Kronik

Hit med sangen

Naturfromheden – den er dansk, den er båret af en dyb, på én gang religiøs og naturlig følelse og tænkning. Men kristen er den ikke
22. juni 2002

Sankt Hans-kronik
For et par år siden var jeg til Sankt Hans fest et herligt sted i landet. Hvem og hvor kommer ikke sagen ved. Vi sang naturligvis »Du danske sommer jeg elsker dig«, og til sidst også »Danmark, nu blunder den lyse nat.« Indimellem var der taler og bål. Mad og drikkevarer kom frem og ungerne løb og legede. Det var, som det skal være i denne tid, og vejret var med os alle. Alligevel blev jeg revet ud af den gode stemning. For hovedtaleren, hverken lokal eller ubetydelig, havde omtalt sidstnævnte sang, som »Grundtvigs dejlige salme.«
Ingen af de tilstedeværende syntes at bemærke noget usædvanligt i det – tværtimod, vil jeg sige. Der var snarere en tale om en tavs bekræftelse, en eftertænksom tilslutning, måske et lille nik, en lille tak for på denne aften at blive mindet om, at vi i Danmark er kristne, vi er en kristen kultur og vi har heldigvis en sangskat, der minder os om det. Den kan ingen tage fra os.
Det forekommer mig, at det er blevet mere legalt at være religiøs. Rent ud sagt moderne. Og ikke nok med det: vi er ikke bare blevet religiøse igen, vi er blevet kristne. Det hævdes, at ungerne står i kø for at blive døbt og konfirmeret, og folk står på ventelister til kurser i kristendom. Det er tid til andagt. Nu skal vi lære at kende os selv og vores kristne kultur. Også de intellektuelle, som tidligere forsagede religion og al dens væsen. Lederskribenter og kommentatorer taler med seriøs alvor om den kristne kultur og oplysningstraditionen, som om det var ét og det samme. Og opmuntret af den folkelige vækkelse, overvejer flere politiske partier i fuld alvor at genindføre kristendom i skolerne – også som forkyndelse.
En tilsyneladende grundig undersøgelse af danskernes viden om kristendommen, der blev refereret i alle landsdækkende dagblade før påske 2002, viste, at danskernes saglige viden om vores egen, kristne religion var forsvindende lille. Direkte adspurgt, om man troede på Gud, svarede cirka 80 procent Nej. Der var dog ét nyt element i undersøgelsen. For omskrev man begreberne, og i stedet for ’Gud’ spurgte, om folk troede på ’en indre stemme,’ ’en kraft i universet’ eller ’i naturen,’ eller en form for ’skjult mening i tilværelsen’ eller lignende, svarede cirka 80 procent Ja.
Det er ingen nyhed. For snart 10 år siden skrev jeg i Den kristne mystik, at interessen for det religiøse måske aldrig har været større, men spørgsmålet er dengang som i dag: kan kirken rumme de religiøse tanker og følelser, der virkelig rører sig blandt folk? Er den religiøse følelse og tanke overhovedet kristen? Det er snarere forholdet til naturen, der dukker op, og ikke kun i politiske spørgsmål om råd og nævn eller økologi eller landzoner og de riges ret til at bygge villaer ved kysten. Men om det forhold til naturen, som virkelig rører sig dybt i os alle. Hvad det angår, vil jeg påstå, at vi er langt mere religiøse end vi umiddelbart forestiller os – og langt mindre kristne, end vi tror.

Der findes et billede, som gengiver hvorledes den hellige Bonifacius fæller et gammelt egetræ. Som enhver kan se, er handlingen betydningsfuld. Han fælder ikke træet, fordi han står og mangler tømmer til et hus eller fordi han skal bruge netop den plads, det optager i skoven, til noget andet. Der foregår noget ceremonielt, en hellig og betydningsfuld handling. Det er også symbolsk: han statuerer et eksempel, anskueliggør noget væsentligt for kristendommen, som berører og inkluderer naturen.
Jesus har sagt mange tankevækkende ting om menneskenes forhold til hinanden og om menneskets forhold til Gud, men ifølge evangelierne og hvad der i øvrigt er overleveret, har han aldrig udtalt sig om naturen. Ingen af de bibelske skrifter siger noget entydigt herom. Derfor blev det en nødvendig opgave for kirkefædrene at udvikle og forklare et kristent naturbegreb, og dermed et kristent forhold til naturen. Det foregik de første fire til fem hundrede år af kristendommens historie. Og det kristne naturbegreb faldt ikke ned fra himlen, men blev til i opposition til nogle af de hedenske skikke og religiøse forestillinger, der var knyttet til naturen og bondens arbejde. Det kristne ord for hedning, paganus, betyder på klassisk latin blot en bonde, en landboer, en der dyrker jorden.
»Verden er afgjort smuk,« skriver Klemens af Alexandria fra slutningen af det 2. århundrede, »men vi kristne dyrker skaberen, ikke skabningen. Jeg søger Gud, ikke Guds værk.« »Gud troner over al natur,« forklarer Ambrosius, Milanos biskop kort før kristendommen bliver enerådende, »man skal ikke dyrke solen, for solen selv har ingen skabende kraft, den er kun en del af det skabte.« Hundrede år tidligere, mens et egentlig opgør med hedningerne stadig er magtpåliggende, skriver kirkefaderen Lactantius et stort værk, Om hedningernes falske visdom, og forklarer kristendommen i forhold til den. Han bebrejder de hedenske folk, at de dyrker naturen som guddommelig og fejlagtigt tror, at man kan støtte sig til andet end den ene, sande Gud, som skabte os. »De var nemlig,« fortsætter han, »uvidende om hvem, der har skabt verden, og de sagde, at naturen er moder til alle ting (naturam esse dixerunt rerum omnium matrem).« Skriftet fortsætter: »Thi naturen, når man ser bort fra den guddommelige magt og forsyn, er intet i sig selv. Så hvis de kalder naturen for Gud, hvilken fordrejning at kalde det naturen fremfor Gud … Det forholder sig således, at der må være en guddommelig ånd, som ved sit forsyn understøtter alle ting med et princip for deres tilblivelse; så hvis naturen er himlen og jorden og alt, som er blevet til, så er naturen ikke Gud, men Guds værk.«

På dette grundlag, som sagt, skulle de kristne biskopper og missionærer udbrede kristendommen og bekæmpe overtroen, først i Romerriget, siden på det europæiske kontinent. Og det er præcis den situation, billedet handler om. Selve illustrationen er fra en tysk folkebog fra 1800-tallet, men prototypen stammer fra den tidlige middelalder og fortæller, hvordan den hellige Martin af Tours bragte kristendommen til Frankrig og i den forbindelse fældede de ældste hellige træer i Gallien. Der findes mange beretninger med samme indhold, og især må den gamle skik om dyrkelse af de såkaldte hellige lunde stå for skud. Det kunne være omkring en skovsø, en grotte eller et meget gammel oliventræ eller et sted, hvor naturens atmosfære fornemmedes særlig intens. Her var det hellige til stede eller anedes i korte øjeblikke som naturens gud eller naturens sjæl. Pave Gregor den Store (540-604) understreger, at de kristne missionærer skal afvise hedensk dyrkelse af træer, om nødvendigt fælde dem, og senere hos biskop Kosma fra Prag (1045-1145) hedder det udtrykkeligt, at de kristne »med ild skal nedbrænde lunde og træer, som landbefolkningen dyrker mange steder.« Kirkefaderen Augustins elev skriver år 420 i sit omfangsrige skrift Mod hedningerne, at »hedninger er folk, der ikke hører hjemme i Guds stad, men kommer ude fra marken og landsbyer.« Og det kristne opgør med hedenskabet var netop et opgør med naturforholdet og med de religiøse skikke og tankeformer, der traditionelt, også uden for Europa, omgiver landbrug: ritualer og bøn i forbindelse med markens dyrkning, såning, vækst, høst, herunder vejret og årstidernes vekslen og ikke mindst menneskets nære relation og afhængighed af naturens luner.
Hvad var problemet? Kunne man spørge. Hvorfor ledsager lyden af øksens hug udbredelsen af det kristne budskab? Jo, dyrkelsen af hellige lunde, det at naturen selv er besjælet eller opleves som besjælet, at naturen i sig selv rummer guddomskraft, leder opmærksomheden væk fra Gud, naturens skaber. Derfor skulle missionærerne slå floraen og faunaen ned – så var fortryllelsen væk, og det var vel at mærke også hensigten. Til gengæld indstifter kristendommen mennesket med ret til – på skabergudens vegne – at være »herre over jorden og herske over havets fisk, himmelens fugle, kvæget og alle vildlevende dyr, der rører sig på jorden!« (1. Mosebog 1.28). Det kristne gudsbegreb mistede så at sige jordforbindelse, kristendommen tog himmelflugten og søgte ånden over naturen.
I virkeligheden rummer den europæiske kultur en enorm tradition, der søgte at imødekomme denne sondring mellem ånd og natur, sjæl og legeme, en tradition, som siden modernismen har stået i skyggen i den europæiske filosofi. Den blomstrer i middelalderen og i renæssancen, og igen i romantikken, hvorfra den som regel, løsrevet fra sin sammenhæng, blot kendes fra H. C. Ørsteds søgen efter Aanden i Naturen. Hovedbegreber i denne bestræbelse er den fra Platon inspirerede tanke om verdenssjælen og tanken om naturens lys. Men paralleller til disse tankestrømme genfindes i digtningen, også den danske.
»Danmark, nu blunder den lyse Nat« er ikke nemlig slet ikke skrevet af Grundtvig, og den er ikke spor kristen. Den er en del af Thøger Larsens af omfang beskedne, men intense og komprimerede lyriske forfatterskab fra de første årtier af det 20. århundrede. Thøger Larsen (1875-1928) søgte, som flere andre danske digtere i perioden, at udvikle ’naturfromme’ eller ’panteistiske Salmer’ der skulle knyttes til – eller rettere: knytte os til – naturen og naturens liv på samme måde som salmerne i kirkens forkyndelse, og de skulle som sådan følge årstiderne og naturens gang f.eks. Ved solhverv, Ved forårsjævndøgn, Sommervise etc.

Thøger Larsens forfatterskab var, også ifølge ham selv, samlet et forsøg på at udvikle naturfølelsen som noget betydende og meningsbærende, ja grundlæggende i menneskets liv og færden og i vores forståelse af os selv; som Chr. N. Brodersen, stadig den fremmeste kender af Thøger Larsens digtning og tankeverden, udtrykker det: ’For ham var Naturfølelsen noget af det dybeste i Menneskenaturen, nær i Slægt med den religiøse Følelse.« Personligt brød han tidligt med kirken og kristendommen. Han skulle ikke dramatisere eller iscenesætte dette brud (skønt novellen Barndom giver et rystende blik ned i den personlige baggrund), men søgte derefter, og derimod, som digter og tænker, langsomt og sindigt, vestjyde som han var, at udvikle naturfølelsen i de forholdsvis små digtsamlinger, der udkom med adskillige års mellemrum mellem 1905 og 1928.
»Danmark, nu blunder den lyse Nat« der indleder samlingen Slægternes Træ med titlen »Den danske Sommer,« blev egentlig skrevet på Jeppe Aakjærs opfordring til Jenlefesten den 5. juli 1914, og slog så hurtigt an, at den straks blev uomgængelig ved næsten alle sommermøder i Danmark – og har været det siden. Selv forklarer Thøger Larsen en halv snes år senere: »Jeg ville i denne Sang fremhæve, at det centrale ved saadanne Fester skulde være, at Deltagerne i Fællesskab aabnede deres Sind for deres Lands herlige Natur. Det egentlig bærende for disse Fester skulde hverken være Politik, Religion eller Belæring i øvrigt. Naturligvis var dette ikke saaledes at forstaa, at Talerne kun skulde være Luft og himmelblaa Snak. Tværtimod. Men det centrale skulde være det, at den danske Natur blev det egentlig folkeløftende Element, den skulle gøre Møderne til en Fest, den skulde gøre Festen til en Kraft, der virkede ud over selve Dagen, gjorde Sindet mere aabent for de Værdier, Solen, Luften, Jorden, Fuglenes Sang, Bølgernes Rislen gratis skænker Mennesket. Thi Mennesket selv er jo skabt af Naturens Kræfter og Stoffer, og Naturens Liv har en dyb indre Sammenhæng med Menneskets Følelse.«
»Det viste sig, at jeg denne Gang var i Kontakt med Folket selv. Ingen andre af mine Sange har slaaet saa dyb Rod i Folket, skønt de alle sammen er udsprunget af den samme Grundfølelse.«
Vi skal ikke her gennemgå digtet, blot pege på, at den naturreligiøse forestilling om verdenssjælen, og i måske højere grad om naturens lys, gennemstrømmer digtet fra første til sidste vers; første strofes tema, den lyse nat, den blundende eller gærende naturens tilstand mellem søvn og vågen, det at naturen har sit eget liv, også uden for den dagklare bevidsthed, går igen i de erotiske konnotationer i »Pigernes Latter og Lyse Haar, / Leg som aldrig faar Ende,« og således knytter naturens liv til menneskets kærlighed og erotiske drift, der til gengæld tegnes i overensstemmelse med en kosmiske erôs, hvor mennesket med legeme og sjæl knyttes til denne verden.

Det betyder, at også ånden eller sjælen er en del af naturen, den er ikke væsensforskellig, men det betyder ikke, slet ikke, at det sjælelige eller åndelige princip kan reduceres. Det er tværtimod ånden eller sjælen, der knytter os til naturen. Vi er ikke »født på en forkert klode,« som den norske digter Sigbjørn Obstfelder (1866-1900) næsten samtidigt beklager, vi tilhører denne verden med krop og sjæl og skal først nu til at lære af blive rigtige ’Jordboere,’ som det hedder i den danske forfatter Henrik Pontoppidans (1857-1943) senere romaner.
Thøger Larsen var udmærket klar over den ’hedenske’ – eller naturfromme tradition, han skrev sig ind i, og hans digte og essays vrimler med temaer og associationer fra denne rige, europæiske – men ikke spor kristne – arv. Han taler næsten med de antikke bønders stemme mod kirkefædrene, ja på den hele traditions vegne, når han en enkelt gang rent ud forklarer, at digtene og folkefesterne skal virke til at »vi mødes med opladt Sind for at fejre alle levende væsners Ophav, den store Moder Natur.«
Man kan mene om denne poetik, hvad man vil. Men lad os lige slå fast, inden bolden ruller: Den er dansk, den er båret af en dyb, på én gang religiøs og naturlig følelse og tænkning. Men den er ikke kristen.

*Aksel Haaning er mag. art. ph.d., adjunkt ved RUC, Institut for Filosofi & Videnskabsteori. Han har bl.a. skrevet Naturens Lys. Vestens naturfilosofi i højmiddelalder og renæssance 1250-2650. C.A. Ritzels Forlag, 2. udg. 2001

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu