Kronik

På besøg i Frygtland

Kun i de palæstinensiske områder virker der afslappet. Måske fordi Israels kampvogne kan ses og ikke er der hele tiden. Modsat selvmordsbomberne
Debat
18. juni 2002

Retfærd & Velfærd
Hvad var meningen med den omfattende israelske militære aktion på Vestbredden? Hvordan opleves konflikten på gadeniveau? På trods af, at det utvivlsomt er palæstinenserne, der betaler de største ofre såvel materielt som i form af antallet af døde, synes det som om, frygten har mere fat i israelerne.
Gaderne er tomme. Butikkerne er lukkede og omkring 40 - 50 restauranter har drejet nøglen om for sidste gang. De mange palæstinensiske selvmordsaktioner i Vestjerusalem har sat sine spor. Israelerne bliver hjemme eller søger hen til steder, som de opfatter som mere sikre. De gader og pladser i det indre Jerusalem, som for få år siden ville være fyldte med turister og unge israelere på nattesjov, ligger nu øde hen.
Min ven vil gerne med mig ud at spise på en restaurant. Men han betinger sig, at det skal være en, hvor man efter at være blevet undersøgt af en vagt går 20 meter gennem en snæver gang, inden man kommer til selve restaurationslokalet, der således ligger tilbagetrukket og afskærmet fra gaden. Min ven er blevet forsigtig, fordi den café, han før brugte som stamværtshus, for nylig blev sprængt i luften af en palæstinenser, som udløste den bombe, han havde bundet om livet.

Selv om restauranten ikke er fyldt, giver den i glimt mindelser om tiden før den anden intifada. Ved bordene finder man unge og ældre, studerende og professorer, og da tiden er inde til mere øl end mad, ser man små selskaber af såvel israelere som herboende palæstinensere klædt på til nattens diskoteksbesøg – besøg, der dog aldrig bliver til noget, for bortset fra det ukuelige, men tomme Underground på Zion Square, er diskotekerne i den indre by forsvundet. Allerede under inspektionen af regningen mindes man om, at virkeligheden udenfor er truende og farlig: Her pålægges to shekel pr. person til dækning af ekstra sikkerhedsudgifter, hvilket vel går til løn til vagten ved indgangen.
Generelt er stemningen præget af depression, frygt og paranoia. De fleste lokale, dvs. israelerne i Vestjerusalem, forstår ikke, at man tør gå en tur i Hillil, Ben Yehuda eller King George St. De mener, i øvrigt i overensstemmelse med rejsevejledningen fra den danske ambassade, at det er for farligt at opholde sig her. Hvis terrorismens mål er at skabe frygt og lammelse, har den allerede nået det mange gange her i ’fredens by’, Jerusalem. Da mobiltelefonen ringer hen på eftermiddagen, lyder der et lettelsens suk fra den kvinde i det israelske udenrigsministerium, jeg taler med: »Det betyder, min datter er kommet hjem; det er kun hende, der har mit mobilnummer«.
Også den gamle by i Jerusalem virker underlig forladt. Kun enkelte desperate handlende ved Jaffa-porten forsøger ihærdigt at lokke de få udlændinge ind i deres souvenirshops. I den kristne og jødiske bydel ser man den ene tilskoddede butik efter den anden. Først når man kommer ind i den arabiske bydel ved Damaskus-porten, finder man folkeliv. Men også i Østjerusalem ser man, at gamle, velkendte hoteller har måttet dreje nøglen om. Stemningen er dog mærkbart mere afslappet her hos palæstinenserne i Østjerusalem. Men også her mærkes de faldende turistindtægter, som taxachaufførerne forsøger at kompensere for gennem ekstremt opskruede priser. I hvert fald i de taxaer, der udgår fra det fashionable palæstinensiske hotel American Colony.
Det er herfra, jeg prajer en taxa til Kalandia checkpointet, der ligger lige i udkanten af Ramallah. Næste gang turen fra Østjerusalem til Kalandia skal tilbagelægges, står den for mig på dele-taxa, som også de fleste palæstinensere selv benytter. Her er prisen tre shekel, mens taxamanden fra American Colony urokkeligt og helt uden blusel forlanger 60.

Grænsen passeres lettest til fods, sådan som man har gjort det i årevis i Gaza. Selv om det er nyt på Vestbredden, tager de lokale palæstinensere det afslappet. Der grines og pjattes – også med de israelske soldater, der bag sandsække og maskingeværer kontrollerer identitetspapirerne. Den afslappede stemning denne søndag morgen skyldes vel, at køen er usædvanlig lille. I hvert fald forsikrer de omkringstående mig, at det hele undtagelsesvist forløber let den dag, og at det nogle gange kan tage timer at tilbagelægge de små 100 meter.
Som i Østjerusalem og ved checkpointet er stemningen i byen bemærkelsesværdig afslappet. Når man kommer fra Vestjerusalem til Ramallah en dag, hvor det israelske militær lader byen være i fred, er det som at komme fra et indelukket, iltfattigt rum ud i den friske luft.
Den paranoia, man efter få timer omkring Zion Square i Vestjerusalem mærker i sit sind, siver ud af kroppen i takt med, at støvet fra de palæstinensiske gader uomgængeligt og askegråt lægger sig på ens nypudsede sorte sko: Her er fattigt, her er ødelagt, men luften er frisk og renset for den angst, terrorismen har gjort den tyk af i Israels hovedstad. I Israel, navnlig i Vestjerusalem – og den ulyksalige russiske immigrantby Netanya – er frygten for palæstinensiske selvmordsaktioner konstant og allestedsnærværende. I Ramallah forduftede frygten med den israelske hærs tilbagetrækning.
Måske er forskellen, at palæstinenserne alle har lært at leve med volden fra en besættelsesmagt, mens de fleste israelere, navnlig blandt de unge og børnefamilierne, ikke i samme grad har haft krigen inde på krop og sjæl før den anden intifada brød ud i september 2000. Måske er forskellen, at mens frygten fra det israelske militær kommer i form af Cobra-helikoptere, jagerfly og tanks, der i den grad både kan ses og høres, er den overalt og usynlig i Israel. Spørgsmålet, man må stille sig, er, om man kan vænne sig til frygt? Eller om det er frygten, der får folk til at jævne civile boliger med jorden og kalde det sikkerhedsforanstaltninger?
Efter den uautoriserede rundvisning hos Arafat sætter taxaen mig af uden for Best Eastern, der denne weekend huser konferencen The Second Transformation of Palestine. Skønt jeg er lidt sent på den, uvant som jeg er med at kalkulere tiden til passage af israelske checkpoints, er lokalet, hvor konferencen skal finde sted, stadig tomt.
Lasse Ellegaard fra Jyllands-Posten, som venligst gjorde mig opmærksom på konferencen, dukker op og byder på kaffe i restauranten ovenpå.
Den rædselsfulde kaffe, der markedsføres som Nescafé, fjerner ikke indtrykket af et imponerende hotel midt i det nedslidte Ramallah og murbrokkerne efter den israelske hærs hærgen.

