Læsetid: 2 min.

Lisbeth Knudsen tager fejl

Skulle en ’højreorienteret’ israeler udtale sig på tv, sker det først i rækken, så den arabiske opponent får det sidste ord
9. juli 2002

Israeldækning
I modsætning til hvad de fleste tror, ser vi ikke virkeligheden, når vi lukker op for radio eller fjernsynet, men blot en fremstilling af virkeligheden, og denne fremstilling kan være farvet enten af ren og skær uvidenhed eller med velberåd hu.
Kunne DR finde på det? Lisbeth Knudsen siger nej. DF’s kritik er uden substans, bedyrer hun, omend alle, der har set megastjerne-intervieweren Bo Reimer Kristensen stryge Nyrup Rasmussen med hårene, må tænke sit.
Endnu mere tankevækkende er DR’s dækning af Mellemøsten. Ingen, der har læst Flemming Kofod-Svendsens glimrende lille bog Sandheden er det første offer, kan have nogen som helst tvivl om, at DR’s journalister var i ond tro, da de dækkede Libanonkrisen. Men alt, hvad Flemming Kofod-Svendens bog omhyggeligt dokumenterer af snyd og talen-mod-bedre-viden, bliver af Lisbeth Knudsen fejet til side i en håndevending.
Og oddsene er i hendes favør. Hun ved, at de færreste har læst Flemming Kofod-Svendens bog, og hun ved også, at det er de færreste læsere/seere, der kan gennemskue, at DR’s nyhedsformidling om Israel altid følger følgende skabelon:
*Valg af billeder.
Israelere fremstår på skærmen enten som kolde politikere eller som soldater med gevær i hånden. De fremstilles aldrig som almindelige mennesker, og når de begraver deres døde og plejer deres lemlæstede og vansirede, er DR sjældent til stede.

Den grædende mor
Efter et bombeattentat, hvor israelsk fjernsyn viser billeder af buspassagerer uden hoved, og et fortov overstrøet med afrevne hænder og fødder, foretrækker DR som regel at vise billeder af attentatmandens grædende mor.
*Valg af kommentator.
Når nyhedsprogrammer indeholder udbedte kommentarer til en begivenhed, vil den opmærksomme seer lægge mærke til, at israelere her glimrer ved deres fravær. Den kommenterende er i de allerfleste tilfælde araber, og hans udsagn får som oftest lov til at stå uimodsagt. Skulle en israeler undtagelsesvis inviteres, er det uvægerligt en med holdninger svarende til en dansk SF’ers. Almindelige israeleres meninger hører man ikke.
*Kommentarens placering.
Skulle journalisten undtagelsesvis indbyde en ’højreorienteret’ israeler til at udtale sig, placeres hans kommentar altid først i rækken, så den arabiske opponent får det sidste og afgørende ord. Folk, der kender til medieteknik, vil vide, at det netop er slutreplikken, der er den vigtigste, fordi den udvisker det foregående og ubevidst opfattes som en opsummering af hele indslaget.
*Retfærdiggørelsen.
Ved et nyhedsindslag, der f.eks. omhandler israelere, der bliver sprængt i luften af en selvmordsbombe vil hændelsens alvor straks ’relativiseres’ med en baggrundsoplysning om de mange skader, israelerne har påført palæstinenserne. Som i placerings-eksemplet, skriver journalisten den for israelerne belastende oplysning sidst, så bombesprængningen kommer til at få karakter af en retfærdig handling, læserne bør have forståelse for. Denne relativiseringsteknik ville være udmærket, hvis den også brugtes med modsat fortegn, men det gør den ikke.

Lang tids vildledning
Denne skabelon forekommer ikke blot hyppigt, men meget hyppigt, og læserne, der er opmærksomme på det for første gang, vil studse over, at de er blevet vildledt så længe, uden at have lagt mærke til det. Det skal de ikke være kede af. Mediemanipulationen i DR er ikke plump og åbenlys sådan som den var i Sovjetstaterne, men underfundig og nærmest usynlig for det blotte øje.
Men. Når man har indset hvordan tricksene fungerer, er det nemt at gennemskue dem.
Prøv i aften.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu