Læsetid: 2 min.

SF lefler til højre

SF ergodt på vej til at gå i højrepopulismens fælde – også på flygtningeområdet
Debat
4. juni 2002

Flygtninge

To SF’eres indlæg den 31. maj er et godt eksempel på, hvordan SF langsomt, trods smukke ord om integration og solidaritet, er godt på vej til at gå i højrepopulismens fælde – også på ’flygtningenområdet’.
SF mener bl.a., at der skal »stilles krav om respekt for fællesskabets grundlæggende værdier«. En forestilling, der allerede smukt er udmøntet i regeringens og DF’s krav om national troskabsed for nytilkomne. Spørgsmålet er bare: hvilke værdier er grundlæggende? Handler det om respekt for kongehuset, og hvor dybfølt skal denne respekt da være? Eller måske om fodboldentusiasme, en sund ølbøvsende nationalromantisk sofa-tv krops- og mentalholdning? Eller – nå jo for pokker, lad os da få den private ejendomsret med i hatten med det samme! Ikke også, SF?

Forsøg på tankekontrol
Det er jo for f... netop »fællesskabets grundlæggende værdier« hele kampen står om. Vil man fastfryse dem og oven i købet tvinge dem ned i halsen på folk til regelmæssig genopbrækning på kommando i et kluntet og uvirksomt forsøg på tankekontrol, ja så er man på sikker vej mod reaktionen. Er det en særlig demokratisk, endsige socialistisk, forestilling, at værdier er noget, de kloge skaber og som de uformående dernæst tvinges til at æde og ’respektere’? Eller er værdier noget der skabes i fællesskab – dvs. af alle – og som derfor stadig forandres?
Men det værste er, at SF med sine manøvrer faktisk legitimerer selve højrepopulismens hovedbudskab: at nogle få procent af befolkningen udgør vort største samfundsproblem. Således vil SF modgå befolkningens antagede utryghed ved immigrationen ved f.eks. at ’bekæmpe svindel og misbrug’– for svindler, det gør de jo! Og efterhånden som forargelsen over de magtesløses slette karakter og dårlige indflydelse på forunderlig vis øges, jo mere den ’bekæmpes’ – trænges forargelsen over de virkelige magthaveres stadig mere uhæmmede magtmisbrug i baggrunden. Det magtmisbrug, der er den egentlige årsag til splittelsen, udsatheden og utrygheden.

Nej til trosbekendelser
Kravet om en »trosbekendelse til demokrati« har tydelig adresse til den politiske islams medieombruste tilstedeværelse i Danmark. Vil SF også afkræve Jonni Hansen fra Greve en værditrosbekendelse? Hells Angels? A.P. Møller? Og klassens rod, hvis far drikker og sidder i spjældet, skal han også kunne sin trosbekendelse udenad? Får han rap over fingrene hvis han stammer ved fremførelsen? Og forestiller SF sig, at de dermed har så meget som strejfet disse ’problemers’ egentlige kerne? Næh, her er nok snarere tale om ’symbolpolitik’, altså det der her rettere skulle kaldes populisme med brug af syndebukke. Det kan godt være det er smart, men det er næppe særlig solidarisk.
Trosbekendelser er for religioner, ikke demokratier. Men SF er måske ved at revurdere sit materialistiske grundlag?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her