Provinssuk
Med en beslutsomhed, der kan matche motorvejsmodstandernes, har professor Ditlev Tamm sat sig i spidsen for bevægelsen mod overflødig udflytning af statsinstitutioner. Sig navnet: Rigsarkivet. Som førstnævnte bevægelse har hovedsæde og sine kernetropper i Jylland, har også Tamm en lokal forankring blot i den anden ende af riget, nemlig i hovedstaden: Her og kun her bør Rigsarkivet ligge.
Mener københavnerne. Hvorfor alt andet er om ikke utænkeligt, det er jo netop sagens humle, men overmåde dumt, kan ingen avislæser være i tvivl om, for mens de ihærdige modstandere af motorvejene må ty til betonmalerier med efterfølgende retssager og langvarige fysiske blokader for at få deres budskab igennem til medierne, har Tamms brigade lige siden meddelelsen om arkivets påtænkte flytning til Odense fået stillet ubegrænset spalteplads til rådighed. Indlæg efter indlæg med bittesmå variationer over de samme tre-fire argumenter. Disse argumenter er såmænd solide nok, for det er en kendsgerning, at hovedparten af Rigsarkivets brugere er koncentreret i København, hvor arkivet indgår i det net af videnskabelige institutioner og arkiver, ministerier mm. der er forankret i hovedstaden. At flytte Rigsarkivet til Odense sammenlignes derfor med at rive et lem af en velfungerende organisme. Man indrømmer dog, at en flytning ikke er identisk med et fuldstændigt sammenbrud af arkivets funktioner.
Deportation til Gulag
Det er vitterligt muligt at tage toget til Odense uden at hverken tilværelsen eller de enkelte forskningsprojekter er dømt til undergang, ligesom en stor del af de daglige rutiner i vid udstrækning vil kunne opretholdes aldeles uændrede, fordi den eneste forskel vil blive, at arkivalierne for fremtiden skal fragtes fra Odense til den læsesal i Københavns centrum, der opretholdes, og ikke som nu fra fjernlageret i Glostrup. Der er endog dem, som omend nødtvunget indrømmer, at forflyttelsen til Odense af arkivets personale ikke helt kan sammenlignes med en deportation til Gulag. Nej, det totale sammenbrud er det ikke, men det er uhensigtsmæssigt. Hvad der muligvis kan tjenes på økonomiens gynger ved en flytning, vil med garanti blive sat til på videnskabens karruseller.
Det burde enhver idiot, endog en kulturminister, kunne forstå, fremgår det af indlæggene fra det videnskabelige establishment, som med noget der til forveksling ligner hævnens sødme siger tak for sidst til en regering, der lagde bombastisk ud med at distancere sig fra alle eksperter.
Men holder eksperternes vurdering? At den er dækkende for tingenes øjeblikkelige tilstand, skal ikke betvivles, men situationen er med stor sandsynlighed en ganske anden, når (og hvis) det nye Rigsarkiv om ganske mange år står færdigt i Odense.
Højhastighedstog, der som bekendt allerede kører på mange europæiske hovedstrækninger, vil bringe tidsafstanden København-Odense ned på under tre kvarter overfor de nuværende fem kvarter, og kald mig Mads om ikke it-industrien til den tid har gjort scanning og digitaliseret dataoverførsel så ubesværet, at der ingen problemer eller nævneværdigt arbejde vil være forbundet med at overføre endog omfattende arkivalier elektronisk fra det ene sted til det andet.
I dette teknologi-fikserede fremtidsperspektiv falder samtlige argumenter for afstandens betydning for arkivets placering og det så grundigt, at den med grum ironi fremsatte påstand om, at Rigsarkivets grav lige så godt kunne henlægges til Thisted som til Odense, faktisk har en hel del der taler for sig. Blot med den tilføjelse, at det vil kunne genopstå såvel det ene som det andet sted. Når det så placeres i landets geografisk mest centrale by, skulle der ikke være noget at pive over.
Og dog er sagen begrædelig. Men det er på et andet og dybere niveau end det, der optager sind og spalter. Når Rigsarkivet i dag ligger i København, er det ikke nogen tilfældighed.
Her opbyggedes og samledes gennem århundreder det net af institutioner, der på samme tid gjorde den til landets hovedstad og regeringsby af gavn, og til rigets eneste by på internationalt niveau med alle de aktiviteter, der hører en sådan til.
Sendrægtig vej til Odense
Allerede i 1700-tallet havde den agterudsejlet alle andre danske byer ganske grundigt. Omkring år 1800 boede der godt 100.000 i København, mens landets næststørste by, som just var Odense, rummede sølle 6.000 borgere, som hovedstadens dekreter og moder sendrægtigt banede sig vej til.
Der var virkelig forskel på hovedstad og provins. Det var to livsformer, der ofte hånede og ålede hinanden og var indbyrdes mistroiske, men som samtidig berigede helheden med deres forskellighed. Og tro en barnefødt københavner, der har levet hele sit arbejdsliv i provinsen, når han siger, at denne forskel findes endnu. Den er under hastig nedbrydning, angrebet som den er af netop den accelererende hastighed på alle områder, men den er der, og ingen burde være interesseret i, at den ganske forsvinder.
Men det er lige netop det, der er det højere mål med Rigsarkivets udflytning. Decentralisering skal være murbrækker for den udjævning mellem hovedstad og provins, som regeringen åbenbart ser som sin hellige mission, så alle i en eller anden abstrakt retfærdigheds navn hurtigst muligt får lige adgang til en lige stor del af samme kage. Derfor skal hovedstaden være mindre hovedstad og provinsen mindre provins.
Ellers tak.
*Rolf Dorset er 63 år, cand. mag., har arbejdet som journalist,kultur- og kronikredaktør på Aalborg Stiftstidende 1968-76 og som redaktionschef mm. på Fyens Stiftstidende 1983-2000. Han har desuden virket som dramaturg, instruktør og forfatter ved forskellige teatre. Han vil fremover skrive om politik og kulturpolitik i Information på denne plads.
