Kronik

Avisen – det billige skidt!

Gratisaviserne er gratis for læserne. Men Urban og metroXpress kører også gratis med, når ’rigtige’ medier har bøvlet med nyheder og holdninger
Debat
5. juli 2002

Det virtuelle rum
De står der hver morgen på Kongens Nytorv. Den ene er iført grøn vindjakke, den anden en rød. Som gadebørn i Rio de Janeiro, der tjener til dagen og vejen ved at pudse bilruder, bryder de ind i trafikken. De vifter med et bundt avispapir i håb om at tiltrække sig opmærksomhed fra de forbipasserende. Men er det aviser eller affald, de deler ud?
Succes er et sjældent brugt ord i den danske avisverden. Oplagstallene og læserskaren daler, mens statistikken viser, at aviserne indenfor de sidste fem år har mistet hver fjerde læser under 30 år. Hos Urban og metroXpress forholder det sig dog anderledes. Siden september måned sidste år, hvor det første gang var muligt at støde ind i stablen af gratisaviser i morgenmyldret på Nørreport Station, er oplagstallet steget støt. Efter at metroXpress i april blev lanceret i Århus, er den sågar blevet Danmarks største dagblad.
Hvis man bladrer gratisaviserne igennem, bemærker man, at cirka 95 procent af deres artikler stammer udefra. Det er hovedsageligt nyhedsbureauerne som f.eks. Ritzau, der leverer materialet. metroXpress supplerer med notitser fra andre aviser, mens Urban får lov til at låne lidt rester fra Berlingske Tidendes bord. Det selvstændige journalistiske skrivearbejde begrænser sig derfor til nogle få artikler pr. avis.
Strategien med at basere gratisaviserne næsten udelukkende på telegrammer fra nyhedsbureauerne giver dog nogle problemer. Når råmaterialet er det samme, betyder det rent praktisk, at artiklerne i de to aviser bliver stort set identiske.
Eneste forskel er, hvor i Ritzaus telegram saksen klipper.
Et andet problem med gratisavisernes afhængighed af de officielle telegrammer er manglen på kritisk journalistik. Nyhedsbureauerne fokuserer på det rent informative element i nyhedsformidlingen. Der tages ikke politisk eller moralsk stilling til nyhederne. Ergo er det heller ikke muligt for Urban eller metroXpress at gøre det.
Når f.eks. G8 landene mødes i Canada for at drøfte fremtidens politiske strategier, vil denne nyhed blive skildret forskelligt, alt efter om man slår op i Jyllands-Posten eller Information. Betalingsavisens politiske holdninger gør det muligt for journalisterne at tage stilling til begivenhederne og give deres mening til kende i artiklen. Gratisaviserne derimod må lade den dybere analyse vige pladsen til fordel for overfladens information.

Gratisaviserne er ganske klar over disse forhold. De fremhæver, at deres formål er at viderebringe informationer, at give læseren et hurtigt vue over verdens aktuelle situation.
På dette område er gratisaviserne praktiske. Artiklerne er korte og faktuelle og derfor nemme både at læse og forstå. Men det er samtidig en forfladigelse af avisens rolle og funktion: En avis er mere end blot levering af nøgen information. Den skal indeholde synspunkter, skabe debat og bringe holdninger.
Rektor for Danmarks Journalisthøjskole, Kim Minke, omtaler i Politiken den 3. maj avisen som »omdrejningspunktet for den demokratiske debat og informationsformidling«. Han fremhæver netop avisens rolle som debatskaber og vagthund for demokratiet.
Et godt eksempel på dette er lederen, som er avisens eksplicitte meningstilkendegivelse. Gennem denne tager avisen del i den aktuelle debat.
Gratisaviserne indeholder derimod ingen leder og dermed ingen redaktionelle standpunkter. Som læser kan man være enig eller uenig med lederen i en betalingsavis. Men avisen har taget stilling til en sag og skabt et standpunkt i en debat. Derved udvides debatten og dermed også dialogen, som er en grundpille i vores samfund.
Et andet vigtigt indslag i en avis er læserbrevene. Her har den enkelte borger mulighed for at komme til orde i medierne. Læserbrevene er altså et eksempel på ytringsfriheden i et demokrati.
Således var Politiken ved at strømme over med læserkommentarer, da regeringen kom med sin udlændingepakke. Disse breve var sammen med avisens artikler med til at skabe en nuanceret debat.
I gratisaviserne er læserbrevene reduceret til små opstød, om hvad indsenderen lige nu finder interessant. De er ikke knyttet til avisens indhold, da denne som før nævnt ikke tager stilling til noget. Der er derfor ikke tale om en sammenhængende debat men blot små meningsindslag, der sjældent skaber nogen længerevarende debat.
Urban og metroXpress har altså valgt at satse på de korte artikler. Informationer uden stillingtagen, formidling uden dialog eller debat. Som det udtrykkes gennem sloganet ’Grib dagen – grib Urban’. Nyheder ses som en bold, læseren griber i luften for derefter at kaste bort. Via denne fokusering på nuet fravælger gratisavisen at beskæftige sig med både fortiden og fremtiden.
Det betyder, at der ikke bliver plads til baggrundsreportager, nyhedsanalyser og perspektiveringer. Det vil sige den form for kritisk journalistik, der ifølge Kim Minke får avisen til at fungere som den fjerde statsmagt.
Avisen kan således være med til at sætte den politiske dagsorden. Ved at skrive om sager, offentligheden har overset, kan den skabe opmærksomhed omkring et problem. Avisen kan hjælpe svage samfundsgrupper ved at bringe deres sag frem i medierne. Desuden har journalister tit offentliggjort kritiske undersøgelser eller afdækket lyssky politiske handlinger.

Et aktuelt eksempel er skandalerne i Farum kommune. Afsløringerne begyndte med, at B.T. gravede i bunken af bilag. Pointen er, hvis ikke journalisterne havde undersøgt fortidens begivenheder, så var fremtidens udseende aldrig blevet ændret. Denne dybtgående og kritiske journalistik er umuligt for en avis, der udelukkende koncentrerer sig om nuets begivenheder. Gratisavisernes formål er, at læseren skal gribe dagen – ikke at han skal begribe den.
En vigtig funktion for en moderne avis er netop at medvirke til læserens forståelse af verden. Et forskningsprojekt på Københavns Universitet ved navn ’Gode nyheder’ har undersøgt, hvordan avisen bedst kunne formidle det politiske nyhedsstof. Resultatet af undersøgelsen viser, at nøgleordet for avisernes formidling er indsigt. Læserne ønsker mere end blot den faktuelle nyhed. De ønsker nyheden sat i relation til andre begivenheder, uddybende baggrundsmateriale samt forskellige politiske vinkler på sagen.
Når gratisavisen således fortæller, at tre palæstinensere i går blev dræbt af israelske soldater, så siger det intet om selve krisen i Mellemøsten. Læseren får ikke den nødvendige viden, der skal til for at kunne forstå konflikten. Det er altså ikke muligt for læseren at danne en holdning, når vedkommende ikke har det grundlæggende kendskab til problematikken. Gratisaviserne kan fint holde læseren opdateret om de seneste begivenheder, men længere rækker de ikke. De leverer kun information ikke indsigt.
Svenn Dam, som er projektdirektør for metroXpress udtaler i Børsen den 3. april, at gratisaviserne gavner hele det danske avismarked, fordi de formår at fange de læsere, som er under 30 år. Han hævder, at gratisaviserne opdrager de unge til at blive avislæsere til senere fordel for betalingsaviserne. Det er ganske rigtigt, at gratisavisen kan vænne en ny generation til at få nyhedsformidlingen dækket via det trykte medie. Men det er ikke ensbetydende med, at betalingsaviserne får flere læsere. Hvis man som læser er tilfreds med at få stukket en gratisavis i hånden, skifter man ikke over til en betalingsavis, der koster flere hundrede kroner om måneden.
Et andet faremoment ved gratisaviserne er, at de rokker ved grundpillen i betalingsavisernes økonomiske fundament – annoncekronerne. Annoncørerne er selvfølgelig interesserede i at komme ud til så mange læsere som muligt til den laveste pris. Hvis de først begynder at foretrække gratisaviserne frem for betalingsaviserne, smuldrer sidstnævntes sokkel. Der er bestemt ikke plads til alle, som Svenn Dam ellers giver udtryk for.
Virkeligheden stemmer heller ikke overens med Svenn Dams profetier. Betalingsaviserne lancerer egne gratisaviser i et forsøg på at overleve konkurrencen. Berlingske Tidende har Urban på gaden, Jyllands-Posten uddeler JP Århus gratis, og Nordjyske Stiftstidende har udsendt deres gratisavis –med det sigende navn Ti minutter.

Udviklingen går altså i den stik modsatte retning af resultaterne i projekt ’Gode Nyheder’ Antallet af gratisaviser stiger. Indsigten må vige pladsen for det dagsaktuelle. Godt nok kan gratisaviserne nå ud til flere læsere end betalingsaviserne og derved holde flere mennesker opdaterede. Men til gengæld skaber de ingen debat, ligesom de ikke giver et læseren et grundlag, som vedkommende kan danne holdninger ud fra. Gratisavisen udbreder avisen kvantitativt men nedbryder den kvalitativt.
Valget mellem gratisaviser og betalingsaviser er altså et valg mellem artikler, der er klippet med en saks eller skrevet med en pen. Det er så op til læserne, om de foretrækker den bæredygtige journalistik, der giver sig udslag i kritisk stillingtagen, debat og nyhedsanalyser fremfor gratisavisernes engangsinformation.
Når dagen er omme går konduktørerne den sidste runde i de tomme S-toge. Her støder de på dagens gratisaviser, som folk har efterladt på gulvet og sæderne. Også DSB har mærket til gratisavisernes indtog. Således fjerner de nu cirka 30 tons ekstra affald pr. måned.

*Thomas Elmegård er stud. mag. i film- og medievidenskab samt retorik

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her