Kronik

Forførende fransk revolution

Ved søndagens parlamentsvalg kan franskmændene stemme på (næsten) lige mange kvinder og mænd. Det er nemlig nu påbudt ved lov, og det kan betyde mere end højrebølgen
Debat
6. juni 2002

Økonomi & Politik
De næste to søndage, den 9. og 16. juni, er der valg til det franske parlament.
Valgdebatten handler om den højrebølge, Frankrig står over for, om partiet Front Nationals kontroversielle leder Jean-Marie le Pen og rygterne om hans blodige fortid i krigen i Algeriet i 1950’erne og om en splittet venstrefløj.
Debatten beskæftiger sig ikke
i særligt vidt omfang med de franske kvinder, der ellers står til at få en jordskredssejr. Den markante stigning i kvinderepræsentationen skyldes en ny lov om paritet.
I Frankrig defineres ’paritet’ som fuldstændig lighed mellem kvinder og mænd i forhold til politisk repræsentation. Det er første gang, loven finder anvendelse i et parlamentsvalg. Franske kvinder har store forventninger til den, og udviklingen i Frankrig kan nemt udfordre forestillingen om Danmark som foregangsland, når det gælder kvinder i politik.
I 1999 blev den franske forfatning ændret, så den formelt sikrer lige adgang til politik for de to køn. Det følgende år vedtoges loven La Parité, som skal udmønte dette.
På opstillingslister til alle valg skal der opstilles lige mange kvindelige og mandlige kandidater, så der i grupper af seks er tre af hvert køn. Loven er blevet karakteriseret som intet mindre end la révolution douce.
Alligevel er den allerede blevet kritiseret af forskere og politikere. Dens gyldighedsområde omfatter kun kønslighed i forhold til selve opstillingen af kandidater og ikke antallet af valgte politikere. Desuden stilles der spørgsmål ved lovens indbyggede økonomiske sanktioner.
De partier, som overskrider forskellen mellem opstillede kvinder og mænd med mere end to procent, får støtten beskåret. Kritikere spørger, om man ikke også bør indføre en økonomisk belønning til de partier, der har størst succes med at få valgt kvindelige politikere.

Franske mænd fik stemmeret i 1848. Franske kvinder opnåede dette næsten 100 år senere, i 1944. I den franske revolutions hjem-land, hvor »frihed, lighed og broderskabs«-ikonet i 200 år har symboliseret demokratiet, har kvinder været systematisk udelukket fra det politiske liv. En konsekvens af dette er, at Frankrig har haft en notorisk lav kvinderepræsentation i politik.
Kvindeandelen i Nationalforsamlingen nåede op på 10 procent ved valget i 1997, mens der er næsten 40 procent kvinder i det danske Folketing. Loven om paritet havde sin debut ved det franske kommunalvalg i marts 2001, som mere end fordoblede antallet af kvinder i de franske byråd, fra 22 procent til 47,5 procent. (Det er 20 procent flere kvinder end i de danske kommunalbestyrelser.)
Le Mondes dækning af kom-munalvalget forrige år bevidner, at der i loven om paritet ligger kim til ændring af den franske politisk kultur. Dens debut skabte røre i den franske andedam. Det krævede partisoldaternes ben-arbejde at få opstillet lige mange kandidater af hvert køn. Men de økonomiske incitamenter omkring partistøtten hjalp dog på indsatsen.
Inden denne måneds valg er der allerede dryppet fransk malurt i bægeret, eftersom de kvindelige kandidater kun udgør 38,5 procent, hvilket ikke svarer til
lovens forskrifter. Ved det sidste parlamentsvalg var antallet af kvindelige kandidater dog kun halvt så stort.
I bogen Gender and Citizenship. Politics and Agency in France, Britain and Denmark diskuterer lektor Birte Siim, Aalborg Universitet, baggrunden for kønsmæssig paritet. Fortællingen herom belyser et paradoks i fransk politisk historie: På den ene side står revolutionen fra 1789 grundlagt på princippet om lige demokratiske rettigheder for alle individer, som har været model for FN’s menneskerettighedserklæring.
På den anden side har franske kvinder historisk været ekskluderet fra politik. Disse politiske skillelinjer har medført en radikal opdeling mellem de to køns medborgerskab. Det politiske liv har været fjendtligt indstillet over for kvinders inklusion i den politiske elite, og opdelingen har desuden medført kønsspecifikke holdninger og værdier i forhold til politik, så man taler om la politique au feminine. Så når Marianne svinger fanen som revolutionens symbol, skulle hun egentligt have været en Mauritz.
Diskussionen om politisk lighed for både kvinde og mænd går tilbage til den første socialistiske præsident Mitterrand i begyndelsen af 1980’erne. Strategen og patriarken Mitterrand forsøgte at etablere en alliance mellem socialisme og feminisme ved at indføre en kvote for antallet af opstillede kvinder til kommunalvalg. Dette blev dog senere erklæret for forfatningsstridigt.

Paritet afspejler et klassisk 'dilemma i politisk filosofi, idet fortalerne på den ene
side argumenterer for kønslighed og på den anden for kvinders særart og hermed kønsmæssige forskellighed.
Paritet er anderledes end de kvoter for kvinder, som har været anvendt i nordisk politik. Paritet er ikke, som kvoter, fortolket som et overgangsfænomen, men der-imod som en måde at indskrive politisk lighed som en forfatningsmæssig rettighed.
Kravet om paritet er en juridisk strategi, hvorimod det nordiske kvotesystem har været resultat af frivillige ordninger i de enkelte politiske partier.
I de nordiske lande kan den høje kvinderepræsentation ses som resultat af et vedvarende historisk pres fra kvinder i Folketingets partier og uden for i de
sociale bevægelser, især kvindebevægelsen. Politik er et af de områder, hvor nordiske kvinder har opnået størst magt og indflydelse, hvilket i hvert fald for Danmarks vedkommende står i skarp kontrast til den lave kvindeandel i de råd, nævn og udvalg, der beskæftiger sig med økonomi.
I et teoretisk perspektiv rejser den franske sag et spørgsmål, som politologer og sociologer har diskuteret i årevis. Om det gør en forskel at være repræsenteret af andre eller selv at være tilstede i politik.
Eller, formuleret mere polemisk i lyset af den danske magtudrednings eliteundersøgelse: Ændrer politik karakter ved, at politikere ikke kun er en
homogen gruppe af midaldrende akademikermænd, bosat i byens prestigefyldte forstæder? Ændrer en heterogen repræsentation af politikere (kvinder og etniske grupperinger) den politik, der føres?
Anne Phillips, demokratiforsker, professor på London School of Economics og æresdoktor på Aalborg Universitet, udgav i 1995 bogen The Politics of Presence, der diskuterer dette spørgsmål. Bogens normative grundlag er, at et demokrati ikke blot er lig repræsentation af kandidater, men også, at en lang række
forskellige gruppers ’stemmer’ er direkte tilstede i de politiske forsamlinger.
Til at uddybe sin teori anvender Phillips to former for repræ-sentation. Denne kan enten finde sted via valgte repræsentanters idéer eller ved nærvær og direkte tilstedeværelse af de sociale grupper, som politikken tager sigte på in casu kvinder.
Det er Phillips’ pointe, at det handler om at være tilstede, der hvor de politiske beslutninger tages, hvis man vil have indflydelse på deres udformning. I lyset af teorien besvarer Phillips ovenstående spørgsmål bekræftende:
nJa, der er forskel på repræsentation og faktisk nærvær for sociale grupper.
nJa, det har betydning for kvinder at være tilstede i politik, og at et højere antal kvinder i f.eks. det franske parlament gør en forskel.
Som Woody Allan formulerer det: »90 percent of life is just about showing up«.
Phillips introducerer to typer af politik: idépolitik (politics of ideas) og nærværspolitik (politics of presence), som bruges til at udvikle ovenstående. I lyset heraf vil de franske kvinders nærvær i kommunalbestyrelser og parlament have selvstændig betydning i modsætning til, at deres idéer repræsenteres af mandlige politikere.
Til at implementere nærværspolitikken foreslår Phillips kvoteordninger i partipolitik på linje med det, som finder anvendelse i de nordiske lande. Sådanne kvoter kan skabe politiske ændringer på kort sigt og hermed sikre nærvær for kvinder og etniske grupper.
Kan kvinder repræsentere kvinder i politik? Feministiske teoretikere har påpeget, at der er væsentlige forskelle og modsætninger mellem grupper og klasser af kvinder. At deres erfaringer og interesser er forskellige. Så det netop ikke er muligt at tale om kvindeinteresser som en samlebetegnelse.
Jeg er enig i dette synspunkt, men det er min opfattelse, at kvinder har en fælles interesse i at være tilstede i politik, fordi tilstedeværelse rummer andre demokratiske potentialer end repræsentation af idéer.
Phillips løber her ind i en kritik, som rammer teorier om grupperepræsentation og identitetspolitik. Det er problematisk at kategorisere individer i grupper, som skal repræsenteres i politik, fordi individer har flere identiteter.
Phillips argumenterer for, at kvoter til kvinder kan være en konstruktiv måde at reducere den politiske eksklusion på. Kategorien ’kvinde’ omfatter så mange forskelligheder, at den åbner op for en lang række politiske iden-titeter og derfor ikke kun virker undertrykkende.
Med kvindelige politikere på halvdelen af pladserne i de franske byråd, vil det ikke længere være muligt at betragte kvinder som én samlet gruppering i politik og at stereotypisere disse.
Et andet spørgsmål er, om kvinders øgede repræsentation æn-drer politikkens debatform, skaber en ny politisk dagsorden eller ændrer politikkens indhold?
Teorien om en kritisk masse på 30 procent kan belyse dem. Hvis et mindretal kommer over de 30 procent og bevæger sig fra at være et lille til et stort mindretal, vil det kunne præge en organisation. I den konkrete empiriske sammenhæng er det endnu for tidligt at konkludere, om paritet vil medføre sådanne ændringer omkring de politiske institutioner i Frankrig.

Der foreligger ikke danske undersøgelser af, om den førte politik forandres, når der bliver flere kvindelige politikere i de folkevalgte forsamlinger. Dette er undersøgt i Sverige af forsker Lena Wängnerud, Göteborg Universitet. I hendes bog Politikens Andre Sida. Om Kvinnorrepræsentation i Sveriges Riksdag er konklusionen, at den systematiske kønsopdeling i Rigsdagens udvalgsarbejde med flest kvinder på social- og velfærdsområdet, og flest mænd på det økonomiske område, ikke skyldes en politisk marginalisering af kvinder. Men derimod, at de to køn har forskellige politiske interesser og derfor er engagerede inden for forskellige politikområder.
Køns betydning kan ifølge undersøgelsen forstås som vægtning af forskellige aspekter af politik. Jo flere kvindelige politikere, jo mere vægt vil ligestillings- og omsorgsspørgsmål få. Undersøgelsen yder derfor empirisk større til Phillips’ teori om nærvær og tilstedeværelse: At det rent faktisk gør en forskel, at kvinder er tilstede i politik.
I Sverige har køn altså effekt på både dagsorden og beslutninger, hvilket kan pege i retning af, at det også vil være tilfældet i Frankrig, når flere kvinder indgår i det parlamentariske arbejde.
Undersøgelsen belyser dog ikke spørgsmålet om, i hvilket omfang forskellige politiske grupperinger af kvinder kan blive enige om politikkens indhold.
Der er grund til at have forventninger til det franske valg og den franske kvinderevolution.

*Christina Fiig er cand.scient. pol., ph.d-stipendiat på Aalborg Universitet og var i foråret 2001 på studieophold på London School of Economics and Political Science

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her