Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

13. juni 2002


Frigiv så den hash!
11. JUN. – Med de mængder, ca. 24 kg hash værdisat til 1,6 mio., der er blevet konfiskeret fra De Brune Bude, har vi vel nu det endelige og afgørende bevis for, at ’befolkningen’, der fået varen leveret ved døren, bruger såvel ’stofferne’ hash og pot som ganske almindelige rusmidler. Og derfor bør frigives. Måske en sag for Det Etiske Råd?

Birk Keller
Wesselsgade 10, Kbh. N

Dannelsestest
11. JUN. – Dannelsestesten i i2 den 7. juni har vist mig, at min dannelse trænger til et servicecheck. Jeg troede, Andreas Scholl var kontratenor.

Poul Erik Hornstrup
Holger Danskesvej 108, Frb.

Hellere højrøvet end fladpandet
11. JUNI – Leif Kajberg angriber i sit indlæg tirsdag den 11. juni Georg Metz for højrøvede betragtninger i sit ugentlige intermezzo. Jeg læser ofte Georg Metz’ indlæg med fornøjelse og oplever, at han her forsøger at afsløre, på en ret underholdende måde i øvrigt, al smålighed og selvretfærdighed, som vores verden desværre er blevet så rig på. Og det synes jeg, der er god brug for – ikke mindst efter vi har fået en ny regering!
Hvis det kaldes højrøvethed, så OK, men nogen må jo tage til genmæle mod den omsiggribende fladpandethed.

Kaj Ove Steffansen
Duebrødrevej 11, Aalborg

En klog beslutning
12. JUN. – På Metropolitanskolen i København har Hizb-
ut-Tahrir-bevægelsen ifølge en avisnyhed 24. maj opsøgt elever i skoletiden i forsøg på at hverve dem. Skolen har derfor besluttet at forvise folk fra Hizb-ut-Tahrir fra skolens område.
Og Gymnasieskolernes Rektorforening støtter et forbud mod Hizb-ut-Tahrir på landets gymnasier.
Det er en klog beslutning i betragtning af, at et Hizb-ut-Tahrir-medlem i forbindelse med de danske pro-Israel demonstrationer i foråret tillod sig – i dansk tv – at tilsidesætte alle regler for værdig optræden og udtale følgende, som kun kan opfattes som en krigserklæring: »Islams flag skal vaje over Danmark«.
Hizb-ut-Tahrir skal forvises – ikke blot fra gymnasier og universiteter – men fra landet.
Det burde være sket straks efter bevægelsens opfordring til at dræbe jøderne.
Hvad Danmarks flag – og sag – angår, kan det siges med få ord: »End er der en Gud foroven, som råder for Danmarks sag«.

Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80, Århus C

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu