Kronik

Stribet eller prikket kunst

At komme ind på Kunstakademiet handler om at være in med fede, provokerende ideer, ikke om håndværk. – En frustreret ansøgers lidelser
7. juni 2002

Det virtuelle rum
For nylig besluttede jeg at kontakte en kunstner, der netop er færdiguddannet fra Kunstakademiet i København. Jeg glædede mig til at møde denne mand, hvis malerier jeg beundrede. Jeg håbede at han kunne give mig nogle gode råd.
Jeg havde længe arbejdet for at blive optaget på akademiet. Havde søgt ind flere gange, men var hver gang blevet afvist.
Jeg viste ham en masse fotografier af mine malerier og nogle af alle de andre værker, jeg i årenes løb har produceret. Han sagde at han kunne se jeg var dygtig og havde talent og var fyldt med vilje, og han syntes, jeg lavede nogle gode malerier. »Men«, sagde han og studerede mine værker omhyggeligt. »Du kommer ikke ind på akademiet med den stil. Du må få dig et andet udtryk. Lave noget mere iøjnefaldende og frækt. Noget virkelig provokerende.« Og manden vidste, hvad han talte om. Han havde selv søgt ind tre gange, før der var jackpot. Og for at komme ind måtte han tvinge sig selv til at lave noget, der egentlig slet ikke var ham. »Men«, som han sagde, »jeg gjorde det kun for at komme ind. Fordi jeg tænkte, at nu måtte jeg lave det, de ville have.« Og så grinede han. Det kunne han jo også godt tillade sig, nu hvor han havde fået sit på det tørre.
»Men«, sagde jeg, »hvad nu hvis man ikke kan være andre end sig selv? Hvis man simpelthen ikke er i stand til at påtage sig et andet udtryk? Hvis man kun er i stand til at udtrykke sig, som den man nu engang er? Hvad gør man så?«
Men det kunne han ikke svare på. Jeg tror slet ikke han forstod, at man kan have det sådan.
»Er det ikke netop en styrke at kunne være sig selv?« spurgte jeg. »At insistere på at kunsten drejer sig om det personlige udtryk. At være tro mod sig selv. Ikke blot kopiere nye strømninger. Det man laver, må jo komme fra én selv, fra hjertet. Hvordan kan det ellers være vedkommende?«
Men han forstod ikke min pointe. Måske forstod han slet ikke min tankegang eller mit sprog. Det var forfærdende.
I Danmark er der tre statsligt støttede kunstakademier: Det Kgl. Danske Kunstakademi, Det Jyske og Det Fynske Kunstakademi.
Her kan man over fem-seks år uddanne sig som billedkunstner, og man får SU under uddannelsen. Akademiet i København optager én gang om året 30 nye studerende ud af ca. 600 ansøgere, i Århus optager man 15 ud af ca. 150, i Odense omtrent det samme.
Danmark uddanner altså 60 nye billedkunstnere hvert år, ud af ca. 900 ansøgere. Man kan søge ind så mange gange man vil, men akademierne optager kun meget sjældent ansøgere der er mere end 30 år. Jo ældre man er, jo sværere er det at blive optaget.
Man ansøger ved at sende fem værker ind. Værkerne fremlægges bedømmelsesudvalget, der består af akademiets otte professorer, studielederen fra grunduddannelsen, to lektorer, fire studerende og tre udefra kommende kunstnere udpeget af Skolerådet (som stort set består af de selvsamme mennesker som dem i bedømmelsesudvalget). Falder de fem værker i udvalgets smag, kommer man ind. Ved afslag får man ingen begrundelse eller evaluering.

For at illustrere den problemstilling, som er så indædt bekymrende, vil jeg bruge mig selv som en slags eksempel: I 1994 – da jeg var 19 – besluttede jeg, at jeg ville uddanne mig som billedkunstner.
Jeg brugte herefter fem år på at dygtiggøre mig indenfor genrerne tegning, maleri, grafik og fotografi, bl. a. under Den Fri Ungdomsuddannelse. Jeg var på Holbæk Kunsthøjskole, Glyptotekets tegneskole, Skolen for Billedkunst
og flere daghøjskoler. Jeg lavede udstillinger og var i praktik hos et par kunstnere, bl. a. Dea Trier Mørch.
Flere gange undervejs søgte jeg optagelse på akademiet i København, men blev hver gang afvist. I starten tænkte jeg, at så var jeg nok ikke dygtig nok, og så øvede jeg mig lidt mere og mere endnu. Men efter det tredje afslag begyndte jeg at blive vred og anede en slags mønster:
Akademiet ville kun optage ansøgere, der udtrykte sig på en bestemt måde. Det er svært at forklare, hvad det er for en måde, men indenfor moderne billedkunst er der forskellige udtryk som er in og nogle som er yt.
For eksempel var det en overgang meget moderne med stribede malerier. Når man besøgte Charlottenborgs forårsudstilling, så var der stribede malerier en masse. Året efter var der tyndet
ud i de stribede, men til gengæld begyndte de at blive prikkede. Det er altså indenfor billedkunsten som indenfor tøjmoden: in eller yt.
Dette var en nedslående erkendelse, da jeg altid havde troet, at det at være kunstner drejede sig om at arbejde sig ind til sin egen inderlighed og udtrykke, hvad man havde på hjerte. Men kunstbranchen er i dag en modeindustri på linje med designbranchen.
I dag er jeg 26 og efterhånden godt gal i skralden. Her står jeg med al min ungdommelige entu-siasme og er mere end motiveret for at uddanne mig. Alligevel afvises jeg gang på gang. Nogen vil måske sige, at det må skyldes manglende kvalifikationer. Men sandheden er, at der er langt flere kvalificerede ansøgere end der er ledige pladser. Og når akademiet hvert år får 600 ansøgninger og kun er forpligtet til at optage 30, så er det klart, at de vælger de ansøgere ,der falder i deres egen smag og som svarer til deres opfattelse af, hvad der er god kunst.
Der går mange historier om, hvad folk i tidens løb er kommet ind på. For nogle år siden var der én, der blev optaget fordi han sendte nogle bildæk (eller var det traktordæk?) ind. Han havde vistnok signeret et eller flere af dækkene. Akkurat som Duchamps’
berømte pissekumme for 80 år
siden. For nu var readymade’n in igen.
Ham med dækkene blev siden smidt ud af akademiet. Han dukkede aldrig op til undervisningen. Normalt kan man ellers ikke blive smidt ud. Man kan så indvende, at måske ville det være klogt at undersøge ansøgernes studieegnethed. Om de overhovedet gider deltage i akademiets værkstedsmiljø.
Den kære dæk-dreng er desværre ikke enestående. Jeg kan mange gruopvækkende historier om elever, der ikke har lavet noget som helst i samtlige seks år. Alligevel har akademiet holdt hånden over dem: »Jamen, manden er genial. Det véd vi. Han har bare det hele inde i hovedet og kan ikke få det ud.«
Nå! Men det skal jeg ikke trætte læserne med! Og heldigvis er der da også mange eksempler på aktive og engagerede elever.
At der kun er afsat plads til at uddanne 60 billedkunstnere om året, må være fordi man mener at flere billedkunstnere er der ikke brug for. Man siger jo at de fleste, når de er færdiguddannede fra akademiet, ikke kan leve af deres kunst.
Men da vil jeg sige, at så er det fordi man udnytter disse menneskers resourcer dårligt. Der er for eksempel masser af virksomheder som gerne vil have udsmykket deres vægge eller vil have nogen til at reklamere for sig på en opfindsom måde. Desuden vrimler det med huse, parker og pladser som trænger til at blive forskønnet. Den slags er billedkunstnere gode til. Hvorfor bruger man os så ikke? Fordi det vi kan sjældent regnes for vigtigt.

Jeg er nu nået til et punkt hvor jeg alvorligt overvejer at søge ind på et akademi i udlandet. Jeg kender mange, der efter afslag fra akademierne i Danmark, søgte optagelse i udlandet og kom ind. Simpelthen fordi der i f.eks. Storbri-tannien er mange flere akademier at vælge imellem. Der er plads til forskellige retninger indenfor billedkunst, mens der herhjemme i årevis kun har været plads til én eneste hovedretning, nemlig konceptkunsten.
F.eks regnes det på de danske akademier ikke for en værdi at en ansøger kan tegne eller ved noget om farver og former. Der er utallige eksempler på at akademierne har optaget ansøgere, som aldrig har opøvet noget kunstnerisk håndværk. Det regnes for vigtigere at udtænke provokerende idéer, ligesom de signerede dæk. På akademierne herhjemme underviser man stort set ikke eleverne i tegning. Jeg synes det svarer til, at man på universitetets danskstudium undlod at undervise eleverne i dansk grammatik.
For at studere på et akademi i f.eks Storbritannien, skal man hoste op med en masse penge, mellem 20.000 og 80.000 kroner om året. På den måde bliver det forbeholdt dem med rige forældre at kunne studere i udlandet. Og
ikke nok med det – man tvinges
til at blive flygtning, bare for at kunne uddanne sig i overensstemmelse med sine evner.
Alt i alt må man konkludere, at er man født med billedkunstneriske talenter, så er chancen for at kunne leve af at bruge disse talenter mærkbart dårligere, end hvis du er født med f.eks naturvidenskabelige eller matematiske talenter. Det er ingen hemmelighed, at det er langt sværere at klare sig som billedkunstner, forfatter, skuespiller eller musiker end som læge, jurist eller ejendomsmægler.
Alligevel roser vi kunsten i høje toner, når den hænger på museerne og trækker turister til landet. Men at uddanne nye talenter er vi ikke meget for, og udvælgelsen af ansøgere til de danske akademier overlades til en lille indspist flok af kunstnere, som mere eller mindre åbenlyst favoriserer bestemte kunstretninger, mens andre retninger aldrig tilgodeses og derfor vanskeligt udvikles.
Der findes ingen instans i samfundet, som kontrollerer at udvælgelsen er retfærdig, og man kan ikke klage over akademiets afgørelse. Begrebet kunst er så abstrakt, at de færreste tør påstå at have forstand på det.
Derfor stoler man blindt på, at bedømmelsesudvalgets medlemmer er de bedst egnede til at foretage udvælgelsen. På den måde er deres magt noget nær enevældig.

*Eva Gro Andersen er autodidakt billedkunstner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

peter fonnesbech

Det ligner unægtelig en klassisk Catch 22, men du er dog bedre stillet idag, uanset om du kommer ind eller ej. For enhver kan få penge lave eller få lavet en website, hvor du kan vise dine ting. Men først må du afklare dit kunstneriske idegrundlag, og sidenhed lave en forretningsplan mht. til hvordan du målretter dit budskab til det eller dem , som du opfatter som din målgruppe. Denne proces er heller ikke helt nem, og du får måske brug for professionel hjælp henad vejen.

Og hvis du samtidigt deltager i forskellige internationale konkurencer, får nogle arbejder antages fra tid til anden, kan du her forsøge at udbygge dit netværk, hvilket iøvrigt er noget hele tiden skal arbejde med.

Held og lykke.

Michael Kongstad Nielsen

Vedkommende skulle nok ikke gå så meget op i alder og penge. Og så måske søge et job som pædagog, hvad er der i vejen med det.