Kronik

Feriebørn ved vandet

Selvfølgelig er det et erindringsbedrag, at vejret hvert eneste år var vidunderligt og udsynet fra Blistrup kirkebakke uden en sky...
20. juli 2002

Mit landskab
Som voksne vælger vi vore landskaber. Børn får dem tildelt. Sådan var det, sådan er det, kun med den forskel at i dag får barndommen heller ikke på det punkt lov at vare så længe, som den har gjort.
Måske vil nogle hævde, at børns afhængighed af de voksnes beslutninger er beklagelig, men i såfald ville de blive kraftigt modsagt af Julie Thomsen, hvis hun ellers havde levet i dag. Julie Thomsen, eller Tante Bøh som vi kaldte hende, var lærerinde, og i de første erindringsglimt, jeg har af hende, oldgammel og vist allerede dengang betragtet som hørende til den gamle skole.
Lille og rund, ankellangt klædt og altid i gråt, på samme tid blid og bestemt, og det var uden tvivl med sin bestemte stemme, hun en dag udtalte sit pædagogiske credo: »Det er børns privilegium ikke at skulle vælge.« Lad mig indskrænke mig til at sige, at når det gælder det sommerland, man valgte for mig, havde hun fuldstændig ret. Det var et privilegium.
År efter år kom jeg der, seks uger uden afbrydelse, fra den sommer jeg fyldte ét til og med den sommer 17 år senere, da jeg blev student. Derefter en lang række somre med kortere ophold, men da var hverken stedet eller jeg de samme som før. Fortryllelsen var brudt. Ud over de nævnte forandringer, der var drastiske nok i sig selv, var nemlig endnu ét ændret i og med at jeg med den voksnes – nu motorcykelbefordrede – frihed ikke kun kunne tage frem og tilbage, blive et par dage og så væk igen men også arbejdede ind imellem. Det brød båndet mellem stedet og den aura af ubekymret frihed, der mere end noget andet løfter sommerlandet op i mytens rum.
År fulgte år, tiderne skiftede, træerne voksede og vejene blev asfalteret – men i erindringen er det hele indlejret i én og samme uendelige sommerdags tindrende lys.
Det lå milevidt fra hvor vi boede. 60 kilometer fra København. En rejse, der ikke kun i krigsårene men også i de følgende år blev forberedt som gjaldt det en emigration. Kæmpekufferter blev pakket og afhentet af fragtmanden dagen før vi selv drog afsted på vor odyssé, der varede det meste af en dag:
Med S-tog til Klampenborg, derfra med damptoget til Hillerød, hvor vi efter endnu en behørig ventetid skiftede til Gribskovbanens dukketog, som i skridtgang og med vældige sodmættede røgskyer, der tvang samtlige vinduer i, prustede til Helsinge. Her ventede vognmand Sørensens rutebil. Den var prægtigt lakeret i gult og rødt og – kan jeg se i dag – på størrelse med en minibus, men det var alt tilstrækkeligt, for mit sommerland var forbeholdt de udvalgte få. Nu var vi tæt på målet.
»Bare ti kilometer«, opmuntrede mor, men hvilke ti kilometer. Sørensen tog alle de små veje, han kunne finde, standsede og afleverede pakker og beskeder og snakkede i timevis forekom det ved hvert stop. Men omsider – Blistrup kirke! Sørensen hakkede op ad bakken, og dér, dér lå sommerlandet udbredt for os, solbeskinnet og vindblæst, med Kattegat som baggrund og en gennemsigtig himmel hvælvende sig over herligheden.
Selvfølgelig er det et erindringsbedrag, at vejret hvert eneste år var vidunderligt og udsynet fra Blistrup kirkebakke uden en sky. Men der en kerne af sandhed i mindet, en sandhed jeg vil ty til den efterhånden ganske glemte digter Jakob Knudsen (1858-1917) for at indkredse.
Barndomsårene i Aggersborg, hvor Knudsens familie boede fra hans 6. til 14. år , inden den flyttede til Lejrskov ved Kolding, stod alle hans anfægtede dage for ham i et forklaret skær:
»Det forekommer mig, at luften var lysere og renere i Aggersborg end der sydpå...og jeg har længe troet, at det alene kom af, at Aggersborg var min barndoms paradis. Men det er vist ikke umuligt, at der virkelig kan have været noget om det. Thi når væden hurtigt sank i jorden, eller ned i kalkunderlaget, stod den jo ikke som tåge og dis i luften, således som den måtte gøre det over lerjorden i Lejrskov.«
Samme forhold som i det vindomsuste Hanherred råder i det nordvestlige, i tidligere århundreder sandflugtsplagede Sjælland, der strækker sig fra Hundested til hinsides Gilleleje. Jorden er sandet, sine steder det rene sand, som vandet ubesværet siver ned i, og hvad sandet ikke straks suger til sig, tager vinden, som står ind fra Kattegat, sig af. Luften var vitterlig befriende lys og let, svimlende højt var der til himlen, der lånte havet af sin blånen og fik de hvidkalkede smågårde, som lå spredt ud over de fattige marker, til at lyse.
Strandvejen, som her krogede sig 600-700 meter fra havet, udgjorde det markante skel mellem bonde- og sommerland, bag den gårdene, der mestendels blot var større husmandsbrug, ned mod vandet de store sommervillaer i behørig indbyrdes afstand på grunde så store, at de med lethed kunne stykkes ud i mindst tre-fire af nutidens parceller.
Hvad de så er blevet. Dengang faldt det ingen ind. Her havde familierne slået sig ned om ikke for evigheden så for mange kommende slægtled, der med samme selvfølgelighed ville vende tilbage sommer efter sommer for at indtage soveværelser og gæstefløje. Husene, som var bygget af driftige mænd i århundredets første årtier, blev set som de uforanderlige kar, slægtens liv skulle strømme igennem.

Gennem adskillige år var uforanderligheden, man kan også sige den lykkelige gentagelse, da også det, der kendetegnede livet i sommerlandet. Jeg mindes ikke, at der i disse år et eneste sted blev bygget om, udvidet, anlagt overdækkede terrasser eller andre nymodens ting.
Man bevarede, reparerede på det, der var, man malede og tjærede og kittede vinduer, udskiftede hegns- og bænkestolper, genopbyggede trofast solgryden som vinterstormene lige så trofast molesterede – og man gjorde det vel at mærke selv. Nok havde man ferie og lå på landet, som det hed, men man fik ikke lov til at ligge og dovne.
Hver dag havde sine arbejdspligter, lagt ind i en rytme, som kun fødselsdage og sjældne større gæstebud fik lov at bryde. Efter morgenmaden stod den fra teenageårene på arbejde indtil badningen før middagen, og først efter endnu et par timer med pensel, spade og økse var der fælles afgang til stranden.
Uforanderligheden, årenes såvel som dagenes, var den luft, vi åndede, det var alene den, vi så og hengav os til – og alt imens forandrede alt sig. Kimen til de ydre forandringer var lagt med husene selv.
De blev bygget på de klitagtige, bløde skråninger så man – i behørig afstand – havde udsigt til havet. Bart var det, blæsten stod utæmmet ind, og selv om der var langt til naboerne, ville det jo være rart med nogle skærmende træer. Så man gik i gang med at plante. Hårdføre fyr blev sat i hundredevis i sandet, beskyttet med læbælter af udgået træ og troligt vandet, men i årevis syntes kampen ulige.
Hvad der overlevede blev grundigt holdt nede af blæst og piskende sand eller svedet af af havgusen, og dog – så langsomt at det næppe kunne registreres fik træerne fat.
Den sommer kom, da Julie Thomsens Plads måtte opgives. Den lå godt og vel hundrede meter fra strandkanten, og stedet var af den elskelige dame i sin tid udpeget som uovertruffet, når man i flok og følge skulle hengive sig til solnedgangens ritual.
Herfra var der uforstyrret udsigt hen over et par klitrækker til horisontens runding, der kun mod nord blev brudt af Kullens mørke massiv. Følgelig var der blevet anbragt nogle faste bænke og et bord. Men den sommer viste det sig, at træerne havde lukket for udsigten. Julie Thomsens Plads blev forladt og ritualet forlagt til forreste klit.
I læ af de hårdt kæmpende dværgvækster skød de bagvedliggende op. Plantagerne blev tættere, højere og mørkere. Og mere fugtige. Gran fortrængte fyr, birk og bøg fik tag, og de rykkede ind på husene, der begyndte at måtte kæmpe for det lys, der tidligere havde svøbt dem fra morgen til aften.
Med lyset skiftede duftene. Klitvegetationens dæmpede aroma, der var koncentreret i de talrige grævlingebær og hårdføre hybenroser, som trodsede både sand og blæst og skød frem, hvor intet andet kunne gro, disse tørre dufte som er som essensen af sommeren og kulminerer, når eftermiddagssolen bager, fortrængtes til enklaver.
Meget kom selvfølgelig til udefra – badende der bredte sig ud over de førhen strengt private strande, deres tæt parkerede biler på den lille vej, som følgelig blev asfalteret, transistorradioer og uro. Man forskansede sig på grundene, der var plads nok, og hen mod aften blev alt jo som ved det gamle igen. Der var både den store og den lille marktur at vælge imellem til aftenturen i det endnu helt uforstyrrede bondeland, børnene havde tøndevis af land at lege på, solen gik lige rød ned og sommernatten meldte sig så lys og tyst som altid og lige svær at gå i seng fra. Sommerlandet lå der stadig og lignede til op i 70’erne næsten sig selv.
I dag eksisterer det ikke. Helt op til kirkebakken i Blistrup er baglandet forvandlet til et villakvarter med række på række af huse, gennemskåret på kryds og tværs af veje med skærende gadelamper, ikke en gård, ingen mulighed for selv den mindste marktur. Og i sommerlandet hinsides den kværnende trafik på strandvejen ligger de gamle huse som strandede hvaler på hver deres miniaturegrund klemt inde på alle sider af de nye huse, som man i hurtig rækkefølge stykkede ud til.

Man kan sige, at det er udviklingen. Bilerne, fritiden, pengerigeligheden, privilegiernes fald – så sådan måtte det gå. Og ingen grund til at græde over det, eftersom få har mistet og mange fået. Alligevel undrer jeg mig over, hvor hurtigt det gik og hvor lidt modstand der kunne mobiliseres til forsvar for... ja, for hvad? Er det overhovedet muligt at forsvare noget, der var forbeholdt et forsvindende mindretal, hvis privilegium i bund og grund byggede på, at det er udeleligt?
Penge kan spredes ud til gavn for mange, velfærdsgoder fordeles uden at miste i værdi, men stilhed, hybenrosens sarte duft, vidder og uberørthed, for ikke at tale om den svimlende, soløre forening med et græshoppesyngende landskab kan ikke stykkes ud i småportioner.
Det er et alt eller intet, og i dag er der intet tilbage. Kører man rundt på vejene deroppe kan man i bedste fald genfinde et enkelt kig, en overset krog eller et vejsving, der minder om det, der var. Resten er en ny og fremmed verden. På blot 30 år er sommerlandet forsvundet så fuldstændigt som Atlantis.
Gennem mange år drømte jeg ganske ofte en drøm, der var så stærk, at jeg vågnede ved denne fortættede erindring af en oplevelse, som overgik mig da jeg har været otte-ni år. Kort efter vi om aftenen havde set solen gå ned, tændtes fire fyr. Længst mod nord på Kullens spids, lidt længere mod syd var det et fyrskib der blinkede, så fulgte fyret på Hesselø og længst mod syd lå der endnu et fyrskib.
Om dagen kunne man med kikkert se fyret på Kullen, mens alle de andre lå under horisonten, så kun deres lys var synlige. Vi vidste Hesselø lå derude, men se den kunne vi altså ikke. Det var fysisk umuligt på grund af jordens krumning. Men en af disse sjældne, tyste morgener, som ikke blot lover men synes at garantere en gylden dag, skete det umulige.
Da vi kom ned til den obligatoriske morgendukkert, var det havblik, totalt havblik. I sollyset strakte Kattegat sig urørlig som en spejlende gråblå flade fra syd til nord – og over horisonten svævede Hesselø med fyrtårn og det hele. Ikke til at tage fejl, for synet holdt sig i 10 måske 15 minutter, indtil en svag vind brød havblikket og øen sank.
Det var Hesselø. I drømmen stiger den atter op, hver gang lige forjættende og livsaligt. Et sted under tidens horisont er sommerlandet endnu til.

*Rolf Dorset er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu