Læsetid: 2 min.

LÆSERDEBAT

6. juli 2002


Kulturpolitik i dagens Danmark =
Knife of Brian

Ole Axelsen, Per Kjalsvej 43, 8520 Lystrup

Hvem er uvenlig over for hvem?
3. JULI – I oktober 1998 blev mit da 17-årige barnebarn brutalt og umotiveret overfaldet af tre unge indvandrere, da han cyklede alene hjem fra badmintonklubben. Det kunne have kostet ham livet. To gange blev han slået ned. Først blev han væltet omkuld med cyklen, og da han forsøgte at rejse sig, blev han slået ned igen. Det var et mirakel, at han ’slap’ med at få fortænderne slået løse, en kraftig hjernerystelse og ansigtslæsioner, og så naturligvis chokket og angsten ved mødet med de tre voldsmænd, der som usle kujoner angreb i flok. De fik ingen straf, for politiet fandt dem aldrig.
For min søn og svigerdatter var det brutale overfald på deres søn dobbelt bittert, da de altid gæstfrit har taget imod børnenes kammerater fra indvandrerfamilier, og det gør de – som kristne – stadig. Det er der også mange andre danske børnefamilier, der gør. Men man kan ikke ligefrem sige, at landets dronning har gjort det nemmere for dem med sine udtalelser om ’de uvenlige danskere’.
Har vi nogen sinde hørt et manende ord fra dronningen til ’uvenlige indvandrere’?

Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80, 8000 C

Er alt vel?
3. JULI – Tirsdag 25. juli bragte Information på side 3 en notits om mæslingeepidemi i Syditalien. Iflg. notitsen advarer Statens Seruminstitut om risikoen ved at rejse i dele af Syditalien, hvor der er en omfattende mæslingeepidemi.
Afdelingslæge Peter Andersen udtaler: »Tidligere i år så vi jo, hvor galt det kan gå, da en epidemi brød ud i Nordjylland...«.
Jeg har et spørgsmål, som Information eller læserne måske kan hjælpe mig med at få besvaret: Hvor galt gik det da i Nordjylland? Har nogen børn men efter sygdommen? Eller er alt vel overstået?

Zilla Mørch Pedersen
Blangstedgårds Allé 100
5220 Odense SØ

Qlummens farlige vrøvl
3. JULI – Qlummens ejerinde, Pia Fris Laneth, skriver den 28. juni følgende, i anledning af det bestialske drab på 14-årige Sonay, der blev slået i hjel ved et såkaldt æresdrab, at »man skal synes det er værre at mænd slår piger i hjel, end at mænd slår kvinder i hjel, for at dømme æresdrab som mere uciviliseret end jalousidrab«. Ja, Pia fris Laneth, det synes jeg det er, det er værre, for her er der tale om et forsvarsløst barn, det er værre end hvis en voksen mand slår en voksen kvinde ihjel.
Barnets egne forældre mishandler og torturerer hende i hendes barndom, nogle år senere bliver hun myrdet af sin far. Jeg mener, at det er værre at et barn bliver myrdet og mishandlet, end at en voksen kvinde bliver myrdet og mishandlet, et barn er immervæk meget mere svagt end en voksen.
Ud fra vore kulturelle normer bør den moralske dom falde, og man bør ikke som du gør, falde i den politisk korrekte grøft og være kulturrelativist, vore politiske og moralske normer er overlegne, det skal vi ikke skamme os over.

Hans Nielsen
Nattergalevej 94 2tv, 2400 NV

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu