Læsetid: 2 min.

Lang vej til sanering

G8-landene slæber på fødderne
Debat
26. juni 2002

U-lande
Politiske ledere fra de såkaldte G8 lande (USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada og Rusland), mødes i denne uge i Canada for at diskutere Afrikas udvikling. Blot tre år tidligere kunne de samme G8 lande vedtage et gældslettelsesinitiativ, kaldet HIPC-2, som skulle hjælpe de fattigste og mest forgældede udviklingslande. Men mange HIPC-lande er fortsat tynget af en kæmpe gældsbyrde, som forhindrer dem i at nå de internationale udviklingsmål om en halvering af fattigdommen inden år 2015. Et mål som G8 landene selv har været med til at vedtage.
Problemet med HIPC-initiativet er kort sagt, at det bygger på alt for optimistiske forudsætninger omkring HIPC landenes eksportindtægter. HIPC landene handler hovedsageligt med nogle få uforarbejdede råvarer, som har store prisudsving og er stærkt faldende i værdi (kaffepriserne er f.eks. faldet med mere end to tredjedele i værdi siden 1997). Det er derfor i praksis umuligt for HIPC-landene, at opnå en bæredygtig gæld. Samtidig lever mange donorer ikke op til løfterne om finansiering af HIPC initiativet. Ud af de 100 mia. dollars, som G8-landene lovede at eftergive for tre år siden, er der til dato blevet frigivet mindre end halvdelen (omkring 40 mia. dollars). Dette er kun en anelse mere end hvad de 41 HIPC-lande har betalt i gældsafbetalinger (ca. 35 mia. dollars) siden HIPC initiativets start.

Probelmet erkendt
G8 landene har erkendt problemerne i HIPC-initiativet og nødvendigheden af yderligere gældseftergivelse. Alligevel sker der næppe nogen væsentlige fremskridt på G8-mødet i Canada. Verdens største økonomier vælger at overlade verdens fattigste til en ny gældskrise, selvom den opstår p.g.a. eksterne markedsbetingelser, som er uden for HIPC-landenes indflydelse. Den manglende politiske og økonomiske opbakning bag bl.a. HIPC-initiativet er skammelig. Som snarlig formandsland for EU bør Danmark gå i front for at stoppe u-landenes meningsløse gældscirkus, hvor vi med den ene hånd giver udviklingsbistand og med den anden hånd opkræver renter og afdrag på lån. Et naturligt dansk skridt vil være at promovere et nyt og bæredygtigt gældslettelsesinitiativ på Verdenstopmødet i Johannesborg. Det vil ikke være uansvarligt – men vil tværtimod øge opbakningen bag en global udviklingsdagsorden, som vil kunne eliminere verdens fattigdom. Det skylder vi u-landene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her