Kronik

Øjnene der ser

De kommende uger viser festivalen Dancin’ World dans fra hele verden. Vi mindes 1928, da kometen Josephine Baker landede i København
17. juni 2002

Historisk set
I 1928 besøgte danserinden og entertaineren Josephine Baker første gang København med den stort opsatte forestilling
»Wien – Wien – Oh Josephine«, og alene tanken var en københavnerbegivenhed. Josephine Baker havde da allerede ude i verden høstet bred anerkendelse og blev set som selve legemliggørelsen af det eksotiske.
Forventningerne herhjemme var mere blandede, man kendte på forhånd rygterne om afklædthed og provokende dans til utilbørlige jazzrytmer, og dette alene var nok til at sætte fantasien i svingninger.
En Pastor Ege skrev i et åbent brev i Nationaltidende til teaterdirektør Skaarup, som var ansvarlig for at have hentet forestillingen til Danmark:
»Til det sidste havde jeg haabet at De vilde møde ydre, uoverstigelige Hindringer i Deres bestræbelser for at importere den sidste europæiske Sensation paa Liderlighedens Omraade, eller at De
maaske personlig vilde faa Betænkeligheder ved at lede Kloakvand ind over københavnsk ungdom.«
Således opfattedes Josephine Bakers optræden som en trussel imod sædeligheden, og alt hvad der var rent og uskyldigt hos ungdommen.
Politiet sad da også med ved generalprøven for at vurdere, om der nu også var grund til moralsk opstandelse, men der blev ikke fundet nogen. Det hævedes sågar, at politiet havde moret sig storartet, så forestillingen blev vist som planlagt.
De efterfølgende anmeldelser kan deles i tre hovedgrupper: De forargede, de begejstrede og de skuffede.
De forargede og de skuffede var der langt flest af. Således blev det formuleret i en anmeldelse i JyllandsPosten under overskriften »Niggertøsen«:
»Men der kan vel heller ikke udfoldes Talent i en Præstation, hvis vigtigste Virkemiddel er en forbløffende Mangel på Blufærdighed, en for Skjønhed kemisk fri, med barokke Paafund, abeagtige Løjer, negerdrastiske Stillinger og Bevægelser, ensformigt spækket Akrobatik, som Damen antageligt selv ville anse for haabløst kjedsommelig, hvis hun ikke blottede sin Krop hensynsløst, hvis hun ikke gik til den yderste grænse af Sømmelighed.«
I andre anmeldelser fornemmedes dog ind imellem nærmest en skuffelse over, at forstillingen var så langt fra at være »det helt vilde« som Pastor Ege m.fl. havde været med til at opreklamere den som. Her bebrejdedes Josephine da også, at hun ikke var autentisk nok som neger, og som repræsentant for »negerkunst« da hun jo kun var et blandingsprodukt:
»Men rigtig Neger er hun ikke, hun er af Blandingsrace, og den naturlige Varme og medfødte Humør, der ligger i Negerkomikeren, erstatter hun med Tricks og Gebærder, der ofte forekommer baade uægte og uskønne.«

Således mente kritikeren her, at publikum skuffedes til Josephine Baker forestillingen, idet det eksotiske skønhedsudtryk udeblev, og desuden var der ikke engang den mindste lille bombetrussel fra den moralistiske opposition. Det forhåndsdrama, der var lagt op til i striden mellem pastor Ege og den moralske lejr overfor anti-moralisterne, syntes således efter premieren også at være gået i sig selv igen.
Mangelen på skandalestof i forestillingen fik da en anden kritiker til spøgende at konkludere, at man i fremtiden ville kunne sige til sine børn:
» Hvis I er rigtig søde, lige saa artige som Josephine, skal I komme med Far i Tivoli.«
Alle disse meget blandede men sjældent positive reaktioner må have fået forfatteren, journalisten og arkitekten Poul Henningsens hyldest til Josephine Baker til at falde som regn i Sahara for den betrængte danserinde.
Rygtet ville vide, at det var hans mor, den frigjorte forfatterinde Agnes Henningsen, der havde anmodet ham om at gå med ind og se forestillingen og derefter anmelde den, hvilket præsteredes i en sen nattetime på 35 minutter inden Politikens deadline.
Anmeldelsen bar præg af at være i opposition til al den foregående polemik og forargelse. PH foreslog blandt andet, at mødrene burde sende deres døtre til Josephine Baker for at lære naturlighed. Han siger videre:
»Hendes Sinds Repertoire synes uudtømmeligt. Hvis vi beundrer en Gren, et Daadyr, en Sø, hedder det Naturglæde. Hvorfor skal skal det da være et Udtryk for Tidens Perversitet, at vi opløftes ved Mødet med et dybt naturligt Menneske?«
I dette forsvar for Josephine Baker fik PH mulighed for at pleje flere aversioner. Således var han fra sin tidligste ungdom – ikke ganske ulig sin mor forfatterinden Agnes Henningsen – og senere sin søn sexologen Steen Hegeler – i evig opposition til den borgerlige moral og ganske ofte også selv et offer for censur og moralske opstød. Derfor fremstod hans hyldest da også som ganske uforbeholden, men også som et udtryk for hans modstand overfor Pastor Ege og moralsk ligesindede. I samme ånd fremhævedes Josephine Baker i anmeldelsen som noget værdifuldt for »vor civilisation.«
Selvom hyldesten således syntes at være ganske uforbeholden, plejede PH dog alligevel flere kæpheste på en gang nemlig ved såvel at stille spørgsmålstegn ved sin samtids kulturforståelse, som at pirke til den borgerlige moral. Samtidig fik han mere indirekte fremhævet et ideal, der på mange måder skulle blive karakteristisk for 60’ernes ungdomsoprør og disses dyrkelse af den »naturlige« krop og af åbenheden omkring seksualiteten.
PH var dog på mange måder forud for det brede flertal i sin samtid og hans anmeldelse af Josephine Baker medvirkede da også til at sætte fut i den moralske krudttønde igen, og i forlængelse af dette – og sikkert helt imod Pastor Eges intentioner – øgedes også salgstallene til forestillingen.
Som eksempel på reaktionen på PHs anmeldelse kan nævnes forfatteren Emil Bønnelyckes to kronikker i Nationaltidende om »Kulturen og Ukulturen.« Disse er formuleret som et åbent brev til PH i respons på hans famøse hyldest til Josephine Baker. Heri opponerer Bønnelycke blandt andet mod, at PH fremhæver »denne barhovede negergås« betydning for vor civilisation.
Linjerne trækkes her grundigt op imellem os – og de andre her symboliseret ved Josephine Baker:
»Jeg paastår, jeg insinuerer, at du kan ikke have ment det. Du kan ikke have ment, at vi i Danmark, overhovedet i Europa, bør takke en skelende, vrikkende, taabeligt gebærdende og tungerækkende Negerdanserinde for hendes betydning for vor Kultur.«
I dette indlæg fremgik det tydeligt, at jazzen ikke opfattedes som kultur. Samtidig betvivledes PHs evne til at vurdere og dømme. Sidstnævnte kritiseredes yderligere for at fremstille danserinden som et stykke natur eller et dyr og at fremhæve dette som et ideal til efterfølgelse. Bønnelycke fremhævede, at hun dog trods alt er et menneske og som et sådant har et højere formål nemlig at være med til at højne kulturen, og det mente han ikke, at hun levede op til. Hendes forestilling sås derimod snarere at være et udtryk for spekulation og forretning indenfor underholdningsindustrien.

I den vestlige kultur har sjælen eller åndeligheden gennemgående været set som det efterstræbelsesværdige på kroppens bekostning. Dette afspejles i dansens verden blandt andet i ballettens stramme disciplinering af kroppen og idealet om at nå et mere æterisk udtryk. Man har typisk opfattet kroppen som hørende under naturens domæne og dermed farlig. Derfor blev det noget, der måtte tugtes. Ånden tilhørte derimod kulturens område og sås generelt som noget, der burde fremhæves og fremelskes.
I anmeldelserne af Josephine Baker udtrykkes adskillige forskellige kulturidealer. Således er det slående, hvor ofte der bruges beskrivende ord som indikerer en forbindelse til flora og fauna. I det hele taget synes sågar den mørkere hudfarve i sig selv at vække associationer til det vilde og dyriske. De vendinger, der brugtes i Josephine Baker anmeldelserne såsom »abeagtige ansigt«, »lighed med en sælhund«, »efterligne en struds, der lægger et æg« for bare at nævne nogle få eksempler, indikerer således forbindelsen til naturen. Dette korresponderer med et kultursyn, der fremhæver civilisationen som kunstens ideal og som målet for menneskelig stræben, og i den sammenhæng blev Josephine Baker helt tydeligt opfattet som uciviliseret og dermed som en trussel mod kulturen.
Det var således noget, der virkelig kunne bringe sindene i kog, når PH fremhævede Josephine Baker som noget vigtigt for »vor civilisation« og det har han i sin rolle som samfundsrevser og provokatør nok fornemmet.
PH falder dog delvist i den samme fælde som de øvrige. Han forfalder også til at bruge begreber om »det naturlige« og til sammenligninger imellem Baker og andre naturlige »genstande« som en sø eller et dådyr.
Dog er hans holdning anderledes og minder mere om Rousseau- inspirerede tanker om »den ædle vilde.« Det »naturlige« opfattes her som et bolværk mod civilisationens ødelæggende kræfter – eksemplificeret blandt andet ved den lurende nazistiske trussel sydfra. Yderligere ses »naturligheden« at kunne medvirke til at udvikle et mere »sundt« syn på seksualiteten og forholdene kønnene imellem – en af PHs hjertesager.

Josephine Bakers besøg endte med at få mere vidtrækkende konsekvenser i kulturlivet herhjemme. Teaterdirektøren Frede Skaarup fik nemlig i den forbindelse øje på PHs debatskabende kvaliteter og på de gode salgstal, det medførte. Han brugte ham derfor efterfølgende som tekstforfatter til revyer, og han introduceredes i den forbindelse til Liva Weel, den tids store revy-primadonna. Deres partnerskab skulle komme til at danne basis for nogle af landets bedste revyviser – med jazzen som musisk inspiration.
PH og Josephine Baker bevarede et venskab, der holdt livet igennem.
Josephine Bakers indflydelse på danseverdenen var nok til at overskue, idet hun senere fortsatte sin karriere som sanger og entertainer. Ikke desto mindre var hun på mange måder med til at forme vores idéer om »det fremmede« som indbegrebet af det naturlige og eksotiske.
Selv om de fleste i dag nok ville have sig frabedt sammenligning med kritikere på PHs tid, er spørgsmålet dog stadigvæk, hvordan vi i dag modtager dette fremmede. Kan man overhovedet komme uden om de paradokser, som ligger dybt forankret i vores tænkemåde i form af betragtninger over de andres mere eksotiske og naturlige eller kropslige fremtræden?
Dette kan man eventuelt spekulere over, hvis man skal ind og se »Dancin’ World« forestillingerne, som blandt andet rummer stribevis af eksempler på ’fremmedartede’ – blandt andre indonesiske og afrikanske – dansetraditioner.
Over for danse fra forskellige kulturer må vi igen stille os selv spørgsmålet: Hvad kommer vi egentlig for at se?

*Karen Vedel: Jazz er legemskultur. Kulturmøde i 20’erne i: Tidsskrift for Idræt. Februar 2000. Årgang 65, Nr. 1.

*Rikke Munk er stud. mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu