Kommentar
I fredags kunne man i i2 læse Niels Franks og Merete Nissens en analyse af litteraturens aktuelle situation. Deres centrale antagelse er, at littteraturen, efter i det 20. århundrede at have tjent »nationen, sproget og identiteten«, nu har mulighed for at »tjene sig selv«.
Med udgangspunkt i en fornemmelse af, at litteraturen er »trængt eller usynlig«, fordi den har »mistet mange af sine traditionelle opgaver,« lykkes det Frank og Nissen at fortrænge og usynliggøre indtil flere litterær traditioner under en imaginær rød-hvid hat, kaldet »det nationale, protestantiske fællesskab.«
Der er gevinst ved at træde ud af forsamlingshuset, skriver de. Gevinsten er, at litteraturen med »den brogede gruppe af skriftorienterede tresserforfattere« omsider kom »i øjenhøjde med den internationale litteratur.«
Men imellem disse og »de store gennembrudsmodernister omkring århundredskiftet« er der, »ud over et par særtilfælde (Jensen og Blixen)« angiveligt »et vakuum i dansk litteratur.«
Jaså? Hvad med Heretica, stor-inspireret af T.S. Eliot, Stefan George og Rainer Maria Rilke? Hvad med Jens August Schade og Gustaf Munch-Petersen? Tom Kristensen og Emil Bønnelycke?
I det mindste den sidste må vel leve op til de to debattørers krav om at lade sig inspirere af dadaisme, futurisme mv.
Kvalitetsvurdering
At det er en bestemt ikke kun national tradition, der forsvinder under Franks og Nissens klaphat, vender vi tibage til om et øjeblik.
Men først en kort betragtning om kvalitet. For er der mon ikke en sammenhæng mellem (den ringe) kvalitet af Bønnelyckes digtning og det faktum, at han ikke nævnes? Han ville slet og ret være et dårligt eksempel at vise frem, når man gerne vil fremhæve den hovedstrøm, Bønnelycke tilhører, som vigtigst.
Frank og Nissen kan hævde, at deres ærinde ikke er en kvalitetsvurdering. Formuleringerne er i så henseende valgt med omhu: Der står ikke, at dansk litteratur først langt op i 1960erne kommer på niveau med den internationale. Der står »øjenhøjde«. Så kan der argumenteres for, at det, der angribes, er en særlig form for dansk blindhed.
Men kvalitetsvurderingen røber sig i ordvalg som »forsamlingshuset« og »den form for opbyggelighed, der blev dyrket herhjemme,« for ingen af områderne kan vel opfattes som rum for den store kunst.
Og hvis fremstillingen ikke rummer en slet skjult kvalitetsvurdering, hvorfor forsvinder Heretica, der dog fuldt ud lever op til kravet om internationalisme, så ud af Frank og Nissens kanon? Mon ikke fordi Heretica var opbyggelig?
Iagttagelse
Ser vi bort fra Heretica, er problemet imidlertid nok så meget, at det, der fortrænges fra intet mindre end Litteraturen, hvis dette at tjene sig selv identificeres med en bestemt tradition.
Og her hjælper det ikke, at der indledningsvis gøres reverens for den præstegårds- og skolelærerlitteratur, der »solidt placeret i en oplysnings- og formidlingssammenhæng ... på mange måder var frugtbar både for litteraturen selv og for den almene dannelse.« Det, Frank og Nissen overser, er, at også denne litteratur »tjente sig selv.«
Det er betegnende, at Johannes V. Jensen, der ikke kan indplaceres i Frank-Nissens hovedstrøm udnævnes til et »særtilfælde«.
Hertil er kun at svare, at al kunst er et særtilfælde.
Og heraf følger også, at det ikke nødvendigvis gør en forfatter opbyggelig, at der undervises i ham eller hende. I 2002 er den nyeste litteratur, den, der er skrevet inden for de seneste fem år, obligatorisk pensum i gymnasiet.
Når jeg opponerer mod, at forfattere som Tøger Larsen, Martin A. Hansen og Frank Jæger m. fl. vakuumpakkes, er det desuden, fordi der under det traditionelle skel mellem en provinsiel præstesøn-litteratur og en urban avantgardistisk, det skel, som også Frank og Nissen forudsætter, løber et andet og dybere mellem en skriftorienteret og en naturiagttagelses-orienteret tradition (som også Jensen tilhører og før ham en digter som Sophus Claussen).
Og den tradition er ikke først og fremmest protestantisk-opbyggelig og forsamlingshusorienteret. Tværtimod er den ofte hedensk og subversiv, og i øvrigt arving til en stor europæisk tradition for naturiagttagelse, som Kirken siden Giordano Bruno har forsøgt at undertrykke. (Læs middelalderforskeren Aksel Haanings Naturens lys. Reitzel 1998). Det er ikke tilfældigt, at Tøger Larsens referenceramme er kosmisk, eller at en kragefloks opflagren minder Jæger om »stumper af en eksploderet præst«.
Historisk betragtet er det den skriftorienterede tradition, der er Kirkens tradition. Den internationalt orienterede hereticaner, Thorkild Bjørnvig, der citeres for sit forsvar for »ordenes egenværdi og uerstattelighed«, lægger sig i denne tradition. Men hvordan kommer Frank og Nissen selv uden om »ordenes egenværdi og uerstattelighed«, hvis litteraturen skal tjene sig selv?
De områder, der nævnes som emner for en sådan litteratur: Bevidsthedsmønstre, identitetsspørgsmål mv. er typisk områder, som forsvinder i eksistensens mere spekulative tåger, hvis de løsrives fra en levet, iagttaget kontekst: Skal den slags blive til litteratur, må der kød og blod til.
Og det er pudsigt nok lige nøjagtigt det, den litteratur, der ifølge forfatterne har levet på sin opbyggelighed, kan levere.
