Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

Debat
15. juli 2002


Fed og færdig John Scofield
11. JULI – At jazzanmeldelserne i Information under den nye jazzanmelder konsekvent består af ordgylle, klicheer og tomme kalorier – et tidligere bragt meget illustrativt eksempel kunne være anmeldelsen af den seneste CD med Cassandra Wilson – demonstreres endnu engang i onsdagsudgaven den 10. juli. Emnet: Giant Jazzarrangementet i Tivolis Glassal mandag den 8. juli med Scofield, Lovano, Holland og Foster.
At dømme ud fra Munch-Hansens anmeldelse af arrangementet er det ikke den samme koncert, vi var vidne til. Min oplevelse giver ikke belæg for at der skulle være tale om en »pragtfuld koncert i en varm og generøs atmosfære«.
Tværtimod var der tale om fire fede og færdige musikere, som tydeligvis uden noget på hjerte, med en minimal indsats, og uden at sætte noget på spil, blot skulle redde hyren hjem i den fyldte Glassal. Ganske rigtigt »jazzstjerner, der hver især har karrierer kørende som komponister og ledere af egne grupper. Store personligheder, kort sagt, der er vant til at være midtpunkt....«, hvilket bl.a. sås i en perlerække af meningsløse soli – for ikke at fornærme det ene eller andet ego blev sol og vind delt lige: Når Scofield havde fået lov, skulle Lovano ved gud også, for ikke at tale om hr. Holland, hvor der dog var mere nosser i spillet end i de to andres tilsammen –, rent show-off uden nødvendighed med udgangspunkt i musikken.
Der var tydeligvis dømt fritidsband, en uforpligtende hyggestund i selskab med gamle venner med hvem man i yngre og mere sultne år har lavet intenst og inspireret jazz – og hvorfor så ikke få penge for lortet?
En fornemmelse af at Informations anmelder ikke er fuldstændig tonedøv, fås dog i fremdragelsen af Lovanos »New Amsterdam«, der ikke blot, som anført i anmeldelsen, var »koncertens mest spændende nummer«, men derimod det eneste.

Af Henrik Olsen
læge

Forvekslingstruede folkepartier
11. JULI – Uforståeligt at SF’er Anne Grete Holmsgaard i sin kronik den 11 juli i Information viser så lidt interesse for, og følelse med, det fordrevne palæstinensiske folk. Taler SF da ikke de undertryktes sag? De fordrevnes sag?
Læser SF’ere ikke Edward Said – den amerikanske litteraturprofessor født i Palæstina i 30’erne, som gør det begribeligt, hvordan det er at være statsløs? Eller er det de midaldrende medlemmers personlige (elitære, zionistiske og lign.) værdier, der styrer SF’s ideologi, så forskellen mellem Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti bliver stadig vanskeligere at få øje på!?

S. Madsen
Østerbrogade 203
2001 Kbh. Ø

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her