Kronik

Den sorte fætter

Søren Krarup og hans fætter Jesper Langballe kom som sendt fra himlen til at revitalisere de progressives politiske fjendebilleder. Et SK-portræt
Debat
5. juni 2002

Søren Krarup og hans fætter Jesper Langballe kom som sendt
fra himlen til at revitalisere de progressives politiske fjendebilleder.
Et SK-portræt

Tro & Filosofi
1
Hvordan kan det gå til, at Søren Krarup konstant anklages for
kristen fundamentalisme, når
han livet igennem har tilhørt en teologisk bevægelse, Tidehverv, der med udgangspunkt i Luther
og Kierkegaard har bekæmpet kristen fundamentalisme? Hvordan kan det gå til, at Søren Krarup anses for højreradikal, når han livet igennem har tilhørt den teologiske venstrefløj? Hvordan kan han kaldes religiøs, når han i utallige bøger har bekæmpet religion, fromhed og metafysik? Hvis der er nogen, der er religionskritiker, er det ham. Kristendommen er, siger han, den sande nihilisme. Hans motto om at være jorden tro er hentet hos Nietzsche. Det er ikke Søren Krarup, der taler om universelle, fundamentale værdier i tide og utide. Det gør fundamentalisterne.
Hvordan kan han kaldes nationalist, når han i tekst efter tekst har gjort grin med nationalismen og især Grundtvigs udgave af den? Krarups ide om det nationale har intet med følelse at gøre, men handler om grænsen. Uden grænse, intet folk. Uden stærk stat ingen grænse. Han er statstro patriot.
Hvordan kan han, der konsekvent har adskilt politik og kristendom – det, der hedder det verdslige og det åndelige regimente – konstant blive anklaget for at blande dem sammen, medens de præster, der hele tiden taler om kristendommens politiske konsekvenser anses for ikke at blande religion og politik? Hvordan kan han, der hele livet har skrevet imod nazismen og racebegrebet, blive anklaget for racisme? Teologisk set er han ganske uoriginal; hvordan kan der være en så stor interesse og sympati for Søren
Kierkegaard, når man tager i betragtning, at Søren Krarups teologi er identisk med hans?
Han er Kierkegaard anno 2002. SAK er SK.
I 1993 kommer den ny skolelov, der forlanger, at alle børn skal gøres ’fortrolige med dansk kultur’. Altså en vaskeægte national oprustning. Samme år udgiver Søren Krarup bogen Dansk kultur. Hvorfor er den danske folkeskole progressiv, og Krarup så nationalist?
Hvordan kan han systematisk blive anklaget for at være det, som han er ikke er, men aldrig for det, han er? Det kræver en forklaring.

2
Hvad er det, de fleste finder så irriterende ved ham, at de ikke har nok i at være politisk uenig med ham, men finder det nødvendigt at gøre ham til selve fjendebilledet og syndebukken? Til det har jeg indledningsvis tre korte forklaringer:
a) Han elsker at blive misforstået, og han ved, han bliver det. Han lever af, at de fleste ved så uendelig lidt om, hvad evangelisk-luthersk kristendom er. Han
udnytter de andres ignorance.
Det irriterer mange at få deres uvidenhed udstillet.
b) Han har fået den rolle i samfundet, som alle kunstnere ville ønske, de havde. Der er en del misundelse forbundet med opgøret. Alle taler om ham. Hvem er ’maudit’ (ond) i dag spørger den franske forfatter Pascal Bruckner i sin ny bog Markedets religion? Det er på ingen måde den statssubven-
tionerede kunstner. Kunstneren er ’poli’. Det er den borgerlige, der er ’maudit’, siger Bruckner eller overført på vore forhold: Det er Søren Krarup, der er ’maudit’, og Bjørn Nørgaard der er ’poli’.
Krarup er rundet af en ufolke-lig, teologisk-kritisk avantgarde-bevægelse, der tog sin begyndelse i Danmark i 20’erne: Tidehvervsbevægelsen. Tidehvervspræster er aldrig blevet forstået, for deres prædikenkunst er og var af samme art som modernistisk lyrik. De talte bevidst kirkerne tomme. De mente himmeriget tilhørte dem, der spillede banko. At kalde sig kristen, sagde de, var ’humbug’. Citat fra K.E. Løgstrup. Søren Krarup repræsenterer den kritiske intellektuelle, og kunstnerne det pæne og opbyggelige. Det irriterer kunstnerne. Han repræsenterer kristendommen; det irriterer præsterne.
c) Demokratiet er blevet fjendeløst. Der findes ingen seriøse
alternativer til demokratiet; men eftersom traditionel politik kun kan trives ved at dele verden op i venner og fjender, får den et problem, når der ingen fjender er. Derfor kom Krarup og Langballe som sendt fra himlen og kunne revitalisere det politiske. De kunne konstrueres som fjender og dermed skabtes et varmt fællesskab imod dem. Ved at sammenligne dem med muslimske fundamentalister kunne de progressive tillade sig at udtrykke afsky for islam uden at blive anklaget for racisme, fordi de også nævner de ’to sorte fætre.’ De siger, de er gale på dem, men elsker at hade dem.
Når de nu er kommet i Folketinget, må noget være sket. Det kan der være mange forklaringer på. Jeg vil her forsøge forklare det med den metode, som Søren Krarup selv har brugt. Krarup repræ-
senterer et livssyn, som tidligere har været forsømt, men som nu igen er blevet muligt efter 100 år. Hvad det går ud på kommer her:

3
Åndslivet »lever ved, at modsatte livssyn lægger deres honning«. Hvis et livssyn sætter sig fast i en tid, er det, fordi det fylder sider af mennesket, »som det forrige har forsømt«. Disse udsagn findes på første side i den dengang 23-årige stud.theol. og fodboldspiller Søren Krarups første bog fra 1960. Bogen handlede om litteratur- og kulturkritikeren Harald Nielsen.
Søren Krarup var ikke helt ukendt dengang, for han var fodboldspiller. Spillede en overgang på Fremad Amagers divisionshold og debuterede mod B. 1901 på
Nykøbing Falster stadion. Han gik i øvrigt ikke i kirke. Og trods de mange års medlemskab af klubben lykkedes det ham aldrig at møde Fodboldenglens forfatter Hans-Jørgen Nielsen. Og han spørger da også: »Har han hørt til femte drengeholds håbløse eksistenser, der kompenserer for manglende talent ved ihærdigt rygklapperi og blomstrende veltalenhed uden for sidelinien?« Da Krarup i 1965 blev præst i Seem, virkeliggjorde han filmfiguren »fodboldpræsten«. Seem Serie 5 fik hjælp af divisionsspilleren. På intet tidspunkt har Krarup dog forsøgt at gøre fodbold til religion, sådan som mange præster gør i dag. Han kan skelne.
Medens Søren Krarup gik på Christianshavns gymnasium, læste han Harald Nielsen og blev optaget af dennes opgør med kulturradikalismen. Og han og hans tid blev så emnet for hans første bog. Året efter udkom endnu en bog af studenten. Denne gang om Viggo Hørup samt to af Hørups arvtagere: Erik Henrichsen og Peter Munch. Den jødiske intellektuelle Erik Henrichsen og den antisemitiske outsider Harald Nielsen blev Krarups ungdomsforbilleder. Harald Nielsen var tabuiseret i 50’erne på grund af visse antisemitiske udtalelser. Og det har nok påvirket Krarup noget; han er jo selv af jødisk slægt. Hans farmoder var en norsk massøse, der rejste rundt i Europa. I Rom mødte hun Søren Krarups farfar. Hun var datter af jøden Carl Caspari, der endte som berømt professor i Gammel Testamente i Oslo.

4
Men lad mig vende tilbage til billedet med de modsatte livssyn, der lægger deres honning. Bogen om Harald Nielsen indledes med en kort åndshistorie. Rationalismens livssyn afløstes af romantikkens. Det kender vi alle til; det sker,
ifølge den unge stud.theol., fordi rationalismen forsømte dele ved mennesket, som romantikken
fylder. ’Fantasien og åndigheden’ havde været undertrykt, og de kommer da til at fylde sider af mennesket, »som det forrige har forsømt«. Følelserne forløses,
siger han. Og sådan udvikler
ånden sig. Et livssyn forsømmer en side; et andet en anden side.
Med Georg Brandes kom ny-
rationalismen. Nu var det romantikken, der havde forsømt noget, som den ny slægt sultede efter. Brandes allierer sig i kampen med naturvidenskaben. Med kommandoen om at litteraturen skal sætte problemer under debat, blev videnskaben ledt ind i litteraturen, siger Krarup. Litteratur og videnskab blev et. Hvor mennesket i romantikken og nationalismen var et subjekt, blev det nu et ’videnskabeligt objekt’. Pointen er, at for Krarup vandt George Brandes helt og fuldstændig og dermed sultes eller forsømmes subjektiviteten. Brandes fik romantikken og nationalliberalismen udryddet. Subjektet blev et objekt. Videnskaben blev alt.
Radikalismen, sagde han, »hoppede på et ben.« Naturalismen, nyrationalismen eller radikalismen bliver dominerende i dansk åndsliv, især da det litterære venstre allierede sig med det politiske Venstre. Symbolismen var et forsøg på at »fylde de sider, som det forrige har forsømt«, men forgæves. Resultatet blev, at man
opgav troen på et militært forsvar og i stedet mente, at man kunne forsvare Danmark med kultur.
»Kulturforsvaret blev radikalismens hovedargument«. Erik Henrichsen, der var ven med de to litterater Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen og skrev til Vedels Tilskueren, er også Krarups helt. For ham, som for Krarup, var Systemskiftet i 1901 faldet og ulykken. Da blev mennesket trængt ud. Subjektiviteten blev usandheden. Politik blev videnskab. Og det er symbolsk: Krarup kommer i Folketinget 100 år efter Systemskiftet.

5
Der går 100 år, hvor naturalismen er livssynet, der åndeligt set ’hopper på et ben’. Mennesket bliver endimensionelt. Åndsliv trives kun ved, at »modsatte livssyn lægger deres honning«, altså
hvor der er kamp. En stadig ’vekselvirkning’. Men det er den, der for Kra-rup udebliver i næsten 100 år. Romantikken, subjektet og dermed det nationale bliver sultet ud eller forsømt. Der er intet åndsliv. Det modsatte livssyn dukker op af og til i enkeltpersoner og med liv og kraft under Besættelsen, for derefter igen at blive kvalt i resten af århundredet – indtil Systemskiftet.
Det er ifølge Krarup først og fremmest nazismen, der ødelægger reaktionen mod rationalismen; og det er nazismen, der udnytter de forkerte sider ved
Nietzsche, som Krarup også er elev af.
»Nazismen tilmasede sig pladsen som det 20. århundredes romantik, som reaktion mod rationalismen, som det, der skulle komme, men den har dræbt reaktionens livsevne«, skriver han i 1960. Og det synspunkt fastholdes. Socialismen er blot rationalisme; og modstanden mod den blev dræbt af nationalsocialismen.
Hvad er der så sket nu med udgangspunkt i Krarups egen historiefilosofi? Romantikken, symbolismen, anti-rationalismen og det nationalliberale er vendt tilbage, og dermed er der igen et åndsliv i Danmark, fordi den reaktion, som nazismen ødelagde, igen er blevet en mulighed. Modsatte livssyn lægger nu atter begge deres honning. »Åndslivets historie er et vidnesbyrd om, at det menneskelige i een tid afføder en reaktion i en anden«. Skrev han i 1960. Det menneskelige som subjektiviteten har affødt denne reaktion og er nu repræsenteret i Folketinget. Og subjektiviteten er sandheden.

PS. Og så må jeg hellere tilføje, at jeg på de fleste punkter er uenig med Søren Krarup. Jeg er anti-
anti-Krarup, og er glad for, at hans livssyn har lagt sin honning.

*Hans Hauge er lektor i litteratur ved Århus Universitet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her