Læsetid 3 min.

Fortids møre mur

S, SF og sneen ligger i dalen og smelter
10. juni 2002

Politisk
Når en stor vision eller utopi er blevet til virkelighed, sker der noget, der er tragisk for den enkelte idealistiske kæmper for sagen. For hvad stiller snemasserne egentlig op med sig selv, når lavinen omsider, medens den undervejs er vokset til uhørt omfang, ender i dalen? Ja, med hensyn til sne, så véd vi jo, at den må smelte. Gælder det samme også for politiske bevægelser, ’der har sejret ad helvede til’?
Vi hører lige for tiden en del snak om noget, der kaldes for ’venstrefløjen’. Det skulle angiveligt være Enhedslisten, SF og delvis Socialdemokratiet. Men hvad pokker ligger den til venstre for?
Jo, man kan selvfølgelig godt lave en slags Kraks-kort, hvor visse politikere ligger ’til venstre’ for udueligheden, repræsenteret ved regeringen Fogh Rasmussen. Men hvad har det med politik og visioner at gøre?
Hvis man lytter lidt efter, hører man neden under venstrefløjens alt for forudsigelige retorik et længselsfuldt suk efter den gyldne æra, hvor ’man’ repræsenterede det gode og det sande. For vi véd jo alle sammen, at før denne kolde jernalder var der en guldalder, hvor solidaritet og menneskerettigheder ikke blot var en selvudnævnt elites mumlende mantra, men selve det oplyste folks krav til deres valgte repræsentanter. Ja, folk og ideologi var to sider af samme sag.

Stalinistisk ensretning
Nu vil Fogh Rasmussen gøre noget for at opfylde grundlovens frihedsbestemmelser ved at ugyldiggøre de lovstridige eksklusivaftaler. Det skal nok føre til forventelige reaktioner fra den såkaldte venstrefløj plus socialdemokratiet, der vil prøve at forklare, at den stalinistiske ensretning af det arbejdende folk i virkeligheden er dybt demokratisk. Mens sandheden jo er, at fagbevægelsen og Socialdemokratiet i mange, mange år har vidst, at denne udemokratiske konstruktion var dømt til at falde, hvad utallige domme ved de danske domstole gang på gang har understreget. Dog uden at hverken arbejdstagere eller –givere har fundet anledning til at følge domstolenes ikke blot henvisninger, men klare afgørelser med direkte begrundelse i den grundlov, vi så solbeskinnede fejrede forleden dag.
. For mon vi kan lokke Fogh Rasmussen til at sige noget som helst, som ikke enhver socialdemokrat kan skrive under på?
Og mon Nyrup Rasmussen kan finde andet end førtidspensionister som sociologisk materiale til at sondere rørelserne i folkedybet, nu, hvor han rejser riget tyndt i jagten på folkesjælen? Det næste bliver vel agitationsbesøg på kirkegårdene, hvor der stadig er mange socialdemokrater.

Manglende solidaritet
Det gode politiske spørgsmål er, om det lige for tiden går tilbage for menneskeheden, in casu danskerne. Er det et tegn på manglende solidaritet, når flere og flere danskere ikke at ønsker at lade semi-offentlige myndigheder som fagbevægelsen forbruge deres hårdt beskattede penge?
Nuvel, vil LO måske sige, vi bruger pengene til at forsvare lønmodtagernes rettigheder. Hvis det er sandt, så fortjener Fogh Rasmussen al den dadel, der kan ligge på ham. Men hvis disse lønmodtagere derimod i deres daglige virke ude i erhvervslivet først og fremmest oplever deres solidariske medleven i samfundet som en skreven post på deres lønkonto og ikke som en levende kraft i hverdagen, så kan det muligvis tænkes, at hin enkelte kunne bruge disse kroner på en bedre måde, hvis han/hun selv administrerede dem.

Foghs amatørregering
Sagt ligeud, så er Fogh Rasmussens amatørregering et interregnum i dansk politik. Vi træder vande, fordi den ny politik endnu ikke er blevet manifest, selv om der kan anes visse begyndende træk. Det berømte ’arbejdende folk’ vil gerne være alt muligt godt og rigtigt, solidarisk for eksempel, men der skal altså også være noget at være solidarisk om.
Snedrivefolket i dalen har ikke noget at byde på, så i øjeblikket oplever vi altså, at danskerne holder sammen om noget negativt.
Af grunde, som pæne mennesker ikke vil vedkende sig, gør befolkningerne i Europa front mod masseindvandring, fordi de umiddelbart og med rette føler sig truet på alle samfundsmæssige områder, inklusive det demokrati, man fra venstre side bryster af at have fostret, men som ret beset er skabt af folket selv imod alle odds, fordi der aldrig nogensinde har eksisteret en eneste filosof, der har kunnet se nytten i demokratiet. Heller ikke de socialistiske tænkere. Demokratiet er opstået på uforklarlig vis og ser heldigvis ud til at være rimeligt populært.
Men guldalderen, derimod, er en romantisk narresut, som gårsdagens vindere søger trøst ved.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu