Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

17. juni 2002


Manglende troværdighed
6. JUNI – Den 10. maj har Poul-Erik Hjort Pedersen en kommentar til Informations rygmarvs-reflekser i indvandrer/flygtningedebatten.
Den 11. maj skriver Henning Prins under overskriften Dæmoniseringens pris om samme emne.
Begge indlæg er velskrevne, og begge berører Informations manglende evne til at debattere indvandringens problem.
Prins har ret når han udtrykker sin frygt for Informatións troværdighed på dette felt, og til Hjort Pedersens spørgsmål om bladets medarbejdere »kan overvinde mageligheden, vanetænkningen og koble automatpiloten fra« er det nærliggende at svare, at det kan de sikkert, men de vil ikke; det er nemlig Informations ambition at have en læserskare, der kun hænger på, fordi de med Seidensfadens huseren på Politiken ikke har nogen steder at gå hen.

Dennis Bågøe
Skjoldvænget 52
5610 Assens

Licens til DR er spild af penge
9. JUNI – I disse dage skal vi betale DR-licens på 1.029 kr., og det skal vi så atter i december. Dvs. i alt 2.095,49 kr. for udsendelser jeg næsten aldrig ser, fordi jeg for ekstra betaling ser BBC over KTV. Det finder jeg urimeligt!
Jeg kan lade være med at købe Ekstra Bladet, Se og Hør, sportsblade m.m., og det er fint med mig, at andre danskere gør det, men DR-licens skal jeg betale, selvom der næsten ingen udsendelser er, der vækker min interesse.
Hvis jeg havde tid, ville jeg sætte mig ned og se TV en hel uge, og dermed kunne jeg dokumentere min påstand, at nyhedernes halve time er i Ekstra Bladets stil med lange reportager om mordet på Hjallerup Marked, moralske pegefingre om rygningens – fedmens – og alkoholens fare, sport lige før vejret, popmusikkens stjerner og melodi grand prix før, under og efter.
Jeg vil gerne se vejrudsigten, som er god information og zapper så ud i det håb, at DR kan registrere det, hvis vi er mange, der gør det. Jeg har én gang taget mig sammen til at skrive til generaldirektøren for DR og fik svaret, »at han var tilbøjelig til at bruge mit eget udtryk, at sporten blev placeret under nyhederne, fordi der var mange, der ønskede det«. Og de sportsbegejstrede har dog rene sportsudsendelser
Jeg er til information og holder derfor Information; jeg kan også godt lide en engelsk krimi; der er mange områder, som jeg ikke kan nå at holde mig ajour med, og det ville også blive for dyrt, så hvorfor kan DR ikke »sætte problemer under debat« for at bruge et gammelt udtryk fra Brandes tid.

Birgit Giedekier
Aboulevarden 9,2, th.
1635 København V.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu