Kronik

Hvaffor rettigheder?

Epoken, hvor USA’s udenrigspolitik havde menneskerettigheder som omdrejningspunkt, nåede at vare 25 år
25. juni 2002

Retfærd og velfærd
På præsident Bush’ rundrejse i Europa var der et emne, han ikke berørte med et eneste ord – menneskerettigheder. De er blevet erstattet med anti-terrorlovgivning efter 11. september. Dermed er Georg Bush jr. den første amerikanske præsident i 25 år, der ikke har menneskerettigheder og demokrati på sin politiske dagsorden.
I 1973 blev Vietnam-krigen og USA’s politik i Chile udsat for voldsom kritik. Det fik Kongressen til at gennemføre en række høringer om USA’s udenrigspolitik, og på det grundlag vedtog man flere lovforslag, som skulle sikre menneskerettighederne en central plads i udenrigspolitikken.
Indholdet i lovgivningen var koncentreret om to områder:
*Reduktion eller ophør af militær og økonomisk bistand skulle finde sted over for lande, hvis regeringer var ansvarlige for grove vedvarende og systematiske krænkelser af menneskerettigheder.
*USA’s militære bistand skulle udformes, således at den fremmede menneskerettigheder, og at USA ikke kunne identificeres med repressive regimer.
Hverken under præsident Nixon eller Gerald Ford fik disse vedtagelser nogen politiske konsekvenser. Tværtimod blev støtten til de militære regimer i Latinamerika øget under indflydelse af Henry Kissingers ’realpolitik’.
Først da Jimmy Carter blev præsident, blev der etableret en politik på området. Sanktionspolitikkens etablering. Sammen med en stab af medarbejdere, bl.a. Andrew Young og Brzezinski, startede Jimmy Carter en storstilet international kampagne for menneskerettigheder og rettede samtidig kritik mod de lande, der krænkede dem.
Derudover blev der i overensstemmelse med lovgivningen gennemført en række sanktioner overfor repressive regimer med reduktion eller ophør militær og økonomisk bistand. I 1976 var den type sanktioner noget helt nyt i international politik, og det udløste et væld af modreaktioner, især inden for sikkerhedspolitikken.
Blandt andet forhalede det nedrustningsbestræbelserne mellem USA og Sovjetunionen i 1977-78. Flere latinamerikanske lande, herunder Brasilien og Argentina, brød selv deres bistandsaftaler og andre aftaler om våbenleverancer, som i stedet blev overdraget til Vesttyskland og Japan. Også indadtil i USA blev Carters politik udsat for en skarp kritik.
Den blev anset for at være retorisk og uden politisk konsekvens. Kritikken var begrundet i det skisma, som Carter-regeringen befandt sig i under afvejning af menneskerettighedspolitikkens gennemførelse og hensyntagen til USA’s mere realpolitiske interesser.

Allerede i 1978 blev menneskerettighederne dæmpet kraftigt ned. Da Jimmy Carter gik af som præsident, blev menneskerettighedspolitikken stemplet som en fiasko. Imidlertid skabte den på lidt længere sigt en større bevidsthed om rettighedernes betydning i international politik og bidrog til, at andre vestlige lande begyndte at inddrage menneskerettigheder i deres bistandspolitik til u-landene.
I Ronald Reagans præsidentperiode gennemgik menneskerettigheds politikken en strukturændring, organiseret af Reagans rådgivere, Jeane Kirkpatrik og Ernest Lefever.
I første omgang forsøgte man at lægge en kritisk distance til Carters politik for igen at få rettighederne ud af udenrigspolitikken. Da det mislykkedes, udformede Kirkpatrik konceptet til en ny politik, som bestod i en ideologisk sondring mellem totalitære kommunistiske regimer og autoritære traditionsbundne regimer. De sidstnævnte var ikke potentielle fjender af USA.
Som en konsekvens heraf blev kritikken mod Østblokken intensiveret og Carters militære og økonomiske sanktioner ophævet. I 1983 opstod der et behov for en mere ’upartisk’ menneskerettighedspolitik, og man indledte en ny fase med oprettelsen af en demokrati-fond.
Herefter begyndte USA at øve pres på sine egne klientstater for at fremme afholdelsen af frie valg, og i de efterfølgende år støttede den amerikanske regering frie valg i flere latinamerikanske lande. Derimod blev krænkelser af menneskerettigheder (f.eks. tortur, forsvindinger og censur) begået efter valget i disse lande stort set blev negligeret. Ligeledes undlod man at støtte de nye regeringer, der ville indskrænke militærets magt. Endelig fik Reagan-regeringen gennemførte øget militær støtte til flere tilfælde på trods af Kongressens modstand.
Sammenfattende kom Reagan-regeringens ændringer af menneskerettighedspolitikken til at bestå af følgende elementer:
*Et ideologisk skift fra ’menneskerettigheder’ til ’demokrati’.
*Et pres på USA’s klientstater for at afholde af frie valg.
Udvikling af en ny sanktionspolitik, hvor tildelingen af militær og økonomisk støtte blev baseret på et belønning/ straf –princip (den såkaldte gulerod/stokke-metode).
Således støttede Reagan-regeringen sådan set en demokratisk udvikling i udvalgte lande, men sikrede samtidig det bestående repressive system gennem øget militær støtte til de pågældende lande.
Ydermere blev sanktionspolitikken skærpet gennem direkte militær invasion, på Grenada i 1984 og i Panama i 1989. Sidstnævnte blev gennemført af præsident George Bush, og samme år indtraf de begivenheder, som førte til et nyt politisk skift.
Med Berlin-murens og de socialistiske staters fald ophævedes øst/vest-konflikten, og der indvarsledes en indførelse af demokrati i Østblokken. Året efter kom Golfkrigen som en reaktion på Iraks invasion i Kuwait.
Ingen af de to begivenheder havde nogen direkte tilknytning til USA’s menneskerettighedspolitik, men det lykkedes George Bush (den ældre) at etablere en sammenhæng alligevel. Dels gennem de sanktioner, der blev vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd fra august 1990 til januar ’91, dels ved proklamation af Den nye Verdensorden efter krigens ophør.
Det retslige grundlag for sanktionerne og den militære intervention var 12 resolutioner, som stort set blev vedtaget med konsensus af Sikkerhedsrådets 15 medlemmer. Med de erfaringer, som USA havde med sanktioner fra Mr-politikken, var det ret afgørende for George Bush, at der var international opbakning bag Golfkrigen. Det gjaldt især i forholdet til Rusland, hvad der også fremgik af indholdet i Den ny Verdensorden.

Ifølge Kongressens officielle dokument bestod Den ny Verdensorden af følgende elementer:
*Forudsætningen for en ny verdensorden var afspændingen mellem USA og Rusland, som skulle sikre, at regionale konflikter blev løst, og at ingen stater kunne bruge polariseringen mellem øst og vest til at skaffe sig flere våben.
*Dernæst ville USA fremme demokrati og fri markedsøkonomi. Eftersom USA anså kommunismen for afskaffet, kunne stater ikke forvente amerikansk opbakning, blot fordi de erklærede sig for anti-kommunistiske.
Det var her, at den ideologiske kobling mellem Ronald Reagans demokrati-politik og den nye Verdensorden kom til udtryk.
*De sidste elementer vedrørte de politiske midler, som skulle anvendes til løsning af regionale konflikter:
Diplomati og nafskrækkelse.
Specielt i afskrækkelsen over for aggressorer statuerede Golfkrigen et eksempel. Til trods for, at man havde sikret sig d international konsensus til at iværksætte krigen, blev den brugt som afskrækkelse. I ét hug markedes således ophævelsen af den gamle øst/vest konflikt og samtidig muligheden for at etablere en ny konflikt, der overvejende var nord/syd orienteret.
Første gang kom den nye konflikt til udtryk på FN’s konference om handel og udvikling (UNCTAD) i 1992, hvor u-landenes gamle krav om ’en ny økonomisk Verdensorden’ blev aflivet og erstattet med Den nye Verdensorden.
Det nye politiske budskab blev lanceret under emnet ’God ledelse’. Indholdet var i korte træk:
*Væk med korruption, ind med demokrati og fri markedsøkonomi og ned med militærudgifterne.
Modreaktionen kom året efter på FN’s menneskerettighedskonference i Wien, hvor nogle af tredjeverdenslandene rejste tvivl om menneskerettighedernes universelle gyldighed ved at pege på kulturelle forskelle i opfattelsen af dem. Problemet var ikke nyt, men det var første gang, det blev diskuteret i FN-regi. For at imødegå en nord/sydkonflikt blev ’retten til udvikling’ anerkendt som en menneskeret efter mange års pres fra u-landenes side.
Samme år blev Bill Clinton til præsident på en kampagne for sociale reformer. Dermed blev hovedvægten i hans præsidentperiode lagt på indenrigspolitikken. Ganske vist blev Clinton samme år involveret i den politiske konflikt på Haiti, der kulminerede med genindsættelsen af præsident Aristide. Men herefter blev rettighederne dæmpet ned. I 1997 overlod USA det således til Danmark at indanke Kina for krænkelse af rettighederne i FN’s menneskerettigheds-kommission i Geneve. I 2001 blev USA ved et valg stemt ud af den samme kommission.
Den symbolske betydning heraf er afgjort større end den politiske, og USA er da også blevet stillet i udsigt at få pladsen tilbage ved næste valg. Men det markerer afslutningen på en periode i USA’s historie, hvor menneskerettighederne blev sat på den internationale dagsorden.

Hvilken betydning har menneskerettighederne så haft i international politik?
Direkte og indirekte, og med eller uden USA’s aktive indsats, har menneskerettighedspolitikken påvirket
*Afviklingen af den kolde krig
*Afvikling af det gamle kolonisystem, som ophørte med overdragelsen af Hong Kong til Kina
*Afskaffelsen af apartheidpolitikken.
*En begyndende demokratisering af Østeuropa, Asien og Afrika (med alle de tilhørende nye problemer og konflikter).
Ingen af disse begivenheder havde fundet sted, hvis ikke mennesker eller hele befolkningen i de pågældende lande havde kæmpet aktivt for dem.
Eftertiden vil sandsynligvis anse ’menneskerettigheds-’perioden, der som nævnt nåede at vare 25 år, for en af de store i menneskerettighedernes historie. Og man vil anerkende USA som den supermagt, der gjorde det muligt.
Men efter den 11. september 2001 indførte præsident Bush anti-terrorloven...

*Annette Lenskjær er sociolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu