Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
19. juli 2002


Skabelsesmyter
En stor tak til Katrine Marie Guldager og Information for de mange skabelsesmyter fra forskellige egne af verden. Jeg håber, at de snart bliver udgivet samlet.

Bror Westmann
Jellerød Have 21, Kokkedal

Information og kulturen
10. JULI – Fire kvindelige kulturmedarbejdere (billedkunst, teater, dans, museer) har fået deres kontrakt ved Information opsagt eller har fået deres ansættelsesforhold reduceret i voldsom grad.
Vil redaktionen forklare læserne, hvilke holdninger der hermed udtrykkes, hvilken økonomisk betydning det har for avisen, og hvordan denne disposition indgår i Informations fremtidige planer på kulturområdet?

Helle Degnbol
Christopher Sanders
Østerbrogade 54 E st.tv., Kbh. Ø

SVAR: Informations kulturstof skal løbende udvikles i takt med udviklingen i verden omkring os. Vi vil fremme avisens evne til at opfange, belyse og prioritere de måder, kulturen i dag spiller sammen med det øvrige samfundsliv, herunder i øget grad blive centrum for debat og journalistik om både kulturens indhold og vilkår. Vi vil en kulturdækning, der ikke lukker sig om sig selv og kun henvender sig til de involverede aktører, men også inviterer andre inden for ved at fokusere på kulturens dialog med omverdenen. Det skal og vil ske, uden at vi afskærer os fra at følge nogen enkel kunstart eller kulturel disciplin, og der vil fortsat være journalistik og anmeldelser inden for de områder, læserbrevet nævner. Men vore prioriteringer vil blive klarere, og vi vil i stigende grad søge sammenhænge, udviklinger og diskussioner, der går på tværs af de enkelte genrer.
Som led i denne udvikling justeres løbende avisens aftaler og samarbejdsrelationer med den store kreds af freelancere og andre skribenter, der i dag skriver til avisen, herunder til kultursiderne. Det giver ændringer for enkeltpersoner, men indebærer ikke nogen nedprioritering af kulturstoffet eller kulturredaktionens ressourcer.

David Trads
Jørgen Steen Nielsen

Ukritiske licensbetalere
17. JULI – Egentlig burde den her i sommerferien så omtalte forening ’kritiske licensbetalere’ tage navneforandring til ’u-kritiske licensbetalere’, da hele pointen er at sørge for, at Danmarks Radio forholder sig ukritisk i forhold til regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti.
Det ville vel næppe være et adelsmærke for en moderne medievirksomhed i et demokrati – så tak til DR-TV for kritisk journalistik overfor de til hver tid siddende magthavere.

Simon Emil Ammitzbøll
landsformand for
Radikal Ungdom
Masnedøgade 10 - 306, Kbh. Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her