Kronik

En præsts prøvelser

Sognepræsten i det vestjyske Stauning aflægger her en beretning om den kampagne, hans menighedsråd har ført mod ham. Han ser foruroligende perspektiver
1. juni 2002

Lørdagskronikken
Da jeg bliver omtalt i Informations leder ’Gys i præstegården’ (28. maj), synes jeg, at bladets læsere bør kende sagens forløb. Den har intet at gøre med med kirkepolitik, men måske med en grundmenneskelig trang til at jage syndebukke, hekse og den slags.
For at sætte det følgende i perspektiv vil jeg starte med at påpege, at jeg har været enlig far med min datter, Eva Elisabeth, siden hun var tre år gammel. Hun er nu 13.
Hverken min datter eller jeg har nogensinde haft psykiske eller sociale problemer. Ligeledes har vi et godt forhold til min datters mor, som ofte er hos os i præstegården. Min datters bedstemor er sundhedsplejerske, og hverken hun, skolelærere, læger, sundhedsplejersker, familie eller andre, der har haft kontakt med min datter, har nogensinde udtrykt bekymring for hende. Hun er tværtimod altid blevet beskrevet som en usædvanlig sund, humoristisk, glad og socialt velfungerende pige, som er meget afholdt af kammeraterne. Især fremhæves hun som humoristisk og fuld af mentalt overskud.
Det er denne pige, som vi i det følgende vil se menighedsrådets tidligere næstformand, vicepolitiinspektør Knud Jensen beskrive som »tilsyneladende velfungerende«, ligesom Knud Jensen følte det nødvendigt at foranledige, at der blev iværksat politiefterforskning mod mig for seksuelle overgreb på min egen datter.
Jeg har aldrig haft nogen privat omgang med Knud Jensen, og han har således intet førstehåndskendskab til mig eller min datter. Jeg har for år tilbage haft sammenlagt ca. 15 minutters samtale med ham i hans egenskab af politimand; jeg har mødt ham en halv snes gange ved menighedsrådsmøder og et tilsvarende antal gange i kirken. Knud Jensen har aldrig haft privat omgang med min datter. Alligevel skriver han, som om han udtaler sig om min datter på baggrund af et indgående førstehåndskendskab, ligesom han føler sig kaldet til at viderebringe denne opfattelse privat og i skrivelser til myndigheder og i medierne kalder mig ’mentalt syg.’ Det bedes bemærket, at jeg først får indblik i, hvilke anklager jeg er udsat for, gennem aktindsigt hos offentlige myndigheder. I alt væsentligt sker dette først fra 20. januar 2002 og fremefter.
Der et et påfaldende sammenfald af datoer:
1) Menighedsrådets formand Jens Christian Ostersen beder mig forlade mit embede 3. november, dvs. dagen efter at der er afgået skriftlig henvendelse til Skjern kommune om ’overgreb af den ene eller anden art’ på min datter.
2) Knud Jensens og andre breve til Statsamtet afgår 22.-27. november, dvs. få dage efter at Skjern kommune har afvist enhver anklage og undskyldt sig over for mig.
3) Politianmeldelsen, som sker på foranledning af vicepolitiinspektør Knud Jensen, finder sted 10. januar, dvs. to dage efter at tilsvarende anklager er blevet afvist af Ringkøbing Statsamt. (Og to måneder efter, at de er afvist af Skjern kommune).

Forløb den 2. november: Der afgår brev til Skjern kommune om mistanke om ’overgreb af den ene eller anden art’ på min datter Eva Elisabeth. Der udtrykkes også mistanke om, at hun har brækket sine arme to gange det seneste år på grund af vold. (Den egentlige ophavmand til disse beskyldninger er endnu ikke fastslået.)
Den 3. november: Menighedsrådsformand Jens Christian Ostersen møder om morgenen op i præstegården og siger bl.a.:
»For at sige det lige ud: Det ville være bedre, at du selv traf valget, end at du blev afskediget. Der går så mange rygter«.
Derfor bør jeg flytte for min »egen og Eva Elisabeths skyld.« Hvis jeg ikke flytter, vil der, siger Jens Christian Ostersen, opstå så meget uro, at jeg alligevel blev nødt til det.
Den 3.-5. november: Menighedsrådet retter henvendelse til min tidligere samlever. Spørger hende bl.a., om ’hun blev banket’ af mig. Dette benægter hun.
13 november: Der afholdes møde mellem biskop og Menighedsråd. Først den 31. januar 2002 får jeg kendskab til, at dette møde er blevet holdt. Der foreligger tilsyneladende intet notat om mødet.
19. november: Anklagerne afvises af Skjern kommune, og i dagene derefter får jeg mundtlige og skriftlige undskyldninger fra kommunen.
19. november: Der afholdes menighedsrådsmøde om ’tillid/mistillid mellem præst og menighed’. Der udtrykkes ros af min embedsførelse, men mit privatliv er forkert. Jeg bliver bla. spurgt »hvad jeg synes, man skal gøre ved folk, der banker deres familie.« Jeg formoder derefter, at dette har at gøre med anklagerne til kommunen. Ved mødet antyder vicepolitiinspektør Knud Jensen, at han som politimand har belastende viden om mig. Der siges dog intet konkret.
22.-27. november: Få dage efter, at Skjern kommune har afvist anklagerne, afgår der en række breve til Ringkøbing Statsamt. Menighedsrådets næstformand, vicepolitiinspektør Knud Jensen skriver til Ringkøbing Statsamt bl.a.:
»De forhold, der er oplyst til mig i min egenskab af polititjenestemand, kan jeg ikke oplyse nærmere om…«
Endvidere: »Det er min opfattelse som lægmand, at Claus Thomas Nielsen er uskikket til at tage sig af mindre børn...« »Jeg er bekendt med, at han [...] har forældremyndighed over en pige på 12 år, som tilsyneladende er velfungerende. Det er min opfattelse her, at hun har tillært sig en adfærd, hvor hun i høj grad indretter sig efter Nielsens humør og adfærd...« »Claus Thomas Nielsen anser jeg som en meget dygtig teolog, men i en grad så det nærmest kan betragtes som sygeligt...« »...Konkrete faktuelle oplysninger er jeg ikke i besiddelse af. [...]« (Jeg får kendskab til dette og andre breve 20. januar 2002)

Knud Jensens brev ligger i dag hos Skjern kommune, Ringkøbing kommune, Statsamt, Civilretsdirektorat og retten i Skjern. Alle steder er det blevet afvist.
27. november: I andre breve til Statsamtet beskyldes jeg for skizofreni, psykopati, bordelbesøg, vold, utroskab, religiøst vanvid, forvrænget (pædofilt orienteret) seksualitet, sygelig optagethed af djævelen og lignende.
Intet af dette har den ringeste forbindelse til virkeligheden.
27. november: Jeg beder menighedsrådet om at fortælle, om de rygter, de har hentydet til. Menighedsrådet afviser.
28. november: Jeg beder provst Jens Simonsen om aktindsigt og om at fortælle, om der har været henvendelser til ham. Jens Simonsens afviser mig med henvisning til sin tavshedspligt som præst.
3. december: Menighedsråd skriver til biskop. Ønsker min afsked. Skriver til biskoppen: »Hvad er det der foregår i præstegården???« Ingen konkrete anklager.
8. januar 2002: Statsamtet afviser anklager mod mig.
10. januar: To dage efter statsamtets afvisning af anklagerne og syv uger efter kommunens afvisning af anklagerne påbegynder politiet i Ringkøbing – på foranledning af menighedsrådets næstformand, vicepolitiinspektør Knud Jensen – efterforskning mod mig for seksuelle overgreb på min datter på Eva Elisabeth.
20. januar: Jeg får gennem aktindsigt viden om de anklager, der er rejst imod mig.
31. januar: Første gang under sagen, jeg har møde med biskoppen.
13. februar: Politiet henvender sig til Skjern kommune, som afviser, at der er belæg for anklagen. Jeg får orientering om sagen fra Skjern kommune. Derved får jeg kendskab til efterforskningen.
14. februar: Vicepolitimester Helle Kyndesen får sagen på sit bord og beslutter straks, at efterforskningen skal indstilles, da efterforskningen savner grundlag, og da efterforskningen ikke har underbygget anklagen.
15. februar: En dommer udtaler i retten: »Der er intet, som tyder på, at de anklager, der rettes mod Claus Thomas Nielsen, er sande.«
6. marts: Det første og eneste forligsmøde afholdes af biskoppen. Menighedsrådet vil ikke fortælle eller dokumentere, hvorfor de har mistet tilliden til præsten.
11. marts: Menighedsrådet udsender pressemeddelelse om, at de vil trække sig tilbage, og henvender sig bl.a. til folketingsmedlemmer. Vil ikke citeres for beskyldninger, men udtaler sig gerne under hånden om beskyldninger, de ikke har villet konkretisere over for mig eller biskop.
11. marts: Provst Jens Simonsen udtaler: »Når menighedsrådet har valgt at trække sig, så må de have deres grunde.«
11. marts: Et menighedsrådsmedlem, der åbenbart har observeret mig og min datter i Brugsen, skriver til retten i Skjern:
»Eva Elisabeth er velopdragen og høflig, Når jeg ser dem med hinanden strejfer tanken mig: ’Hvorfor er det så unaturligt?’ Jeg kan ikke forklare, hvad det er, men på en eller anden måde er hun for sød og velopdragen. Andre børn styrter af sted og plager om at få så det ene så det andet, lader vente på sig og udviser ikke forståelse for forældres krav. Eva Elisabeth går pænt ved siden af sin far, og de taler pænt om dagens indkøb. En situation, vi andre kunne ønske os at opleve, men alligevel... det virker forkert...!«
Også dette brev afvises, ligesom Knud Jensens brev fra november afvises af retten.
12. marts: Skjern kommune modtager skrivelser, bl.a. brev fra Knud Jensen, som allerede er blevet afvist af Statsamt, civilrets-
direktorat og fogedret. Den sag, der startede i Skjern kommune fem måneder tidligere, er nu på kommunens bord for tredje gang. Skjern kommune afviser nu for tredje gang anklagerne.
10. april: Kirkeministeriet meddeler, at fra denne dato er menighedsrådet trådt tilbage, og at det alene sker, fordi ministeriet ikke har sanktionsmuligheder.
24. april: Tre tidligere menighedsrådsmedlemmer holder møde med konfirmandforældre til næste års konfirmandhold. En række anklager mod mig, som allerede er blevet afvist af Statsamt, Civilretsdirektorat, Fogedret, Ringkøbing kommune, Skjern kommune og Retten i Skjern, genfremsættes. Menighedsrådet føler sig åbenbart klogere end landets højeste instanser på området.

Ved dette møde overtræder det tidligere menighedsråd straffeloven og forvaltningsloven og laveste grænse for menneskelig anstændighed. Jeg antager, at menighedsrådet har brugt samme metode over for andre grupper i sognet, f.eks. suppleanterne til menighedsrådet.
Det fortælles bl.a., at jeg er skyld i min datters mors psykiske sygdom, at jeg er voldelig, at jeg er religiøst vanvittig og andet lignende. Samtidig bad de mødedeltagere love fuldstændig tavshed om de oplysninger, de fik, og de dokumenter, der blev læst op fra. Efter at have fremsat alle disse beskyldninger rundsendtes så efterfølgende det dokument, som syv af forældrene på baggrund af beskyldningerne og under indtryk af stemningen skrev under på. De samme forældre lod i januar måned deres børn overnatte hos mig i præstegården.
3. maj: Jeg skriver til kirkeministeren og beder om renselsessag.
6. maj: Min advokat sender klage over Knud Jensen til Statsadvokaten. Statsadvokaten bedes undersøge, om Knud Jensen har misbrugt sit embede, brudt sin tavshedspligt og spillet på sin tavshedspligt.
4.-7. maj: Jeg modtager mere end 100 støtteskrivelser fra kolleger landet over. En relativ stor del af dem fortæller, at de i mindre grad har været udsat for lignende. Jeg modtager talrige støttehenvendelser fra mine sogne.
7. maj: Kirkeminister Tove Fergo svarer, at ministeriet kun kan rejse en renselsessag ud fra en formodning om at »der er noget om snakken. Et pålæg [om at rejse sag] vil således være en beklikkelse af dig.« Ministeriet afviser derfor at rejse sag.
14. maj: Jeg får fra journalister at vide, at vicepolitimesteren 19. februar havde skrevet et brev til mig ang. Knud Jensens rolle i efterforskningen mod mig. Jeg har ikke modtaget brevet. Jeg afhenter brevet. Vicepolitimesteren skriver bl.a:
»Jeg kan oplyse, at vicepolitiinspektør Knud Jensen rettede henvendelse til kriminalpolitiet med oplysninger, der gav grundlag for mistanke, og som følge deraf blev sagen startet op den 10. januar 2002.« (Da jeg 15. februar spurgte, på hvilket grundlag efterforskningen var startet, fik jeg af den politimand, der havde forestået efterforskningen, følgende besked: »Det kunne jeg jo have hørt ude i byen.«)

Sagsforløbet giver mig anledning til disse bemærkninger: Tænk, hvad der var sket, hvis en Kafka-proces som denne havde ramt en person, som på den ene eller anden måde stod svagere end jeg.
Tænk, hvad der var sket, hvis der ikke fandtes klarhovede jurister, som ser på kendsgerninger i stedet for sladder.
Tænk, hvad der var sket, hvis vicepolitiinspektør Knud Jensen havde haft en mere fremtrædende stilling hos politiet.
Tænk, hvis jeg eller min datter havde haft problemer, der gjorde os mistænkelige. Tænk, hvis min datter blot havde været stammer eller på anden måde blot en smule ved siden af. Tænk, hvis jeg – hvad der vel ville have været naturligt – havde reageret voldsomt eller uhensigtsmæssigt på anklagerne.
Hvis noget af dette havde været tilfældet, er det sandsynligt, at vores liv var blevet lagt i ruiner. Ja, tænk, hvilke uhyrligheder, der måske er sket i andre tilsvarende sager, hvor de anklagede på en eller anden måde stod svagere og
ikke havde samme styrke og netværk som jeg.
I den anledning vil jeg hermed udtrykke min store ros til min datters klasselærer Ane Thalund, skoleinspektør på Stauning skole, Poul Bisgaard, kommunaldirektør Erik Lorentzen, vicepolitimester Helle Kyndesen og til de to involverede dommere.
I øvrigt kan jeg oplyse, at vicepolitiinspektør Knud Jensen få måneder før min sag starter, var aktivt involveret i den sag, der førte til afskedigelse af skoleinspektør Jens Colding ved kirkeskolen. Det drejede sig bl.a. om Knud Jensens datter. I kommunens papirer står bl.a. at »Knud Jensen gav bl.a. udtryk for manglende tillid til Jens Colding«.
Formuleringen forekommer mig bekendt.

*Claus Thomas Nielsen er sognepræst i Stauning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu