Kronik

En menneskelig superhelt

Superhelte som filmaktuelle Spiderman kunne ikke forhindre terrorangrebet den 11. september. Så hvorfor er de så populære for tiden?
Debat
29. juni 2002

Lørdagskronikken
Superhelten Spiderman er en mutant – han er metamorf, hvilket vil sige forvandlet. Og hans metamorfe figur trækker på en lang, litterær tradition for metamorfosefortællinger, der handler om virkelighedsforklaring, usikker identitet og ønsket om at have kontrol over og en mening med livet.
Alting går for tiden op i tricot og masker. Efter premieren på Spiderman i onsdags er landet nu endeligt forløst i den Spidermani, der længe har hærget avisernes kultursektioner.
Selv har jeg, måske fordi jeg ikke er en mand, aldrig helt kunnet se det sjove i de overdramatiske og selvhøjtidelige superhelte. Men min umiddelbare modvilje mod at lade mig charmere af heltene forsvandt som dug for sommersolen, da min kæreste forleden viste mig den lille-bitte Spiderman-dragt med huller på knæene, han møvede rundt i som fireårig. Charmeret var jeg!
Et øjeblik tror jeg faktisk, jeg forstod den fascination af helteuniverset, som især drenge og barnlige mænd synes at være i besiddelse af. Når storebror ikke vil lege, og man skal underholde sig selv, kan man jo bare forvandle sig til superhelt – de arbejder nemlig også alene…
Det, der adskiller superheltenes univers fra alle mulige andre eskapistiske universer som for eksempel Star Wars-universet, er, at superheltene er metamorfe, det vil sige forvandlede, mennesker.
De er, bortset fra Superman, der dog alligevel lever som menneske, hverken rumvæsener eller robotter – de er mennesker, og deres forvandlinger understeger snarere end fratager dem deres menneskelighed. Spiderman er netop både Spider og Man.
At det er Spidermans og de andre superheltes menneskelighed, der har været udgangspunktet for deres succes, er ingen ny pointe. De er alle usikre og ensomme mennesker, vi nemt kan identificere os med.
Det er ikke dem alle, der undergår egentlige forvandlinger. Superman er et rumvæsen, der nærmest klæder sig ud som menneske for ikke at blive afsløret. Batman er en helt igennem menneskelig rigmand iklædt en højteknologisk tunet flagermusdragt. Superman og Batman er altså ikke den ægte, muterede vare: De vælger selv tid og sted for deres transformation, og de er ikke helt almindelige usikre og kejtede mennesker som vores populære helt, Spiderman. Men de illustrerer ikke desto mindre den samme dobbelte identitet som Spiderman, Hulk og De Fantastiske Fire, der blev Supermans og Batmans populære afløsere.
Fascinationen af den menneskelige, kropslige metamorfose er ikke ny. Allerede i Bibelen optræder forvandlingen af Lots kone til en saltstøtte.
Og før Bibelen havde metamorfosen en mytisk funktion: Transformationen af mennesker til stjernebilleder, klippeformationer og alverdens andre naturfænomener fungerede som en virkelighedsforklaring, idet den reducerede komplicerede virkeligheds- og identitetserfaringer til let forståelige motiver.
For det primitive menneske forklarer metamorfosefortællinger med andre ord uforståelige naturfænomener som for eksempel solens gang på himlen eller en stjerneformation. De primitive historier bag bjerges og floders opståen er metamorfosehistorier.
Spidermans succes fortæller os mere end noget andet, at metamorfosens virkelighedsforklarende, mytiske funktion utroligt nok stadig er aktuel i vores moderne, oplyste samfund.
Her simplificerer metamorfosehistorien om en edderkoppemand nutidens komplicerede fjendebilleder til den gode, gammeldags kamp mellem det gode og det onde, hvor man ikke behøver at være i tvivl om, hvem man skal holde med. Et behov, Star Wars-filmene jo også lever højt på.
Både internationale og danske skribenter har haft travlt med at drage paralleller mellem opbudet af superheltefilm og den 11. september. Forlaget Marvel, der udgiver historierne om De fantastiske fire, Captain America, Hulk, Spiderman og alle de andre, udgav efter terrorangrebet hæftet Heroes som en hyldets til N.Y.’s virkelige superhelte – brandmændene – der gjorde en forskel.
Man kunne, som Politikens anmelder af hæftet, mene, at de fiktive superhelte efter terrorangrebet har spillet fallit, men hvad er så grunden til, at vi nu går ind og ser filmene om dem?
Superheltene kunne ikke forhindre terrorangrebet, men det overskuelige univers, de repræsenterer, udfylder det behov for en virkelighedsforenkling, som terrorangrebet har efterladt hos folk. Superheltene er på den ene side mennesker, vi kan identificere os med, og på den anden side en konkretisering af den fantasi om magt over det onde, som vi drømmer om i en forvirret verden, hvor det gode og det onde er relative begreber.
Konflikten mellem Israel og palæstinenserne og krigen i det tidligere Jugoslavien er blot et par eksempler ud af mange på, hvor svært det kan være at orientere sig moralsk og skelne mellem godt og skidt.

Klassikeren inden for metamorfosehistorier er Ovids Forvandlinger fra år otte e.kr., der handler om gudernes forvandlinger af sig selv og hinanden. Historierne er mange og forvandlingerne endnu flere. De handler som oftest om kærlighed og ægteskab og om begær og utroskab og beskriver for første gang i litteraturhistorien den menneskelige identitet som en usikker størrelse i et splittet jeg:
nHer er historien om Apollons forelskelse i den smukke Daphne, der ikke kan gengælde hans kærlighed, og som derfor forvandles til et laurbærtræ – et udtryk for hendes skønhed og ubøjelighed.
nDer er historien om Jupiter, der voldtager den unge pige Io, men er lige ved at blive opdaget af konen, hvorfor han skynder sig at forvandle Io til en kvie, der i forfærdelse over at være blevet til en ko vandrer hvileløst rundt.
Den pudsige blanding af det patetiske og det genkendelige i Ovids metamorfosehistorier giver et billede af vore egne små hverdagshistorier ved følelsen af utilstrækkelighed, hæmninger og frustrationer. De minder os om uoverensstemmelsen mellem dét, vi gerne vil være og dét, vi virkelig er.
Eventyrene er den nok bedst kendte metamorfosegenre. Her optræder utallige forvandlinger som for eksempel onde og gode hekses fortryllelser af prinser og prinsesser. Tænk bare på Askepot og hendes kjole og græskar-karet. Eller på prinsessen der kysser frøen og får sin prins.
I eventyrene udstilles forvandlingens action-fremmende egenskaber på fornemmeste vis. Den er et vigtigt handlingselement, idet den ofte udgør en forhindring på prinsens eller den unge mands vej til at blive gift med prinsessen.
Den spiller desuden en vigtig rolle som ’tilbageforvandling’ – den hændelse der geninstallerer den normale tilstand af harmoni og lykke og gør ægteskabet muligt. Metamorfosen handler altså i eventyrene om på den ene side forstyrrelse og på den anden side genskabelse af de sociale relationer, der styrer vores samfund. Forvandlingerne er med til at installere og opretholde den accepterede insitution, som ægteskabet er.

Der er mange ligheder mellem Sam Raimis Spiderman, Ovids Forvandlinger og eventyrene.
Lad os gå tilbage til den indledende snak om superheltens dobbelte identitet som menneske og superhelt. Hans superkræfter kommer af, at han er en metamorf mellemting mellem menneske og dyr: Han har dyrets ekstraordinære egenskaber, men er samtidig lige så meget menneske som os andre. Spiderman er også Peter Parker, og Peter Parker er en helt almindelig kejtet teenager, der bor i New York, og som er forelsket i Mary Jane. Historien er efterhånden velkendt, men den opsummerer ganske godt de forskellige aspekter af metamorfosen, historien trækker på, og som både Ovid og eventyrene allerede har benyttet sig af.
Blandingen af menneskelig moral og dyriske superkræfter i den metamorfe superhelt sætter verden i et perspektiv, hvor det er muligt at skelne mellem godt og ondt, og hvor det gode kan sejre. Superheltenes univers tilbyder en virkelighedsforenkling, hvis succes i bund og grund er et symptom på, at vi postmoderne mennesker lever et forvirret liv i en kompliceret verden uden fælles etiske og sociale værdier. Superhelteskikkelserne handler ligesom eventyrene om at geninstallere et velordnet og overskueligt samfund.
Metamorfosen til superhelt handler altså ikke så meget om at udleve fantasien om at få superkræfter for at opnå magt. Den handler snarere dybest set om vores alle sammens følelse af usikkerhed og ensomhed overfor omverdenen og om vores fantasi om at opnå kontrol over vores egen eksistens. Metamorfosen til den dobbelte identitet er en måde, hvorpå vi kan flygte fra erkendelsen af vores skrøbelighed og ensomhed til en følelse af at have kontrol over tingene.
Men som også Spiderman alias Peter Parker viser os, er det kun en stakket frist. Peter Parker har nemlig det til fælles med de fleste andre superhelte, at han er nødt til at skjule sin dobbelte identitet for alle andre, og at hans superkræfter derfor ikke hjælper ham i hans menneskeliv.
Den årgang af superhelte, som Spiderman repræsenterer, er for så vidt alle tragiske som Stevensons Jekyll og Hyde, der er forlægget til Hulk-figuren. De har ikke selv nogen indflydelse på deres forvandlinger og mutationer og de kan ikke udfolde deres nye identitet i sameksistens med andre mennesker – ægteskabet lader vente på sig!
Men for et øjeblik kan det måske også godt gå bare at glemme sit forvirrede jeg og udleve fantasien om at bekæmpe det onde ude i verden i stedet for i ens eget liv. På trods af den demonstration af Spidermans teknik til at skyde med edderkoppespind, min kæreste gav mig forleden, kan jeg stadig ikke påstå at være opslugt af superheltene. Men jeg er jo heller ikke en mand, og de har jo som bekendt svært ved at finde deres egen identitet og meningen med livet.

*Pernille Gram Hansen studerer Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet. Kronikken er skrevet i forbindelse med specialet ’Fra menneske til monster: Postmoderne metamorfose hos Gogol, Kafka og Ionesco’

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her