Kronik

Det lovede land

Hvorfor byggede israelerne ikke bare deres stat i Afrikas tomme områder, som englænderne tilbød dem? – Et andet syn på en endeløs konflikt
Debat
10. juni 2002

Historisk set
Efterhånden står det klart for de fleste, at palæstinenserne og israelerne ikke på egen hånd kan løse konflikten i Israel og Palæstina. Derfor er der brug for en klar international vilje, der respekterer de internationale juridiske normer.
Desværre er problemet, at USA er den eneste magt, der har mulighed for at mobilisere en sådan international vilje, og at landet samtidig ikke selv respekterer de internationale regler.
Israel udnytter klart kampen mod terrorisme efter den 11. september. Hvis tragedien den 11. september ikke havde fundet sted, ville Israel have været tvunget til at sætte sig tilbage til fredsforhandlingerne, netop fordi USA pressede Israel til anerkendelsen af en palæstinensisk stat.
Men efter den 11. september, gav USA grønt lys til Sharons krigsførelse. Problemet har dog dybe rødder. Israelere og palæstinensere har grundlæggende mange uoverensstemmelser.
*Det første og måske største problem er den altoverskyggende tvist om Jerusalem. Før det bliver løst, vil man ikke kunne finde en holdbar løsning på konflikten.
*For det andet er der problemet med en palæstinensisk stat i regionen.
*For det tredje er der situationen med de palæstinensiske flygtninge.
*Og sidst men ikke mindst spørgsmålet om de jødiske bosættere.
Vi er nødt til at analysere disse problemer med historiske rødder nærmere for at forstå konflikten.
Hvis Oslo-fredsaftalen af 1993 var blevet overholdt, skulle Israel have forladt de besatte områder.
Dette ville have haft som konsekvens, at Israel skulle forlade Øst-Jerusalem. Formålet var, at man i 1999 skulle oprette en palæstinensisk stat, for efterfølgende – gennem forhandlinger – at afgøre Jerusalems endelige status.
Men da man i 1999 endeligt var kommet til dette stadium, overholdt Israel ikke sin del af Oslo-fredsaftalen, men trak sig ud af fredsforhandlingerne.
Efterfølgende fortsatte Israel med at bygge jødiske bosættelser i de palæstinensiske områder. Yderligere jødiske bosættelser omkring Jerusalem vanskeliggjorde dermed dannelsen af en palæstinensisk stat.

Israel ønsker, at Jerusalem bliver deres evige hovedstad. Den eneste indrømmelse, de vil afgive er, at muslimer og kristne kan få lov til at benytte sig af Øst-Jerusalem til deres gudsdyrkelse eller bøn.
Palæstinenserne vil derimod have, at Israel trækker sig tilbage til grænserne fra før 1967, og at Øst-Jerusalem bliver overladt til palæstinenserne. Til gengæld for dette er palæstinenserne parate til at bevare og acceptere Israels suverænitet i de hellige jødiske områder i det historiske Jerusalem.
Hvad angår flygtningene, accepterer Israel ikke en tilbagevenden af de palæstinensiske flygtninge til Øst-Jerusalem.
Israelernes begrundelse er, at statens jødiske karakter vil blive undermineret. Derfor vil de kun acceptere, at palæstinenserne vender tilbage til Vestbredden.
Samtidig ønsker Israel en palæstinensisk stat, der ikke truer israelernes sikkerhed, dvs. en stat, som er afhængig af Israel og uden en militær styrke.
Netop dette er årsagen til, at man ikke ønsker, at de jødiske bosættere forlader de palæstinensiske områder. Så længe der er jødiske bosættelser, vil Israel kunne bruge deres sikkerhedsargument som en undskyldning for at opretholde besættelsen.
Derimod ønsker palæstinenserne en fuldstændig uafhængig og suveræn stat.
Under Clinton-regeringen mødtes den daværende statsminister Barak og palæstinensernes leder Arafat i Camp David til forhandlinger. Under mødet accepterede Barak de fremsatte forslag, medens Arafat afviste dem og nægtede at skrive under.
Den gængse udlægning af topmødet i medierne var, at Barak gjorde historiske indrømmelser, hvorimod Arafat var skurken, der afslog.
Dette er ikke sandheden. Årsagen til Arafats nej til Clinton/Barak forslaget var, at det stred mod hele det palæstinensiske projekt og modarbejdede de mange års forhandlinger, som allerede var gennemført.
Israel ville nemlig forhandle med palæstinenserne helt fra bunden. Dette betød, at man ønskede at se bort fra allerede eksisterende FN-konventioner og fra Oslo-fredsaftalerne, som om de overhovedet ikke havde eksisteret.
Dette synes at være Israels strategi: Først standser de fredsprocessen, derefter vinder de tid til at skabe sig fordele til fremtidige forhandlingssituationer.
Efterfølgende indledes således en ny række fredsforhandlinger. Det var netop det, der skete i Camp David. Israel fremsatte til mødet i juli 2000 helt nye forslag, som var langt fra at kunne tilvejebringe en palæstinensisk stat.
Israelerne indrømmede kun palæstinenserne retten til at oprette et kontor i Øst-Jerusalem – dvs. reelt en symbolsk handling – for efterfølgende at erklære Jerusalem for Israels evige hovedstad.
Den palæstinensiske stat skulle være uden nogen militær styrke, og flygtningene skulle heller ikke have lov til at vende tilbage til områderne. Dette ville have betydet, at palæstinenserne mistede alle de internationale rettigheder, som man havde forhandlet sig frem til siden FN’s afgørelse i 1949, hvor staten blev udråbt.

Som forslaget ser ud nu, er Arafat heller ikke kompetent til at give sådanne indrømmelser på vegne af det palæstinensiske folk, eller for den sags skyld den muslimske verden.
Jerusalem er muslimernes, jødernes og de kristnes fælles problem. USA har allerede fremsat forslag om delingen af Jerusalem. Forslaget betød, at den øvre del af Haram Moskeen skulle tilfalde palæstinenserne og den nedre del af grædemuren israelerne. Arafat forholder sig til de internationale aftaler og konventioner, der hidtil har været til støtte for palæstinenserne.
Til det arabiske topmøde i Beirut kom de arabiske lande med et forslag til en fredsløsning med Israel. Her skulle Israel trække sig tilbage til grænserne før 1967. Til gengæld ville de arabiske lande anerkende den israelske stat og dens suverænitet, som de har benægtet hidtil.
Israels svar på fredsforslaget har været at sende sine tropper og kampvogne ind i de palæstinensiske områder. Den ovennævnte strategi bliver altså endnu engang brugt af Israel for at vinde tid, idet de ikke er villige til at fortsætte fredsprocessen fra det stadie, hvor den blev afbrudt.
Men hvorfor vil Israel ikke vende tilbage til grænserne fra før 1967? En tilbagetrækning vil betyde, at Israel skal forlade de områder, som de hævder at have historisk ret til, nemlig Jerusalem og Vestbredden.
Israel er en teologisk funderet stat. Baggrunden for de teologiske argumenter er, at israelerne finder, at de er det udvalgte folk, som er blevet lovet disse jordområder af Gud.
Englænderne tilbød på et tidspunkt israelerne en israelsk stat i Uganda. Hvorfor tog israelerne ikke til de tomme områder i Afrika, men til det, vi i dag kender som Israel?
Israelerne mener ikke, de har annekteret og beslaglagt arabernes rettigheder. Deres argument er: »Vi er vendt tilbage til det land, som Gud gav os for flere tusind år siden«.
Heller ikke USA har viljen til at skabe fred i området. USA ser gerne en svækkelse af palæstinensernes situation, således situationen modner sig. USA ventede tre år i Bosnien og så på massakren indtil fredsbetingelserne blev forbedret eller modnede.
Ønsket er, at palæstinenserne skal være så svækkede, at man kan påbegynde nye fredsforhandlinger og diktere betingelserne fra Camp David. På den anden side har Israel mistet international respekt og sit positive omdømme i Vesten.
Også USA må indse, at der ikke vil eksistere en fredsløsning i Mellemøsten, før Israel ophæver sin militære besættelse og opgiver sine ulovlige territoriale krav i Østjerusalem, Gaza og på Vestbredden.

Hvis der i dag ikke kan etableres en varig fred i Mellemøsten, er man nødt til at studere arven efter Første Verdenskrig:
Ingen af grænserne i Mellemøsten er ’naturlige’. Det osmanniske riges områder blev revet fra hinanden gennem indførelsen af kunstige grænser og lande. Hvorfor er f.eks. Irak og Kuwait i krig med hinanden? Der har aldrig eksisteret en kuwaitisk stat i historien. Englænderne oprettede et nyt sheik-styre i Kuwait, så de fortsat kunne få adgang til de enorme olieressourcer.
Noget lignende gælder også for konflikterne mellem Syrien og Jordan, og mellem Tyrkiet og Syrien. Damaskus og Amman er nabobyer, der historisk set har haft gode relationer. Det samme er gældende for nabobyerne Aleppo og Gaziantep.
Det er rigtig, at arabiske og mellemøstlige landes økonomiske og politiske strukturer er generelt dysfunktionelle, men det er ikke årsag nok til krig. Krig har ikke noget med den kulturelle eller religiøse overbevisning at gøre.
Man tager fejl, hvis man tror, at Vesten higer efter fred, og at Mellemøsten higer efter blod. Historien viser, at de største krige gennem de sidste 500 år er foregået i Europa.
Også i dag har USA mange na0tionale interesser i området. Man har benyttet sig af, at regionens lande har været økonomisk svage og ikke-demokratiske. Og at de måske dybest set heller ikke ønsker fred i området.

*Mehmet Tanis er master i International Politisk Økonomi og ansat på DMEG – Center for Integration og Forskning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her