Læsetid: 2 min.

Lighed før fred

Israelerne må slippe paranoiaen, som en basal del af deres selvforståelse og lære at se palæstinenserne som ligeværdige mennesker
3. juli 2002

Mellemøsten
Mads Qvortrups (Kommentar den 24. juni) paralleller mellem palæstinensiske selvmordsbombere og kamikazepiloter og samuraier er helt hen i vejret set ud fra de forskellige kulturelle, historiske og politiske forhold, som gør dem usammenlignelige.
MQ ytrer som et faktum, at vi alle ukritisk antager, at palæstinensere har retten på deres side.
Nej, nogle af os gør det set i lyset af, at Palæstina blev annekteret i 1948 og folk fordrevet til Vestbredden, Gaza og til landflygtighed over hele jorden. Senere besatte Israel så resterne af dette folks hjemland. Uanset palæstinensiske anerkendte rettigheder fortsætter og intensiveres okkupationen af palæstinesisk jord, og MQ kalder Israels skyld i dette for vås.
Er det ikke den nuværende israelske regering, som nægter at rømme bosættelserne som forudsætning for en hel palæstinensisk stat?

Arafats kompromis
Sådan en stat har de aldrig fået tilbudt, hverken i Oslo eller i år 2000. Så når MQ på-står, at Arafat startede den nuværende konflikt ved at takke nej til palæstinesiske bantustans, er det tegn på manglende almen viden samt forståelse for de infrastrukturer, et land behøver.
Det palæstinensiske folk ønsker én hel sammenhængende stat, hvor de kan arbejde og dyrke deres jord i fred. Arafat gik i 1992 på kompromis med dette legitime krav, og har gennem sit virke i selvstyret undermineret PLO, sig selv og sin autoritet på mange måder og givet frit spil til nye kræfter i stedet for de velorganiserede grupperinger, der tidligere var i PLO.
Den israelske hær har nu med væbnet konflikt ødelagt den smule infrastruktur og koordinering, der måtte have været for både politi og øvrige civile instanser, og magtesløsheden, frustrationerne og lidelserne vokser for alle palæstinenserne i området.

Israelsk paranoia
Det er for palæstinenserne ikke så enkelt, at de tror, de kan bombe sig ud af konflikten. De har jo ingen hær og kan derfor ikke på ærefuld vis bekæmpe okkupationsmagten. De kan enten lade sig føre til slagtebænken som får eller gribe til desperate midler, som nogle kalder modstandskamp. Når frustrationer tager overhånd, kan vi alle drives langt ud. Når bomben sprænger og døden indtræffer, er ordet skyld meningsløst.
Det arabiske pres skulle være årsag til den israelske fremfærd, men det handler også om paranoia som en basal del af den israelske selvforståelse gennem snart 50 års undertrykkelse af landets oprindelige folk, hvorfor hadet dyrkes og næres på begge sider. Arabiske palæstinensere er alle som én fjenden, og derfor er der ikke plads til dem i en nabostat kaldet Palæstina.
Ikke før Israel begynder at forstå og respektere palæstinenserne som et folk og som mennesker af kød og blod som dem selv, får vi en fred.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu