Læsetid: 2 min.

Intet rødt patent på socialpolitik

Troen på, at vi betaler skat og får lykkepiller tilbage er helt forfejlet
Debat
26. juni 2002

Politisk
Det er på tide, at vi styrker indsatsen for de allersvageste i vort samfund. Alt for ofte må de hjemløse, narkomanerne, posedamerne og de sindslidende se hjælpeløst til, mens deres knap så nødlidende medborgere æder størstedelen af kagen fra det offentlige. Det er det klare billede, der tegner sig efter den tidligere regerings forfejlede bud på en socialpolitik – en politik, der har delt ud med rundhånd til alt og alle, mens den har ladt de virkeligt svage i stikken.

Erfaringer bruges
Tal fra Danmarks Statistik viser, at den er helt gal: Andelen af danskere med en årsindtægt på under 70.000 kr. har været markant stigende de senere år. Samtidig kan narkotikarådet dokumentere, at antallet af ’hårde’ stofmisbrugere har ligget konstant siden begyndelsen 1990’erne til trods for regeringens traditionelle satsning på området.
Og der er heller intet, der tyder på, at antallet af hjemløse er faldet, eller at
de sindslidende har fået
bedre vilkår. Snarere tværtimod.
Et af regeringens første initiativer er oprettelsen af Rådet for Socialt Udsatte, der skal fungere som et centralt talerør for de svage og udstødte, som normalt har svært ved at komme til orde. Rådet skal indsamle viden, der kan forebygge de problemer, der fører til personlig og social deroute for udsatte grupper af befolkningen.
Det er afgørende, at vi bruger disse gruppers egne livserfaringer, som findes ude i det virkelige liv blandt de frivillige organisationer. For problemerne løses ikke gennem flere offentlige bevillinger og firkantede systemer, der behandler borgerne på samlebånd.
Vi har opbygget en tro på, at staten tager sig af alle de ubehagelige ting. Men troen på, at vi betaler skat og får lykkepiller tilbage er helt forfejlet. Hvis vi skal problemerne til livs, skal vi genoplive den almindelige hjælpsomhed og næstekærlighed, som velfærdsstaten med verdens højeste skatte- og regeltryk har afmonteret.
Senere på året vil regeringen følge op med konkrete forslag, der bl.a. vil medføre bedre service, flere behandlingspladser og en styrkelse af de svage borgeres retssikkerhed. Til den tid vil venstrefløjen for alvor opdage, at den ikke har patent på socialpolitikken.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her