Læsetid: 4 min.

Tradition er én ting, religion noget helt andet

Der findes hverken æresdrab eller tvangsægteskaber i islam
25. juni 2002

Kommentaren - Tvang
Tvangsægteskaber og æresdrab er begreber der med jævne mellemrum dukker op i debatten omkring de muslimske minoriteter i landet. Efter mordet på den kurdiske unge kvinde Fadime i Sverige i januar har disse fået fornyet prominens.
I DR’s udsendelse Jihad.dk var det interessant at høre referencer til »hvad der i islam kaldes æresdrab«. Dette er en stor og desværre meget udbredt misforståelse:
Der er i islam intet belæg for æresdrab, uanset hvor ’fundamentalistisk’ en fortolkning man tager. Æresdrab er og bliver mord og en forbrydelse, uanset hvilket værdisæt man bruger til at bedømme handlingen.
Ifølge islamiske teologiske regler er ægteskab mellem en muslimsk kvinde og en kristen mand ugyldigt, men det konstituerer hverken frafald fra islam eller utroskab. Derfor kan der med ingen fortolkning af islam, ’fundamentalistisk’ eller ej, findes belæg for at dette bør straffes med døden.
Endvidere er der i islam ingen accept af selvtægt. Selv om en far var af den overbevisning, at datteren har begået noget, der bør straffes med døden, har han ingen ret til at udføre dommen eller eksekvere straffen.
Ergo bunder disse uhyrligheder i dyb uvidenhed og afskyelige traditioner, der er uforenelige med islam og bør derfor også retteligt fordømmes af alle troende muslimer.

Billet til Europa
Æresdrab og tvangsægteskaber er fænomener der ofte er relaterede og en diskussion af det ene er ikke komplet uden det andet.
Modstanden mod blandede ægteskaber forekommer ikke kun, når den ene af parterne er dansk, selv om mange tror det. Blandede ægteskaber indvandrere imellem hører endnu til sjældenhederne selv om tendensen er stigende.
Et ægteskab mellem to herboende muslimer selv indenfor samme nationalitet vil ikke være let, hvis forældrene ikke er indforstået. Således er det ikke uproblematisk, hvis en araber foreksempel gerne vil giftes med en pakistaner.
I arrangerede ægteskaber spiller ikke kun nationaliteten en rolle, men ofte også nære familiebånd og i nogle tilfælde gruppepres hjemmefra, hvor en eller flere slægtninge kan opleve det arrangerede ægteskab som en ’billet til Europa’.
Men når ægteskaber mellem fætre og kusiner ofte arrangeres skyldes det netop, at man kender personen, i modsætning til en fremmed, som kunne tænkes at fri udelukkende for at komme til Europa.
Blandede ægteskaber er mindst almindelig blandt mere traditionelle, kulturelle muslimer, og mest udbredt hos de mest ’fordanskede’ unge og, overraskende nok, også blandt de mere religiøse.
I mere religiøse miljøer, specielt i den yngre generation født og opvokset i Danmark, opleves religionen som mere afgørende for identitetsfølelsen end den etniske oprindelse. Derfor opfattes det at gifte sig med en muslim fra en anden etnisk gruppe (en ’født’ muslim eller dansk konvertit) ikke som at gifte sig uden for ’gruppen’.
De religiøse unges faktuelle viden om islams syn på tvangsægteskaber (som ikke billiges!) samt stærke identitetsfølelse og psyke gør dem også bedre i stand til at modstå pres fra forældrene.
Blandt mere fordanskede unge er tilknytningen til Danmark til gengæld afgørende for deres identitetsfornemmelse. Derfor er enhver person, der deler deres syn på livet – etnisk dansk eller ej – at foretrække som partner frem for en ’hjemmefra’. Desuden føler disse unge ikke samme behov for at respektere forældrenes synspunkter og undgå at ’vanære’ dem.

Ret til tvang
I de mere kulturelle familier er problemerne, at forældrene føler det som deres ret at tvinge børnene, som endvidere ofte ikke har den mentale styrke og de rigtige argumenter til at sige dem imod. Derudover er den nationale gruppe og tilknytningen til forældrenes hjemland specielt i fokus i disse familier. Kompatibiliteten er således vigtig i valget af ægtefælle.
Vi skal heller ikke forledes til at tro, at ingen ønsker at blive gift ’hjemme’, eller gå rundt med en forestilling om, at det er enhver indvandrers største drøm at blive gift med en dansker.
Kulturel kompatibilitet og æstetiske præferencer er vigtige. Således bør vi ikke dømme eller påstå, at blandede ægteskaber er bedre – blot konkludere at tvang er forkert.
Integration har til alle tider taget tid og det kan måske virke voldsomt på nogle danskere at etniske i den grad giftes med folk ’hjemmefra’.
Men i en tid med øget stigmatisering af ’fremmede’ kan det også virke betryggende for mange at holde opretholde forbindelsen til hjemlandet, i tilfælde af, at det i fremtiden bliver uudholdeligt at bo i Europa på grund af øget diskrimination.
Populister udnytter situationen gevaldigt og mange er åh så glade for at hjælpe ’de stakkels undertrykte kvinder’ uden at have noget indblik i sagernes omfang eller hyppighed.

Statens tvang
Reelt har vi i dagens Danmark to former for tvang, der begge er afskyelige og forkastelige:
*I den ene slags tilfælde undertrykker forældrene unge ved at tvinge dem til at gifte sig imod deres vilje.
*I andre tilfælde undertrykker staten de unge ved at tvinge dem til at udskyde deres giftermål i op til seks år, eller indirekte at tvinge dem til at blive gift med en anden, ergo imod deres vilje.
For ægteskaber, hvor en person har undladt at gifte sig med sin foretrukne partner for at undgå at vente seks år, er også tvang.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu