Kronik

Amerikansk selvtægt

De uselviske superheltes uskyld skal bevares for enhver pris, eftersom det vovemod, de udviser ved at overtræde loven, er nødvendigt for at frelse verden, mener Bush-regeringen
Debat
30. juli 2002

Retfærd & velfærd
Mens USA forsøger alle mulige kneb for at gøre den internationale domstol (ICC) uarbejdsdygtig, forsøger de lande, som har underskrevet aftalen, at finde en forklaring. Det er besynderligt, at et land, som har erklæret krig mod terrorismen, opponerer mod netop den institution, som er mest egnet til at retsforfølge terrorister. Især i betragtning af at det er højst usandsynligt, at nogen amerikaner nogensinde vil blive udsat for en sådan retsforfølgelse, samt at USA risikerer at komme på kant med alle dets allierede. William Pfaff bemærker (i International Herald Tribune, den 4. juli, 2002), at forsøget på at kuldkaste ICC er en del af Bushs »korstog. Dets intensitet er svær at gøre rede for ud fra en rationel tankegang«. Pfaff mener, at det kan skyldes paranoia, mens europæiske kommentarer taler beklagende om hegemoni og unilateralisme, men ingen af disse teorier forklarer, hvorfor netop denne sag har vakt så megen furore blandt amerikanske politikere og den amerikanske offentlighed. Vores bog The Myth of the American Superhero, som udkom i starten af juli, forklarer den irrationelle mytiske baggrund for amerikanernes frygt for »politiseret sagsanlæg« fra ICC.
Lige siden kolonitiden har amerikanerne været fascineret af selvtægtsmanden, mænd med skjulte identiteter som hidkaldes for at frelse samfund, hvis love og institutioner har slået fejl. Rødderne i denne tradition går helt tilbage til den bibelske hellige krigs ideologi, som spillede en dannende rolle i den tidlige amerikanske kultur og skabte den moderne superheltefortælling, hvis plot er baggrund for denne stærke mistillid til ICC. I Owen Wisters bog The Virginian (1902), som er tilegnet hans entusiastiske ven Theodore Roosevelt, møder vi den navnløse sydstatsmand, som er nødsaget til at dræbe den onde kvægtyv Trampas. The Virginians anonyme identitet reddede ham fra at blive retsforfulgt. I D.W. Griffiths kæmpesucces af en film, Birth of a Nation (1915), som Woodrow Wilson gjorde reklame for, møder vi mænd fra Ku Klux Klan, skjult under deres puritanske hvide lagner. De omgik loven ved at angribe de sorte, som havde forurenet Sydstaterne. For børnene var der Lone Ranger, som smed sit skilt og tog maske på, da hans bror Texas Ranger blev slået ihjel, så han kunne operere under hemmelig identitet udenfor loven.
De forklædte superhelte, som opstod i 1930’erne, gjorde det til skik og brug at skjule sig fra den etablerede ordensmagt, så de kunne redde deres samfund, eller hele verden, om og om igen.
Supermand blev nødt til at skjule sig som Clark Kent, Batman som Bruce Wayne, Captain America som Private Steve Rogers, Spiderman som Peter Parker. De havde ofte et fjendtligt forhold til politikere og politi i deres samfund og var ofte selv genstand for efterforskning.

Denne sommers store filmhit, Spiderman, beskriver på gribende vis superheltens dilemma. Peter Parkers chef i det virkelige liv, redaktøren Jonah Jameson, besluttede at øge salget af sin avis ved at fremstille Spiderman som en kriminel. Ved en brændende boligejendom i New York truer politiet med at arrestere Spiderman, mens de kujonagtige brandmænd ikke tør forsøge at redde et spædbarn. Spiderman gør selvfølgelig det rette. Han redder barnet og undslipper lovens lange arm. Ganske vist er Spiderman en historie for børn, som med stor kunstfærdighed er blevet adapteret fra tegneserie til film. Men voksenkulturen i USA hoppede med på modens lovprisning af Tobey Maguires portræt af den uskyldige unge, som pludselig oplever en bølge af magt og udnytter det til at hjælpe sit samfund – til trods for at de ikke beder om hans hjælp. Filmanmeldelserne i de mest populære blade kommenterede ikke det nedværdigende billede af New Yorks politikorps og dets uheldige konsekvens for et forfatningsmæssigt samfund.
Den mytiske logik i alle disse fortællinger er klar: en uselvisk superhelt bør ikke kunne retsforfølges, eftersom han bryder loven for at redde verden. Denne uomgængelige logik kræver beskyttelse af amerikanere, som går i front i kampen mod terrorismen, lige meget hvor mange bryllupsfester de utilsigtet kommer til at angribe.
De amerikanske politikeres superhelte-fantasier blev afsløret i foråret af det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel. Sammen med en artikel ’Universets herrer’, om Bush-regeringens korstog mod det onde, havde Spiegel lavet en satirisk forside, som afbildede nøglefigurerne i amerikansk sikkerhedspolitik i rollen som fanatiske vandaler fra amerikansk folkekultur. George W. Bush, omgivet af sine rådgivere, havde fået et muskelbundt af en Rambo-krop udstyret med et automatvåben og et ammunitionsbælte. Vicepræsident Cheney var ’The Terminator’ mens den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice var klædt som Xena, Warrior Princess. Udenrigsminister Colin Powell var Batman, forsvarsminister Ronald Rumsfeld var Conan Barbaren, som holder et bloddryppende sværd.
Daniel Coats, den amerikanske ambassadør i Tyskland aflagde besøg på Der Spiegels hovedredaktion, ikke for at klage over karikaturerne eller artiklens synspunkt om hasarderet unilateralisme, men for at rapportere at ’præsidenten var smigret’, hvorefter han til det hvide hus bestilte 33 kopier i plakatstørrelse af forsiden. Eftersigende ønskede hver af de karikerede politikere en kopi.
Med tanke på Bushs stolthed genkalder vi os, hvordan John Rambo i First Blood sætter ild til politistationen i sin hjemby efter at have dræbt adskillige betjente, og hvordan han i First Blood, Part II bliver løsladt fra fængslet for at redde Vietnamkrigens svigtede krigsfanger og afslutningsvis skyder computere og radioudstyr i CIA’s hovedkvarter sønder og sammen. I Rambo III fragter han våben til mujaheddinerne i Afghanistan til deres anti-Sovjet jihad og kæmper indædt på deres side. Som vores undersøgelse viser, handler Rambo ligesom Spiderman konsekvent på den forkerte side af regler og lovgivning.

Præsident Bushs samhørighedsfølelse med den karakteristiske amerikanske myte om frelsende superhelte deles af millioner af amerikanere. Den besynderlige og irrationelle form for amerikansk udenrigspolitik, som føres for øjeblikket, kan kun forstås til fulde, hvis man skæver til den folkelige underholdning. Begge afspejler og giver næring til den verdensopfattelse, som ligger til grund for vores brug af magt rundt om i verden. Den amerikansk unilateralisme stammer fra en selvtægtstradition snarere end fra et ønske om overherredømme; vores paranoia udspringer af en mytisk forestilling om det onde, som truer helgenernes ro, hvilket nødvendiggør, at selvtægtsmænd tager loven i egen hånd. De uselviske superheltes uskyld skal bevares for enhver pris, eftersom det vovemod, de udviser ved at overtræde loven, er nødvendigt for at frelse verden. Den upartiske anvendelse af international lov, som før blev støttet af den fornuftige del af amerikanske grundlovstraditioner, udgør derfor en dødbringende trussel mod det superhelteagtige mytesystem.
Hvis europæerne forstod denne baggrund og dens ligheder med episoder i deres egen historie med superkrigere på korstog mod formodede kilder til ondskab, ville de være endda mere opsatte på at forhindre en svækkelse af ICC. Tiden fra nu af og indtil den 1. juli 2003, hvor den nuværende dispensationsordning udløber giver uendelige muligheder for at vedtage den rette strategi. Med magt til veto i sikkerhedsrådet er det muligt for EU at anmode om, at Frankrig eller Rusland handler på dens vegne. Hvis EU erklærede at ville bruge sin veto ved enhver undtagelse fra ICC’s jurisdiktion, ville det sætte en stopper for den amerikanske manipulation samt Storbritanniens tendens til at ville lindre dets allieredes irrationelle følelser. En politik med urokkelig modstand vil understrege den europæiske uafhængighed og støtte visionen om en upartisk international lovgivning, som der mere end nogensinde er brug for.

*John Shelton Lawrence er professor emeritus i filosofi på Berkeley universitetet i Californien, USA, og Robert Jewett er gæsteprofessor i teologi på universitetet i Heidelberg, Tyskland. Udover The Myth of the American Superhero udkommer deres bog Captain America in a Time of Jihad på forlaget Eerdmans til efteråret

*Oversat af Runa Trosborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her