Læsetid: 4 min.

Konfrontationskurs mrk. Dannebrog

Verdslighed er ikke altid human, humanisme ikke nødvendigvis verdslig. Et polemisk forsvar for religionen
Debat
6. juni 2002

Kommentaren - Kursskifte
Forleden dag modtog jeg et anonymt brev med et klistermærke af Dannebrog klæbet bag på konvolutten. Hvad jeg umiddelbart troede var en fødselsdagsinvitation, viste sig at være en gengivet udgave af midsommervisen. I brevet stod der med fede bogstaver, at ’Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd, skal hver udenvælts fjende beredte os kende, og mod ufredens ånd, over mark, under strand, vil vi bålet på Fædrenes gravhøje tænde, hver sogn har sin heks og hver by sine imamer…’. Og til sidst med en opfordring, der nok ikke var rettet mod mig, men Danskerne med stort D om, at det ikke længere er nok blot at synge den…
Krigeriske undertoner pakket ind i vattet patriotisk heltemod er desværre ikke begrænset til besynderligheder, der med jævne mellemrum dumper ind i min postkasse eller skingre telefonbeskeder om at ’I muslimer’ forpester det danske. Det er blot symptomerne på nogle tendenser, der rækker langt bredere og finder næring som legitim ’modstandsretorik’.
De anses ikke for at have samme ’propagandaværdi’ som Hizb-ut-Tahrirs flossede flyvesedler og afføder hverken forslag om mundkurve eller loyalitetserklæringer mod demokratiske og menneskeretlige værdier. Tendenserne er mest tydelige at genfinde som et ellevte-september-syndrom i den paranoia-ramte debat om forholdet mellem det ’sekulære vesten’ versus det ’uoplyste islam’.
Mens nogle råber vagt i gevær gennem læserbrevsopstød eller på diverse ’Islam-debatter’ i cybercity, så forsøger andre sig på pseudointellektuel vis i et overflod af debatbøger med det nogenlunde enslydende budskab om, at det er på tide, vi skruer bissen på før landet oversvømmes af fordækte islamister, der hverken har begreb om demo-krati og menneskerettigheder eller den sekularisering, der førte til det oplyste Vesten.
Og ikke mindst høster landets politikere på tværs af den uddøde højre-venstre akse frugt ved at lægge særlig tryk på ordet danske, når talen falder på værdier og ordet sekularisering, når talen falder på hvor meget religiøsitet, der kan tolereres indenfor rigets grænser.

Bremseklods i debatten
Oplysningstidens modsætningspar, som religion vs. viden og tro vs. fornuft, er gået hen og blevet fundamentet for den legitime og populære trosbekendelse, der går ud på, at religion og tro må vige for ’verdslig’ og humanistisk lov. Men logikken bryder sammen, idet verdslighed ikke altid er human, humanisme ikke nødvendigvis verdslig og for mange er skellet ikke gyldigt, idet religion, tro, humanisme og verdslighed sagtens kan sameksistere indenfor samme personlige univers.
Den populære bølge af modstandsretorik overfor religionens tilstedeværelse i den ’verdslige sfære’ bekræfter fantasiløst oplysningstidens dikotomier og gør sig skyldig i selvsamme forbrydelse, de mere eller mindre bevidst ønsker et opgør med. Således at en tilbagespoling af tolerance og nuancerigdom legitimeres i den hellige sekularismes navn, præcis som religionens navn ofte bliver brugt og misbrugt til at legitimere ugerninger og skæve menneskesyn.
’Vestlig-sekulær-demokratisk’ og dets negation ’Islam-uoplyst-fundamentalistisk’ er en opstilling, der er gået hen og blevet en bremseklods i ’islam vs. vesten’-debatten. Det er en kliché, der både er forkert i teori og praksis.
Modstillingen bryder for det første sammen, hvis nogle af de nyudsprungne (og selvbestaltede) ’islameksperter’ gør sig ulejligheden og eksempelvis slår op i historiebøgerne. Der vil man finde en intellektuel ballast, der kun kan være den offentlige debat til gavn, således at den bevæger sig lidt højere op end lige under bæltestedet.
At man i den ’islamiske verden’ foretog avancerede hjerteoperationer, mens vi herhjemme stadig gik rundt med middelalderkøller afkræfter den fascistiske tese om, at civilisation er en vestlig kategori og opfindelse.
For det andet er det et kedsommeligt mantra, at sekularisme og demokrati er to sider af samme sag, hvorfor man fejlagtigt kommer til at argumentere, at religiøse forestillinger er uforenelige med lige demokratiske muligheder.

Nuancerne forsvinder
Tyrkiet bliver ofte fremhævet som jubeleksemplet på et muslimsk land, der har formået at tilslutte sig det sekulære rationale. Men kun en tåbe ville hævde, at sekularisering har betydet demokrati og menneskerettigheder i Tyrkiet.
Modsat udelukker religiøse forestillinger ikke pr definition imperativet om den folkelige vilje eller det folkelige styre om man vil. En islamisk statsopfattelse kan meget vel harmonere med en demokratisk og pluralistisk konstellation baseret på samme lighedsprincipper som den danske velfærdsmodel.
Men myten om det demokratiske og sekulære vesten og dets islamiske modbillede forhindrer, at nuancerigdommen kommer med i
billedet. For det er bestemt ikke et nyt fænomen, at muslimer argumenterer for, at demokrati og menneskerettigheder kan udledes direkte af islams væsen og forskrifter.
For i den sekulære trosbekendelse findes der også et religiøst forsvar for demokrati og menneskerettigheder. Det er i høj grad også en myte, at religiøse forestillinger er mere absolutte end den sekulære trosbekendelse. Ofte bliver religion sat i skammekrogen fordi den har en guddommelig reference som det ultimative – uanset at enhver lære som bekendt har en ophavsmand.
Enhver ideologi – også den sekulære – kan i realiteten sidestilles med en form for sandhedsteologi, ligesom religion beskyldes for. Navnlig det man tror, er det rigtige. Vi tror også på at demokratiet er en rigtig styreform – en, vi ønsker at udbrede.
Der er jo en grund til, at vi kræver demokratiopbygninger rundt omkring i verden til gengæld for en pose penge. Den ene opfattelse er hverken mere eller mere absolut end den anden. Det er således forfejlet, at man pr definition hævder, at den ene optik – navnlig den sekulære – er den overlegne optik – og derfor henviser religion til privatsfæren. Eller omvendt, når selverklærede religiøse stater ikke formår at tilvejebringe lige mulighed og deltagelse for dem, der ikke tror det samme.
Menneskets lige ret og værd og den enkeltes demokratiske mulighed bør være det centrale i alle tilfælde. I stedet for at sætte rigide modsætningsforhold op – som efterhånden er blevet et modefænomen i Vesten vs. Islam-debatten herhjemme – så lad os i stedet gøre en dyd ud af at afkræfte en sådan konfrontationskurs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her