Økonomi & Politik
Navnet Hizb-ut-Tahrir har formentlig ikke sagt ret mange danskere noget forud for oktober sidste år, hvor organisationen havde arrangeret et offentligt møde i København vendt mod Vestens krigsførelse i Afghanistan.
På løbesedlerne lød spørgsmålet: »Er det en krig mod terrorisme eller en krig mod islam og om verdensherredømmet?«. I Hizb-ut-Tahrirs optik var svaret givet på forhånd det er krig mod islam. Retorikken, ja, hele set-upet med fysisk adskillelse af mandlige og kvindelige deltagere, var mildt sagt ekstrem.
Fra venstre til højre lød der klar fordømmelse af gruppens holdninger og fra de fleste også for dens fjendtlighed overfor integration. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard og den konservative leder Bendt Bendtsen opfordrede desuden justitsminister Frank Jensen til at få gruppen tvangsopløst med henvisning til Grundlovens paragraf 78, der primært garanterer foreningsfriheden, men også indeholder en mulighed for at forbyde foreninger. Det kom der ikke et forbud ud af, heller ikke under den efterfølgende konservative justitsminister, der valgte en forsigtig kurs.
I april i år tog sagen imidlertid fart igen. Det skete efter, at Hizb-ut-Tahrir endnu en gang havde påkaldt sig kraftige fordømmelser fra venstre til højre. Denne gang på grund af en ekstremt antijødisk løbeseddel, hvor det især var overskriftens korancitat: »Og dræb dem, hvorend I finder dem og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer«, der skabte bestyrtelse med sit utilslørede had mod jøder og endnu engang førte til en politianmeldelse. Denne gang fra formanden for Mosaisk trossamfund, Jacques Blum, der meldte Hizb-ut-Tahrir til politiet for at opfordre til at slå jøder ihjel.
En måneds tid efter fremsatte Dansk Folkeparti så beslutningsforslag i Folketinget om at forbyde organisationen. Denne fremgangsmåde blev, og tak for det, afvist af alle andre partier end Dansk Folkepart selv og Kristeligt Folkeparti med henvisning til, at Grundloven forudsætter domfældelse forud for en eventuel opløsning.
Altså må retsvæsenet først undersøge om, der er tale om en overtrædelse af Grundlovens paragraf 78 stk. 2, hvor det hedder at »Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom«.
Grundloven åbner ganske vist mulighed for (paragraf78, stk. 3), at en organisation foreløbigt kan opløses ved regeringsbeslutning, men også den bestemmelse forudsætter en efterfølgende retssag. Og ret beset er den bestemmelse nok tænkt i forhold til mere alvorlige sager.
Hvorvidt det faktisk var organisationens hensigt at opfordre til drab på jøder i Danmark er nok tvivlsomt. Hizb-ut-Tahrirs talsmand har overfor pressen afvist, at korancitatet skulle tages bogstaveligt.
Nu er det jo ikke nødvendigvis nogen garanti for, at sympatisører ikke ville tage citatet bogstaveligt. Og formentlig kun en tam trøst for de, der følte sig opskræmt af løbesedlens ekstreme sprogbrug, hvor det bl.a. hedder, at »Jøderne er et bagvaskende folk, og de er et folk, der forråder og bryder aftaler og pagter, og de opdigter løgne og fordrejer ord fra deres rette sammenhæng, og de fratager uretfærdigt rettighederne, og de har dræbt profeter og dræber uskyldige, og de er voldsomst i fjendskab til muslimer, og Allah har forbudt os at tage dem til loyale venner«.
Det kunne ligeså godt være skrevet af en nazistisk gruppe eller være et historisk dokument fra 30ernes Nazityskland! Men lidt ironisk er det nu, at den omtaler jøderne som et folk der vel i kraft heraf må have visse rettigheder! Løbesedlen fortsætter derefter over flere sider med verbale angreb på de arabiske ledere incl. det palæstinensiske selvstyres for at være kujoner og billige agenter, der har forrådt islam ved at anerkende den israelske stat på islamisk jord. Alt garneret med en højstemt lovprisning af de unge mænd og kvinder, der foretager selvmordsaktioner, hvorom det bl.a. hedder, at »...i dag viser mujahidin i Palæstina pragt-eksempler i topklassen: de unge mænd konkurrerer om martyr-aktionerne, og de unge kvinder er begyndt at konkurrere med de unge mænd, og mødrene er begyndt at motivere deres børn til martyrium og gå i sujud (bedestilling med ansigtet i gulvet) til Allah som tak, når de hører om deres børns martyrium. Hvor står disse regenter i forhold til sådanne befolkninger?
tiden for disse regenter er ved at rinde ud, og ... en ny strålende daggry er begyndt at dukke op for denne ummah, hvor iman (absolut tro), jihad, martyrium og sejr vil sejre over de vantro, deres agenter og deres midler«.
Kras kost! Men er det tilstrækkeligt til at gribe til opløsning via Grundloven, så længe organisationen holder sig til det verbale plan? og er det i øvrigt klogt at ty til forbud?
Rigsadvokaten, der netop har afsluttet sin undersøgelse af organisationen, har konkluderet, at der ikke er grundlag for at forbyde organisationen. I stedet vil talsmanden, Fadi Abullatif, blive sigtet for overtrædelse af racismeparagraffen i straffeloven.
Det lyder fornuftigt. Af to grunde. For det første, fordi et forbud rejser spørgsmålet om, hvilket organisationer der så også skal forbydes på deres holdninger og ikke handlinger? For det andet, fordi det er svært at se, hvad man ville opnå med et forbud. Svække dens tag i nogle unge frustrerede muslimer for hvem integrationen er mislykkedes? Eller svække risikoen for, at Hizb-ut-Tahrir alligevel angriber jøder i Danmark?
Næppe noget sandsynligt resultat. Hizb-ut-Tahrir, der beskriver sig selv som et politisk parti med islam som ideologi, har mest af alt karakter af et broderskab eller en loge hvis sammenhængskraft opretholdes i kraft af en ekstrem religiøs forestilling om genskabelse af en ren islamisk stat, af lukkethed og af forestillingen om, at det er Vestens kultur, som er skyld i islams fallit.
Det sidste med den konsekvens, at den modarbejder integration hvilket den som bekendt ikke er ene om.
Overfor den type tankesæt vil forbud formentlig blot styrke den indre sammenhængskraft, bekræfte selvforståelsen af at være op imod fjender, der vil bruge alle midler for at bekæmpe den rette tro og bekræfte tilhængerne i, at det er dem der sidder inde med Sandheden. Det vil organisationen efter al sandsynlighed ikke forsvinde af. Formentlig vil det i stedet bidrage til en yderligere radikalisering.
Hizb-ut-Tahrir er i forvejen forbudt i Mellemøsten og i en række andre muslimsk dominerede lande, hvor der i det hele taget ikke accepteres kritik af det herskende styre.
I det diktatorisk styrede Usbekistan vurderes halvdelen af de, der sidder fængselet at være tilhængere af Hizb-ut-Tahrir, så erfaringerne med at arbejde under jorden er mangfoldige.
Som det er nu har Hizb-ut-Tahrir en stærkt begrænset tilslutning i Danmark de fleste skyder på et sted mellem 100 og nogle hundrede tilhængere. Men, da organisationen holder kortene tæt til kroppen og i det hele taget skyr pressen, er det naturligvis umuligt af afgøre, hvad der er det mest kvalificerede gæt.
Dens medlemmer er ilde set i indvandrerkredse, hvor de jævnligt bliver smidt på porten, når de trænger sig på med lange enetaler om den rette vej. Det samme gælder de uddannelsesinstitutioner, hvor tilhængerne har forsøgt at rekruttere nye tilhængere i hvert fald i de tilfælde hvor det er kommet offentligt frem.
Det er godt nok ingen garanti, for som jeg bl.a. selv har oplevet, kan man ikke hindre en organisation i at stille sig op lige udenfor på offentligt område.
Som broderskab deler Hizb-ut-Tahrir træk med en række andre organisationer som f.eks. DNSAP, Det Europæiske Arbejderparti, Scientology, Tvind, Jehovas Vidner, den tidligere Blekingegadegruppe og Hells Angels.
Trods disses uomtvistelige forskellighed to har medlemmer, der er dømt for mord begået som led i medlemsskabet af de pågældende organisationer har de en række træk tilfælles:
Lukkede organisationer, ekstreme ideologier, modvilje mod pressen lige med undtagelse af de tilfælde, hvor de får lov til selv at styre, hvad pressen må spørge om en række ritualer der opretholder den indre sammenhængskraft og den totale foragt for tvivlens nådegave. For nogle af ovennævnte organisationers vedkommende med frygtelige og tragiske konsekvenser for de, der forsøger at forlade organisationen igen.
Jeg har ingen anelse om, hvorvidt dette sidste også gælder Hizb-ut-Tahrir. Deres arbejde består øjensynligt mest i at forsøge at hverve tilhængere af en ren islamisk stat, blandt andet unge (små)kriminelle indvandrere som de får til at bytte kriminaliteten ud med Hizb-ut-Tahrirs rene islam som altomfattende samfundssystem. Det sidste med ganske stor succes ifølge en række personer, der arbejder lokalt med at få unge indvandrere ud af kriminalitet.
Den succes retfærdiggør naturligvis ikke i sig selv organisationens ekstreme ideologi og forestillinger om et islamisk samfundssystem.
Men det er formentlig en god del af forklaringen på, at den overhovedet kan fastholde en tilhængerskare på mere end et lille broderskab.
I denne sammenhæng kan retssagen mod Hizb-ut-Tahrirs talsmand måske bidrage til at kaste så meget lys over organisationen, at den får dårligere vilkår for at rekruttere tilhængere.
Hvorvidt dette lykkes afhænger i det lange imidlertid ikke kun af organisationens egen gøren og talen. Det afhænger også af, om det omgivende samfund har tilstrækkelig vilje og evne til at få integrationen til at lykkes også for de mest marginaliserede, som altid vil være rekrutteringsbasis for broderskaber som Hizb-ut-Tahrir og åndeligt beslægtede organisationer. Det handler i høj grad om at få skabt en tilstrækkeligt åben og direkte involverende dialog mellem gammeldanskere og nydanskere.
Herunder den form for dialog, hvor man går til makronerne og siger hinanden imod, så det kan høres, fremfor at drukne hinanden i misforstået høflighed, hvilket kun tjener til at forplumre diskussionen.
Der vil formentlig altid eksistere organisationer som Hizb-ut-Tahrir, hvor man har set lyset og er blevet så kraftigt blændet af det, at man er blevet både blind og døv.
Ja, egentlig er det vel en del af demokratiets vilkår. Det er imidlertid både naivt og farligt at forestille sig, at ekstremistiske synspunkter inddæmmes gennem forbud.
Tyr man først til forbud overfor organisationer, der trods ekstremismen holder sig fra volden, har man selv bevæget sig ind på den vej, hvor de grundlæggende frihedsrettigheder gøres relative.
Og, her må det nu engang være forsvaret for de grundlæggende rettigheder, der vejer tungest, uanset ubehaget, ja, den brækfornemmelse man rammes af, når man lytter til folk som Addullatif og åndeligt beslægtede broderskaber.
*Anne Grete Holmsgaard er medlem af Folketinget for SF
