Kronik

Hjorten, skovsøen og pissekummen

At sige: »Hvad er kunst for dig?« er fristende, men ikke nok. – Et tilbageblik på anti-kunstens århundrede og et forsøg på en definition
8. juni 2002

Lørdagskronikken
Slår man op i det danske nationalleksikon under ordet ’kultur’ lyder den første sætning i artiklen: »Begrebet kultur er i dag det mest uhåndgribelige af alle.« Hvis nogen har noget at indvende mod den formulering, bør man række fingeren i vejret.
Vi har kultur på hjernen, og den mest tossede af alle, er den, der forsøger sig med en fast definition af kulturbegrebet. Det kan være nærmest livsfarligt, for den, der selv føler sig i besiddelse af kulturen og er parat til at forsvare den med alle kløerne fremme.
Man kan blot et øjeblik tænke på de fundamentalistiske danskere, der ikke et sekund er i tvivl om, hvad dansk kultur er, og vil gøre alt for at værne den mod de skrækkelige udefra kommende kulturpåvirkninger, som ifølge chauvinisten er det modsatte, altså u-kultur eller vel snarere barbari.
Sært nok er det det samme med kunsten. Der tales om kunst oppe og nede og allevegne, men endnu er det ikke lykkedes nogen helt at beskrive, hvad det er, vi snakker om, når vi taler om kunst.
Der er ganske vist noget, der hedder kunstakademier og kunstmuseer, der findes også kunstudstillinger, og der er kunstsammenslutninger.
Alligevel kommer man måske begrebet kunst nærmere ved at definere dets modsætning, hvad man i historiens løb har gjort ved at påstå, at noget er kunst, som fra en almindelig betragtning ikke er kunst.
Marcel Duchamps berømte pissoirkumme fra omkring Første Verdenskrig er et klart udsagn i den retning: Hvis man kan tage en socialt belastet brugsgenstand og sætte den på kunstudstilling, så har man sagt noget meget præcist og samtidig meget forvirrende om hvad der er kunst og ikke-kunst.
Hvis Duchamps gav kunsten fuck-fingeren, så er det interessant at tænke på, at han samtidig gjorde en pissekumme til kunst, og det kan ingen i dag være i tvivl om, for den har taget sin plads i kunsthistorien, ja sågar i kulturhistorien og er fuldkommen umulig at komme uden om, hvis man bare forsøgsvis vil nærme sig en forståelse af, hvad kunst er og ikke er.
En stor del af det tyvende århundrede er gået med at smide varianter af Duchamps’ installation i hovedet ikke bare på publikum, men på kunsten. Man kunne ligefrem kalde århundredet for anti-kunstens.
Men det går jo ikke, for alle rebellerne vil med tohundrede procents sikkerhed hævde, at det de leverer – om det er lort på dåse eller balsamerede menneskelig – er kunst. Hvilket på én og samme tid er svært at afvise og acceptere. I hver fald er det ikke muligt, hvis man ikke gør op med sig selv og spørger: hvad synes du er kunst, hvad er kunst for dig? Og så er vi straks ude på det dybe vand og tvinges til at kaste et blik ikke bare på kunsthistorien, men på historien i det hele taget.
Har man set de ægyptiske kongegrave og gravkamrenes billedfriser, eller har man været nede i oldtidshulerne i Lascaix og Altamira og betragtet vægmalerierne dér, er de færreste i tvivl: Der er tale om kunst.
Men er der ikke også tale om en tilsnigelse? Urmennesket, der afbillede en okse eller en hjort, har ikke opfattet sig selv som kunstner. Han har ganske vist været udvalgt, fordi han »kunne noget« og var i stand til at udfylde et fællesbehov, nemlig at skabe symbolske og rituelle billeder, der på én gang var genkendelige og magiske, og altså rummede kræfter som lå ud over det fattelige, men kunne gøres til genstand for tilbedelse med håb om belønning, når den rigtige jagt gik ind eller der skulle avles børn til slægtens forlængelse.
Hvad man præsenterede de ægyptiske faraoner for i døden, var scener fra det daglige liv: Det var vigtigt, at den håndgribelige virkelighed fulgte med over i dødsriget eller op på metaplanet, hvor man jo ikke kunne være helt sikker på, at det fandtes, som havde betydet alt eller næsten alt, mens man levede og havde det for øje. Kunsten skulle altså tjene til at eviggøre det forgængelige eller rettere sagt den hellige almindelighed, man åbenbart vidste, man ikke kunne tage med sig.
Nærmer vi os en definition?
Jeg er ikke sikker, men det kan siges sådan, at én af kunstens funktioner er at være en transitiv fastholder.
Den skal på én gang gengive det håndgribelige, men helst med en vis lethed, en særlig svæven, der giver plads for det anelsesfulde, måske religiøse, i hvert fald noget ekstra, der ikke er sådan at sætte etiket på. Derved skiller den sig ud, og derfor bliver den – som det fremgår – ofte svær at håndtere.
Selv før romantikkens dyrkelse af geniet, altså i den periode, hvor kunsten mere opfattedes som et håndværk, har den udøvende naturligvis omfattet sig med en vis selvfølelse.
Lucas Cranach vidste godt, hvem han var, og Leonardo da Vinci var næppe i tvivl. Phaidon og Praxiteles har sikkert også kendt deres værd, og man kan med en vis ret gå ud fra, at Albrecht Dürer har set på sine konkurrenter med skepsis, og at den jalousi, der er et eksistensvilkår blandt kunstnere, har været spillevende fra begyndelsen.
Holder vi fast i håndværksteorien et sekund endnu, er der jo heller ingen tvivl om at snedker Et laver en bedre stol end snedker To, og der derfor kan være grund til misundelse eller jalousi for snedker To i forhold til snedker Et.
Da jeg var ung og begyndte at føre mig frem, irriterede et kritikerudsagn mig mere end andre. Det var Harald Engberg, der kørte med det, og det lød sådan: »Kunst er kunsten at kunne«. Det er jo uimodsigeligt og derfor dobbelt irriterende – ikke mindst når man tænker på, hvad det kan bruges og misbruges til.
Oplever en kritiker det, han og hun konfronteres med, som dilettantisk, er det nemt at fyre den nævnte brok af. Men ingen kan afvise, at der i det ubehjælpsomme, ja ligefrem amatøragtige kan ligge en åbning ind til noget, man aldrig tidligere har set eller hørt og som er så livgivende, at det kan være rent ud sagt revolutionerende.
Der er også den mulighed at naivismen ligefrem er bevidst, men forveksles med dilettanteri, som det skete i tilfældet H.C. Andersen, hvis eventyr kun få havde virkelig sans for, indtil gud og hvermand inklusive turistindustrien og Dansk Folkeparti kunne se, at han var genial.
Prøver vi at fastholde de forskellige epokers kunstmodstand som en slags lakmus til klargørelse af den definition, vil et billede måske tegne sig.
Da den realistiske skole i malerkunsten begyndte at gøre sig gældende i midten og slutningen af det nittende århundrede, var modstanden kompakt. Hvad fanden havde al den usminkende virkelighed at gøre i den »fine« kunst?
Da realismen havde slidt sig selv op og symbolismen stod klar som afløser, var balladen der igen. Man sagde om Edvard Munch, at han slet ikke kunne male eller at han malede slet. Det var nok bare at se på de afbildede personers hænder: Sådan noget sjusk, det var jo ikke en rigtig hånd, bare et penselstrøg, rent dilettanteri.
Med andre ord: Edvard Munch kunne ikke kunsten at kunne!
Da van Goghs og Paul Gauguins malerier var udstillet i København i begyndelsen af det tyvende århundrede, blev der ikke solgt et eneste skilderi. Det var jo ikke kunst! Og da vores egen Lundstrøm udstillede pakkassekollager på Den frie, gik kunstetablissementet amok, og en kendt professor meldte ud med en teori om at moderne kunstnere var sindssyge.
Opfattelsen lever i bred almindelighed den dag i dag.
Man kan måske stilfærdigt sige, at det vi opfatter som kunst i tidens løb har forvandlet sig fra noget tilbedelsesværdigt til noget de fleste – med og uden grund – opfatter som mistænkeligt.
Man kan ikke være – og skal måske ikke være – tryg ved kunsten. Men hvad skal man så være? Det er et godt spørgsmål.
Da jeg var dreng og gik i Højdevangens skole (det var i slutningen af 30’erne og begyndelsen af 40’erne) var tegneundervisning et fag som alle andre, det eneste der manglede var en lineal.
Men lige skulle man tegne! Så en dag kom der en ung lærer og sagde: »Her er en æske farveblyanter, nu kan I tegne, hvad I vil, og I må gerne smøre så tykt på I kan!«
Det var en revolution, og jeg huske endnu, hviken følelse af frigørelse den afstedkom. Det var som om væggene åbnede sig og synet rakte helt ind i evigheden.
Jeg svævede og er aldrig kommet helt ned på jorden siden. Ganske vist er jeg hverken tegner eller maler, men da det gik op for mig, at det er mig der bestemmer om, der skal være grænser og hvis der skal, hvor de skal sættes, jeg blev fri og fandt ud af, at jeg ejede noget, der kunne kaldes skabende evner.
Vi har dem alle sammen, de skabende evner, men derfor er det ikke sikkert, at vi alle sammen er kunstnere eller skal være det. Sådan noget gik man rundt og troede i 60’erne og 70’erne i det forrige århundrede – med skæbnesvangert resultat.
For det er sandt nok, at vi er kreative alle sammen, men kunstnere er vi sgu ikke, og jeg vil påstå, at det er lige så fatalt at bilde folk den slags ind som at gå rundt og fortælle dem, at »kunst er kunsten at kunne!«
Hvis vi nu skal være strenge, er det nødvendigt at hale malersvenden ind endnu engang. Jeg tænker selvfølgelig på A. Hitler.
Han ville frygtelig gerne have været kunstner, men havde desværre ikke talentet. Det var bl.a. medvirkende til, at han senere stemplede det meste af verdenskunsten som syg ligesom den nævnte professor.
På en helt speciel måde samlede Hitler foragten for det ny gennem alle tider i sin person og den nazistiske ideologi. Det ny var anderledes, frygtindgydende, forkert, sygt, entartet.
At den aktulle kunst gør sig umage for at være frygtindgydende kan have sine grunde (der af og til kan være svære at forstå) men der er næppe tvivl om, at den rabiate afspejler en global følelse af oprørt frygt og samtidig er et forsøg på at skabe sig ørenlyd i en verden, hvor støjen i bogstavelig og overført betydning er øredøvende.
At kunstneren og kunsten i moderne sammenhæng er suspekt, kan der ikke herske tvivl om. Den er det måske i nogen grad selvforskyldt, hvis man tænker på, hvad der hidtil er sagt, men hvis man ser på den aktuelle politiske situation, gør der sig noget andet og mere gældende.
Kunsten er nemlig efter gængs politisk opfattelse ikke kun overflødig, den er også irriterende, udfordrende, ja ligefrem farlig, og det er ikke kun konkret, nedskæringerne til kunstnerisk virksomhed skal opfattes, det er i høj grad symbolsk.
Stod det til de reaktionære kræfter i de partier, som for øjeblikket sidder på magten, ville ingen løfte et halvt øjebryn, hvis kunsten døde af sult og iltmangel og gik hen og så gak.
Man siger det ikke lige ud, men meningen er ikke til at tage fejl. af: Kunstnere er besværlige (læs: overflødige) og irriterende og arrogante ligesom alle de andre, der fører sig frem og tror de er eksperter og humanister og ved bedre og i det hele taget tror, at ’de er noget’.
Lad mig derfor fastholde en gyldig definition af moderne kunst, den er – om den så vil eller ej – en provokation.
Det er den muligvis ikke for de tusinder, der farer til Louisiana for at rulle sig i støvet foran Monet og Picasso, men for alle dem, der ikke kommer til Humlebæk, er den.
Det var da også karakteristisk, at det første onkel Adolf gjorde, når han havde erobret et nyt land (som Polen) var at udrydde kunstnerne, videnskabsmændene, lærerne, professorerne etc. – de besværlige, de bedrevidende, de arrogante, de farlige, de entartede.
Paradoksalt, måske, men ikke desto mindre sandt: Hvis den gængse holdning er, at alle de skæve, kantede og anderledes skal holdes på arms afstand, er det indlysende, at kunsten selv må blive skæv, kantet og anderledes.
I solidaritetens navn, måske, men måske først og fremmest for at være et spejl, og for at vi ikke skal drukne i en væmmelig sump af misforstået populisme og politisk og mental obskurantisme, ja for i det hele taget at kunne overleve og trække vejret frit.
Reaktionen hader kunsten. Selv er den som hjorten ved skovsøen, og gudskelov er jagten endnu fri året rundt.

*Klaus Rifbjerg er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu