Kronik

Jean de France er en kokosnød

Jean de France er integrationsgal perker. Erasmus Montanus den hjemvendte student, mens Per Degn er indvandrer-miljøets halvstuderede autoritet... Velkommen til Holberg læst som Pizza King
27. juli 2002

Lørdagskronikken
Et lands litteratur er en vigtigt del af dets kulturhistorie og midlet, sproget udvikler sig igennem. Endvidere er den en vigtig del af ethvert folks identitet, da den har været med til at forme de holdninger og tanker der florerer i samfundet.
Ludvig Holberg er vel nok et af de vigtigste individer for dansk litteratur, født i Bergen (paradoksalt nok uden for dagens Danmark) blev han for den danske komedie hvad Mozart var for den tyske opera:
En national vækkelsesfigur der gav sproget et løft, og arbejdede for at kommunikere med folk på deres eget sprog. Således er han en af de mest ’danske’ forfattere, man kan forestille sig, og sammen med folk som Adam Oehlenschläger og Johannes V. Jensen har Holberg en helt specielt plads i dansk litteraturhistorie.
I litteraturen knytter visse ting sig specifikt til et lands forhold og omstændigheder, mens andre er universelle og gældende for menneskeheden generelt på tværs af religion og kulturer. De sidstnævnte er netop, hvad der får nogle værker til at udskille sig fra andre – den generelle relevans uanset tid og sted.
Jeg har valgt Holberg og hans to komedier Jean de France og Erasmus Montanus, dels fordi det er to komedier, jeg har holdt meget af og som betød en del for mig i gymnasietiden, hvor min egen identitet var ved at udforme sig, men også fordi både handlingen og budskaberne – med meget lidt modificering – kunne have udspillet sig et hvilket som helst sted i verden på en hvilken som helt tid, inklusive dagens Danmark og ethvert af vores ‘hjemlande’.
Begreberne i disse tekster er endvidere tværkulturelle da de behandler fundamentale menneskelige kendetegn som forfængelighed, mindreværdskomplekser, hovmodet overfor den sunde fornuft etc. Derudover synes jeg, at spørgsmålet om identitet og påtaget identitet er specielt relevant for et etnisk publikum.
I denne tid, hvor mange stiller spørgsmål til ’dansk identitet’, og der foregår talrige diskussioner, om dansk sprog og kultur er under pres, er de to komedier gode til at demonstrere, at en forfatter så dansk som Holberg også har relevans for et ’etnisk’ publikum. Både fordi komediernes problemstillinger er universelle og fordi vi i dag egentligt ikke befinder os i en ny og enestående faretruende situation, men at et lille folk som det danske selvsagt altid har følt at dets sprog og kultur var undre pres fra fremmede sprog og kulturer.
Hvorvidt jeg personligt læser Holberg som ’etniker’ eller som ’dansker’, født og opvokset i Danmark med en forkærlighed for dansk litteratur, er ikke let at besvare.
Det eneste sikre er, at jeg med min blandede dansk-afghanske baggrund læser dansk litteratur og relaterer til andre kulturer på måder, som de fleste ’monoetniske’ personer ikke er i stand til.

Erasmus Montanus: Erasmus Montanus er en komedie, jeg holder meget af, ikke mindst fordi, de begreber den tager under behandling, er noget man altid kan nikke genkendende til i dagligdagen. Ikke mindst i relation til indvandrernes situation i dagens Danmark:
*Hovmod og arrogance over for snusfornuft;
*viden og egoet;
*viden og disputering som mål i sig selv eller viden og disputering som redskaber.
Identitetsspørgsmålet behandles i større grad i Jean de France, men spiller også en rolle her. Men Erasmus Montanus åbner også mulighed for, at forskellige mennesker kan relatere på forskellige måder til forskellige af Erasmus’ karaktertræk:
For nogle vil konflikten mellem ’landsbyforældrene’ og ’by-sønnen’ spille en større rolle, specielt, hvis forældrene stammer fra en meget lille landsby: På den ene side er Erasmus’ forældre (som mange andre forældre i samme situation) stolte over deres søn, som er ’nået længere’ end de selv. På den anden side skræmmer det dem, at han har påtaget sig ’underlige tanker’ – om det så er, hvad moderne indvandrerforældre oplever som ’dansk kultur’ eller den bevidste, moderne islamisme, som står i modsætning til forældrenes simple landsbykultur, hvor noget er rigtigt eller forkert fordi »sådan har det altid været«.
For mit eget vedkommende har ovenstående ikke været relevant. Det i komedien, der har betydet mest for mig, er forholdet til viden – formålet med viden, viden som magtredskab.
Enhver ambitiøs person vil med glæde tilegne sig mere viden og glæde sig over at kunne argumentere for sine synspunkter.
I mine sene gymnasieår og første universitetsår blev argumentation et vigtigt tidsfordriv for mig selv og mange af mine
studiekammerater. Men det, der begyndte som søgen efter at etablere sandheden, udviklede sig ofte til en konkurrence om, hvem der kunne mest terminologi, og hvem der kunne lukke munden på de andre og overfor publikum fremstå som den mest vidende...
I modsætning til Erasmus Montanus blev jeg dog ikke vækket af min disputerelyst af en løjtnant, men derimod af et citat fra en kendt muslimsk tænker og teolog, Imam Ash’shafee:
»Jeg deltog aldrig i en diskussion med et større ønske end at sandheden ville manifestere sig på min modstanders mund, så jeg kunne udtrykke min enighed med ham«.
Disse ord, og den ydmyghed de repræsenterede fra en af de stør-ste personligheder overhovedet, indprentede sig i min bevidsthed. Faktisk begyndte jeg at undgå diskussioner, med mindre jeg følte, at det var en absolut nødvendighed.
Idealismen og viljen til at lide for idealismen spiller også en central rolle i komedien.
Erasmus kommer hjem og på-står, at Jorden er rund, hvilket specielt ikke falder i god jord i det lille samfund. Det kommer så vidt, at hans forlovelse står på spil, idet hams kommende svigerfar ikke vil give sin datter bort til en der spreder den slags tanker i samfundet (det samme indtræffer i Jean De France).
I Danmark har nok de færreste været vidne til lignende situationer, men i England har jeg selv set flere forlovelser blive hævet, hvis svigerforældrene ikke var glade for svigersønnens ideologiske tilhørsforhold og dennes ’sandheder’.
Sidst, men ikke mindst spiller Per Degn en stor rolle i komedien.
Per Degn’e har vi desværre i overflod i indvandrermiljøet i Danmark: Folk med ringe eller middelmådig viden, men med en vis position og autoritet inden for deres område, hvad enten det er inden for deres etniske gruppe eller som magtfigur i deres ’landsby’ eller kommune. Disse typer er ofte bange for nytilkomne yngre kræfter, der virker som en trussel mod deres magt.
Per Degn-typerne konfronteres desværre ofte med unge Erasmus’er, med ofte både komiske og trælse diskussioner til
følge. Enhver der nogensinde har oplevet debatarrangementer, hvor over-ivrige, energiske unge fra bestemte muslimske grupper har stået over for selvoppustede falske autoriteter som Per Degn, vil kunne genkende diskussionen mellem Erasmus og Per Degn:
Selvsikkerheden, følelsen af at repræsentere den ædle sandhed og brugen af syllogismer i diskussionen er alle umiskendelige kendetegn.
Ofte må man i den slags situationer spørge sig selv, om diskussionen tjener noget egentligt formål, eller om den unge disputator er så opslugt af at bevise, at han har ret, at han glemmer, hvilken sandhed han egentlig gerne vil nå frem til?
I et lille bondesamfund har det
i virkeligheden ikke nogen overvældende stor relevans, om jorden er rund eller flad. Men på samme måde må man vel sige, at den mest korrekte islamiske økonomiske politik heller ikke har den største relevans i en diskussion om racisme på det danske arbejdsmarked. Også selvom det er sandt at jorden er rund...

Som Erasmus Montanus handler Jean De France også om en ung mand, der er rejst bort fra sit miljø og vender tilbage forandret med en anden identitet og nye tanker.
Men i modsætning til Erasmus Montanus, hvor viden og arrogance overfor den sunde fornuft er de mest fremtrædende elementer,
fokuserer Jean de France mere på identiteter og påtagede identiteter, samt den effekt en besættelse af et andet folks sprog og kultur har.
Historien tager sit udgangspunkt i den unge Jean, der netop er vendt tilbage efter et par ugers ophold i Frankrig, men som opfører sig som, han ikke havde boet i Danmark i årtier: Han nærmest sygeligt forguder det franske sprog og kultur, mens han skammer sig over sin danske baggrund.
Den påtagede identitet, denne fornemmelse af underdanighed i forhold til en anden kultur er noget mange ’nydanskere’ i dagens samfund kan relatere til. Ikke mindst, når man får øje på individer med et lavt selvværd, der for alt i verden hellere vil være noget andet end de er.
På Holbergs tid var fransk det kulturelle sprog, tysk handelssproget, latin det videnskabelige sprog, men dansk et sprog, man talte til tyende og hunde... Komedien fremstiller satirisk, hvor latterligt og komisk, det er er at udgive sig for noget man ikke er.
Netop Jeans forvirrede identitet er faktisk det, der mest af alt morer de ’etnikker’, jeg kender, som også har læst komedien, mens mange danske læsere nok primært vil fokusere på problemstillingen omkring Danmark og det danske sprog i forhold til den større verden udenfor.

Men som ’etnik’ kender vi alle folk i vores omgangskreds, der i stedet for Ali, Omar og Mustafa kalder sig Nico, Mico, Chico, Antonio og hvad ved jeg – navne, der ligesom er mere acceptable i det omkringliggende samfund.
Jean virker på mange områder som det vi kalder en kokosnød (brun udenpå hvid indeni) – eller en ’integrationsgal perker’. Hans skam over sin danske baggrund ligger dybt, idet han virkelig føler at den danske kultur er den franske underlegen. At det ikke er kultiveret at være dansk. Ligesom det for nogen indvandrere ikke er in at have den baggrund, de nu engang har.
Det danske sprogs ’truede status’ vises også i komedien, en status vi kan drage direkte paralleller til i dag:
*Musikere, der vil sælge flere plader udgiver dem på engelsk,
*Videnskabsmænd skriver afhandlinger på engelsk snarere end dansk, og flertallet af lærebøger på højere læreanstalter er engelske.

Men man må ikke glemme at den store astronom Tycho Brahe også skrev på latin fremfor dansk, ligesom Saxo Grammaticus, en anden vigtig person for danskheden, skrev på latin.
På Holbergs tid var det danske sprog ’presset’ af fransk og latin
– i dag af engelsk. Men dansk sprog og identitet gik ikke til
grunde dengang og vil heller ikke gå til grunde nu.
’Etniske’ unge i dagens Danmark er udsat for nøjagtigt det samme pres som danske unge: Musikken er amerikansk, maden en hybrid af amerikansk fastfood og forskellige etniske traditioner, tøjstilen er hverken dansk eller tyrkisk – man kunne blive ved.
Men en dynamisk kultur kendetegnes ved at være åben, mens en stagneret kultur kendetegnes ved, at den lukker af indtil den sygner hen, visner og går til grunde.
Den danske kultur lever den dag i dag, omgivet af større og mere dominerende kulturer – netop fordi den har været åben og taget fremmede indflydelser til sig.
I en tid med en frygt for udvanding af den danske kultur, og hvor fordomme og dæmonisering florerer er det vigtigt at vise at mennesker fra forskellige etniske og religiøse baggrunde faktisk har en hel del tilfælles, at mange begreber, ideer og fænomener er meget mere universelle end nogen ville antage.
Med ovenstående håber jeg at have bevist at et dansk klenodie som Holbergs komedier er noget, man ikke behøver at være udelukkende ’etnisk dansker’ for at relatere til.
Og at grøfterne kulturerne imellem ofte ikke er så dybe som de ser ud til.

*Omar Shah er revisor, bosat i London

FAKTA
Ludvig Holberg
*Født 1684, død 1754. Vigtigste værker:
Peder Paars, 1719-20. Barselstuen, 1723. Den politiske Kandestøber, 1723. Jeppe på Bjerget, 1723. Den vægelsindede, 1723. Ulysses von Ithacia, 1725. Erasmus Montanus, 1731. Den Stundesløse, 1731. Henrich og Pernille, 1731. De usynlige, 1731. Niels Klims underjordiske Rejse, 1741. Pernilles korte frøyken-stand, 1754.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu