Historisk set
Tilsyneladende er mennesket en art, der fortæller mening ind i tilværelsen. Vores historier påvirker det samfund, vi lever i, ligesom samfundet påvirker historierne. Vores opfattelse af virkeligheden baseres på de historier, vi fortæller om den verden afhænger af øjnene der ser.
Ud fra dette perspektiv synes det logisk, at samfundets historiefortællere har et kæmpe ansvar simpelthen fordi de er medskabere af den verden og virkelighed, vi lever i. Spørgsmålet er, om de vigtigste historiefortællere i dagens Danmark er sig dette ansvar bevidst? Denne kronik er skrevet for at rejse dette spørgsmål.
Der er forsket en del i sammenhængen mellem individ, samfund og historier/myter. En af de store guruer på feltet er Joseph Campbell, der bl.a er blevet pligtlæsning i Hollywood. Joseph Campbells hovedtese er, at der findes forskellige typer myter til forskellige typer samfund, og at disse mytologiske grundtræk går igen over hele kloden.
Det nomadiske jæger- og samlersamfund har en slags myter med specifikke genkendelige træk. Og når nomaderne slår sig ned i landsbyer og bliver bønder så skifter de hele deres mytologi ud. Tilsvarende findes der et sæt af grundmyter, der tilhører det urbaniserede industrisamfund. Og hver gang, mytologien skiftes ud, medfører det voldsomme krige og konflikter på alle niveauer.
Nu står vi tilsyneladende et sted i nærheden af et globaliseret videnssamfund. Derfor mener Joseph Campbell, at menneskeheden står foran en kæmpe udfordring: at lade historierne og dermed vores bevidsthed følge denne udvikling. Fra en masse små lokale stammesamfund til et stort globalt samfund, en global stamme. Fra afgrænset stammebevidsthed til en global bevidsthed. Og altså: fra en stammemytologi til en global mytologi.
Og også denne overgang er meget vanskellig, måske den vanskeligste menneskeheden hidtil har været ude for. Den kommer til at tage tid, og den kommer til at indeholde frygtelige konflikter. Enten dør vi alle af disse konflikter, eller også har vi mulighed for at skabe en helt ny tid for menneskeheden. Men der er ingen tvivl om i hvilken retning, det går. Verden bevæger sig mod globalisering og flerkulturelle samfund, det er simpelthen den vej, toget kører. Det kommer til at ske enten på den bløde måde eller på den hårde måde.
Globalisering på den hårde måde det er Israel/Palæstina-konflikten ophævet til permanent global tilstand. Det er en situation, hvor de etniske og kulturelle konflikter vokser og bliver til permanente konflikter mellem civilisationer. I en krig hvor vi alle lever på frontlinjen. Den situation vil vi helst undgå, vi foretrækker den bløde måde.
For mig er det tindrende klart, at det er her, at historiefortælleren i dag har et altoverskyggende ansvar. Nemlig: At bidrage til skabelsen af velfungerende, flerkulturelle samfund på den bløde måde. Og hvordan gør man det? Ved at tænke kulturel kompleksitet ind i kunsten. Ved at fortælle historier om mennesker, der kæmper med sprog- og kulturproblemer. For vi er alle en del af disse kulturmøder. Vi har alle sprog- og kulturproblemer.Men det kræver selvransagelse og bevidsthed hos historiefortælleren. Han/hun kan ikke bare glad fortsætte med at fortælle på den gode gamle måde, men bliver nødt til at grave ned i strukturerne under historierne. F.eks er mange af de historier, vi betegner som klassikere, simpelthen danske eller importerede stammemyter. Læs Shakespeare især kongestykkerne. Læs Oehlenschläger, der sagde om Hakon Jarl, at det var et nationalskuespil »den højeste genstand, en digter kan bringe på teatret«.
Læs Holbergs Jean de France, der i denne sæson har været spillet både på Det Kongelige Teater og Aalborg Teater. For slet ikke at tale om Wagner! Det er fortællinger, der er skabt i en tid, hvor det var nødvendigt at støtte dannelsen af nationalstaten og den såkaldte folkelige bevidsthed. Det er fortællinger, hvor konfliktstoffet lever af at dæmonisere ydre fjender. Konflikterne mellem karaktererne tilspidses af, at der er en fremmed magt, der manifesterer et ydre pres. Som den norske prins Fortinbras gør det i Hamlet. Som i Kong Ødipus og Antigone, hvor Thebens eksistens konstant er truet.
Det er historier, der er skabt til at manifestere en national stammebevidsthed. Statens fortsatte eksistens er en forudsætning for en happy end, statens opløsning ses som tegn på den ultimative tragedie.
Det, der er interessant i denne sammenhæng, er simpelthen spørgsmålet: Hvordan kan man forsvare at spille en nationalistisk stammemyte fra fortiden, når det der er brug for i nutiden, er det stik modsatte? Dermed bliver dette indlæg også et indlæg i den såkaldte klassikerdebat. En lidt dum og provinsiel debat, der handler om, hvad man kan tillade sig at gøre, når man iscenesætter klassikere. Der er stemmer, der mener, at man altid skal tage forfatterens ord 100 procent for pålydende og iscenesætte efter bogen, som omkvædet lyder. Dette argument afslører en dyb uvidenhed om teatrets arbejdsform og virkelighed. Virkeligheden er, at en god teaterforestilling ikke er opkog på litteratur, men et selvstændigt kunstværk. Virkeligheden er, at denne debat er overstået for mindst 30 år siden i vores nabolande. Virkeligheden er, at hver iscenesættelse er et livtag og et opgør med teksten. Og sådan har det altid været, de fleste af teaterhistoriens største forestillinger er radikale klassikerbearbejdelser. En klassiker kan holde til meget det er det, der gør den til en klassiker!
En ting er klassikerne. Noget andet er, at vi genfortæller disse stammemyter igen og igen også når vi finder på nye historier! For det meste uden at tænke over det. Stammemytologien er så integreret i de fortællestrukturer, vi har på rygmarven, at vi kommer til at gentage den i det uendelige. Vi fortæller historien om Danmark som en hyggelig, men skrøbelig enhed, truet af en ond og farlig verden, og vi gentager den igen og igen.
Jeg vil komme med et eksempel. Og nu vil jeg tillade mig at gøre mig uvenner med millioner af danskere, og gå lige i flæsket på det der er blevet et vaskeægte moderne dansk klenodie: Rejseholdet.
Faktisk har jeg været i praktik på Rejseholdet. Og det var en fin tid, der blev taget godt imod mig, det er søde mennesker, der laver det, osv. Og det er jo en skidegod grundidé: At tage rundt i hele Danmark med en masse afsnit, der har hver sin kriminalintrige. Med det oplæg og med det budget har serien virkelig chancen for at fortælle en stor historie om livet i Danmark omkring årtusindeskiftet. En stor danmarkshistorie, om et land, der er ved at forvandle sig til noget andet og mere. Det er en chance, der ikke har været større siden Matador.
Matador fortalte en historie om, hvordan et lille samfund forandrer sig. En udviklingshistorie, hvor dansk hygge og folkelig forsonlighed holder skruen i vandet gennem nogle omtumlede år. En af grundforudsætningerne var, at det her hygge-Danmark var truet af noget ondt udefra. »Det er en tysker
«Og hvad gør Danmarks Radio? De vælger at fortælle nøjagtig den samme historie som Matador gjorde - denne gang uden Anden Verdenskrig. Og denne gang uden udvikling. Rejseholdet foregår i en verden, hvor hverken samfundet eller karaktererne kan forandre sig. Det handler udelukkende om at bevare, om at forsvare et hyggeligt dansk hygge-Danmark mod dæmoniske og onde kræfter, der kommer væltende ind udefra. Da det ikke er en udviklingshistorie, kan man kun skabe dynamik i serien ved at skrue op for blusset og gøre de onde kræfter mere og mere frygtelige.
Men okay. Rent faktisk forholder Rejseholdet sig også til globaliseringen og den multikulturelle realitet bare på deres egen måde. Der var jo masser af udlændinge med i serien. Der var bl.a: En tyrkisk incestmorder. En kvindehader og massemorder fra Tyskland.En familiemorder fra England. En litauisk mafiaboss, kvindesmugler og morder. To danskere, der tog til Frankrig og kom hjem som frankofile hustrumordere. En dansker, der tog til Indien og blev skizofren bøssemorder. En dansker, der efter en lang karriere på racerbaner i udlandet kom hjem som seriemorder. Osv., osv., osv.
Der var også en svensk charlatan, der prøvede at hugge Ingrid Dahl fra Michael
Falch! Men der var ikke en eneste udenlandsk politimand med til at opklare alle disse sager hvilket er absurd, når man ved, hvor meget politiet arbejder sammen med kolleger i andre lande. Der var ikke en eneste sorthåret politimand, selv om de findes i korpset i højere og højere grad. Og gennem 30 timers tv-dramatik kan jeg ikke huske en eneste udlænding med vores sympati på sin side. Kun og ene og alene forbrydere, skurke og svumpukler. Og hvor er det godt, at Fischer, La Cour, Johnny Olsen og gudhjælpemig også Laudrupbrødrene er så gode til at give dem nogen ordentlige høvl og beskytte aftenkaffen mod den slags udskud og onde indtrængere. Se: Det kan vi lære noget af. Alle sammen. Alle vi millioner af danskere. Vi kan lære det hver søndag 30 gange i træk plus genudsendelser fra nu af og til evigheden. Vi kan få det tampet godt og grundigt ind i knolden, så det aldrig slipper ud igen: Alt udefra kommende og fremmed er farligt og ondt. Dansk hygge er trygt og godt. Vi labbede det i os, vi gav det fremragende kritik, vi talte om en genopstandelse for dansk tv-dramatik. Og jeg sidder her helt alene og mener, at det er en massiv gang nationalistisk propaganda, som er farlig og meget, meget kritisabel. Jeg vil vove at påstå, at historien om Rejseholdets succes og historien om Dansk Folkepartis fremgang kommer fra det samme sted. Jeg vil ikke påstå, at Rejseholdet kan tage æren for Dansk Folkepartis fremgang, men der er en forbindelse. Grundlæggende handler begge historier om angst. Om en snigende, navnløs rædsel for mødet med det fremmede, som vi ikke forstår. En irrationel angst, der insisterer på retten til at være dum og uoplyst og som derfor er farlig. Rejseholdet er fiktion. Dansk Folkeparti det er dum og farlig virkelighed.
Men heldigvis er jeg ikke helt alene. Jeg fornemmer, at der er ved at ske et skift. Jeg mærker en voldsom interesse for de politiske historier. Jeg tror, at vi i de kommende år vil se historier, der prøver at forene 90ernes individuelle erkendelser med 70ernes politiske erkendelser. Jeg tror, at vi er parate til at fortælle historier om samfundet og de mennesker, der bor i det, uden at blive bombet tilbage til knækprosaen og linoleumstrykkene.Jeg tror på historier om et Danmark som en del af verden frem for et Danmark i modsætning til verden. Og jeg tror især på historier om kulturerer, frem for historier om kulturen.
*Martin Lyngbo er fremtidig historiefortæller og instruktørelev på tredje år på Statens Teaterskole
