Historisk
I 1997 fik Berlin Jüdisches Museum et arkitektonisk flot monument i Lidenstrasse 9-14, tegnet af arkitekten Daniel Libeskind. I den dekonstruktivisme, som Libeskind bekender sig til, handler det afgørende spørgsmål om, at vi lever i en verden efter Holocaust og efter Hiroshima, og »vi er alle de overlevende vi har transformeret død« som Libeskind udtrykker det.
Han er selv et barn af Holocaust-forældre, født i 1946, måske som et direkte resultat af to overlevende menneskers beslutning om at fejre deres overlevelse med et nyt liv. I sit dekonstruktivistiske manifest taler Libeskind om, at de processer, hvor tingene skabes, kræver en totalt anden tænkemåde, som skal konstrueres med andre metoder og baseres på andre principper.
Arkitektur som skabelsesproces skal således kunne bidrage til en dybere forståelse af vores eksistens. .
Forsøg på sensibilitet
Det Jødiske Museum i Berlin er netop et forsøg på en sensibilitet, som er imødekommende over for den menneskelige sjæls dybder. Dette kunne jeg godt fornemme, da jeg i maj i år besøgte museet. Det følgende handler dog ikke om arkitekturen, men om et moment ved det indhold, som Libeskinds sensitive arkitektur giver rammer for. Det principielle spørgsmål, som rejses her, er:
Er det nok med fintmærkende rammer, der formår at nå vores sjæl, når indholdet ikke er sensitivt, da det afstår fra at medtage det, som kan vække uro i sind og sjæl?
Museet fremstiller generelt den 2000 år gamle jødiske tilstedeværelse i de områder, som i dag udgør Tyskland. Der præsenteres derfor et langt persongalleri af de jøder, som har gjort sig bemærkede i den tyske kultur, videnskab og politik. Da jeg nåede begyndelsen af det 20. årh. og herunder Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, kom jeg til at tænke på, at jeg måtte have overset K. Marx. Jeg vendte tilbage til det 19. årh. og begyndte at lede efter denne store tyske tænker af jødisk oprindelse.
Francis Wheen skriver i Karl Marx et liv, at Marx aldrig benægtede sin jødiske oprindelse, om end han heller ikke specielt gjorde opmærksom på den. K. Marx fremtræder også som den tyske jøde i storværket A History of Jewish People, redigeret af H.H.Ben-Sasson, 1968;97. Da jeg fortsat ikke kunne få øje på Marx, henvendte jeg mig til en kustode: »Hvor er Marx?«
Den adspurgte unge pige var ivrig til at svare. Hun var nok humaniorastuderende. »Jamen Marx tog jo afstand fra den jødiske religion.« »Men er det ensbetydende, at han tog afstand fra sin jødiske oprindelse,« svarede jeg »og desuden har I jo Spinoza med,« (uforståeligt, for han jo var hollandsk jøde). »Og I har B. Mendelsohn og G. Mahler, der begge gik over til kristendom.« Kustoden gav mig hurtigt ret i, at der var noget her, som ikke helt stemte, og foreslog: »Du kan skrive til museet om det og anmode om en forklaring.
Usensibel ignorance
Lidt længere fremme er der et computerrum, hvor du direkte kan sende til vores museumsfolk.« Jeg skrev så både en e-mail og et brev på papir, for i museets foyer ved skranken fandt jeg også et skema beregnet på kommentarer fra de besøgende. Nu fik de beskeden på både en traditionel og en elektronisk måde. Der er nu gået snart to måneder, og intet svar er kommet.
Hvad nytter det med en sensibel arkitektonisk form, når en klar påpegning af en mangel i indholdet, som er et udtryk for en ufølsom historieskrivning, til gengæld bliver mødt med en usensibel ignorance over for et venligt forsøg på kommunikation?
