskerettigheder?

Den danske model
Et yndet svar fra venstrefløjen er, at danskerne jo heller ikke er særligt enige. Hvad har en specialarbejder og A.P. Møller fælles? Eller den med, at en dansk EDB-programmør har mere fælles med en indisk ingeniør end med en fisker i Thyborøn. Men den type svar har ikke noget med sagen at gøre. Sagen handler om, hvor vidt et samfund alene kan bygge på demokrati og menneskerettigheder, eller om der må være noget mere.
Et samfund er en så kompliceret størrelse, at man ikke hele tiden tage stilling til alting og begynde forfra igen og igen. Derfor er vi henvist til at bygge på traditioner og rutiner, der er overleveret fra fortiden. De kan naturligvis forandres, men ikke alting på én gang, hele tiden.
På arbejdsmarkedet er her i landet skabt en tradition for at parterne ordner meget ved gensidige aftaler med mindst mulig lovgivning. Den tradition må være mindst 100 år gammel og kaldes den danske model. Det er det, parterne på arbejdsmarkedet er enige om: At føre interessekampen indenfor en fælles ramme, der har udviklet sig gennem generationer.
Venstrefløjen solidariserer sig jo med fagbevægelsens resultater og de positive dele af den danske model. Men både fagbevægelsens resultater og modellen er en del af det moderne Danmarks historie, som man må kende for at forstå baggrunden for fagbevægelsens resultater, og identificere sig med disse resultater.
Venstrefløjens ønske om at nedtone det danske, vil gøre det vanskeligt for lønarbejderne at identificere sig med den arbejderbevægelse, der har dybe rødder i det moderne Danmarks udvikling.
Et samfund kan sagtens rumme flere nationaliteter, der lever fredeligt sammen, uden at nogen skal betragtes som ’gæster’. Men et samfund vil altid være mest præget af flertallets nationalitet, som har rødder i landets historie. Det gælder jo også de såkaldte multikulturelle lande som USA, Canada og Australien. De er dybt præget af engelsk tradition. Det er forudsætningen for, at disse lande kan være multikulturelle: At det foregår indenfor en overordnet kultur med engelsk som det fælles.
Derfor må svaret være: .

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her