Da jeg ikke kan tilbageholde min beundrende undren over den flotte standard, får Lasse mig ned på jorden igen med en bemærkning om, at »sådanne hoteller er der altså flere af, bygget af amerikanske palæstinensere, som gerne vil investere deres formue i det palæstinensiske hjemland«. »Hvor tror du Marwan Barghouti i så lang tid kunne gemme sig for israelerne, hvis det ikke var for disse luksushoteller«, tilføjede den danske korrespondent i Ramallah spydigt. Barghouti, som nu sidder i israelsk fængsel, er leder af Tanzim, der lidt eufemistisk kaldes Fatahs ungdomsorganisation, og var i månedsvis øverst på israelernes liste over eftersøgte palæstinensere.
Selve konferencen bød ikke på noget egentlig nyt og jeg forlod den før sidste session: Jeg ville gerne over checkpointet inden det lukkede og tog afsted i god tid. Jeg var heldig, for blot en time senere sprang en palæstinenser sig selv i luften på markedet i Netanya og tog tre israelere med sig i døden.
For mig betød det, at jeg kom til Jerusalem inden trafikken til og fra Vestbredden atter en gang gik totalt i stå. For palæstinenserne betød det, at de efter nogle rolige dage igen kunne begynde at spejde efter Cobra-helikoptere på straffeekspedition, og for israelerne betød det, at en forholdsvis rolig periode efter deres militæraktion på Vestbredden atter var brudt med udsigt til flere bomber i de civile områder: De næste to dage sprang tre bomber, mens en palæstinenser opgav og i stedet for et marked eller en gågade i Israel, valgte at sprænge sig selv i luften i ingenmandsland ved et checkpoint.

Med denne nye serie af selvmordsattentater kan man spørge om, hvad Israel egentlig fik ud af sin omfattende militære aktion på Vestbredden i april? Aktionen på Vestbredden havde to formål: For det første skulle den eliminere eksisterende terrornetværk. Det skete ved destruktion af laboratorier, ødelæggelse af lagre og konfiskation af våben samt anholdelse af omkring 2.000 palæstinensere, der af israelerne betragtes som aktive eller passive terrorister. En passiv terrorist er en person, der f.eks. hjælper til som kurer, men som ikke direkte er involveret i planlægning og udførelse af terrorisme.
For det andet handlede den omfattende aktion om at tilvejebringe konkrete beviser på Det Palæstinensiske Selvstyres involvering i terrorisme i form af dokumenter. Det første resultat blev, hvad der i israelsk slang hedder »Arafats sorte bog« – en 100 sider lang rapport, som angiveligt dokumenterer Arafats direkte indblanding i terrorisme.

Rapporten blev suppleret af andet materiale, som kortlægger Saudi-Arabiens finansielle støtte til den palæstinensiske terrorisme og en tredje rapport, som dokumenterer, at bistandsmidler, bl.a. fra EU og Danmark er gået til finansiering af terrorisme.
Ifølge den israelske militære efterretningstjeneste blev en stor del af materialet hentet i Arafats hovedkvarter i Ramallah under den fem uger lange belejring.
Den israelske ministerpræsident Ariel Sharon medbragte materialet til George Bush under sit besøg i Washington i begyndelsen af maj, og det var som et slag midt i ansigtet på den israelske leder, at USA ikke umiddelbart eller efter nærmere granskning af materialet ville anerkende det som endegyldigt bevis på Arafats meddelagtighed i terrorisme rettet mod civile i Israel.
Materialet viser, at der findes en terrorismens infrastruktur, at der kanaliseres penge fra såvel Saudi-Arabien og Iran som fra EU’s bistandsmidler til finansiering af våben ud over dem, der er tilladt i Oslo-aftalen, samt at Det Palæstinensiske Selvstyre er vidende herom uden at gøre noget ved det. Men det viser ikke, at Arafat i årevis bevidst og systematisk har planlagt terrorismen.
Sharon vil fortsætte med at skaffe beviser på, at Arafat er direkte ansvarlig for terrorismen. Israel vil fortsætte med hævnaktionerne.
Palæstinensere vil fortsætte selvmordsaktioner i Israel. Sådan fortsætter det. Det er uvist, hvor lang tid, det bliver ved, men på et tidspunkt bliver luften i Israel måske for tyk af frygt og presser Sharon til endnu en optrapning. Hvad det betyder, ved ingen. Næppe noget godt. Slet ikke fred.

*Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved Historie og Mellemøststudier, Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her