Læsetid: 3 min.

Marx er aktuel

I 1950’erne var Karl Marx ’dum’, i 1970’erne den eneste, der havde sagt noget fornuf-tigt om historie og samfund, i dag er han atter ’dum’ – er det en måde at omgås en betydelig forsker på?
25. juli 2002

Marx
I begyndelsen af januar skrev jeg en kronik, hvor jeg tog Marx i forsvar over for den i dag så mondæne nedrakning. Den 18. juli tager professor Lars Qvortrup udfordringen op, idet han hævder, at Marx ikke har nogen relevans i dag.
Qvortrup synes at mene, at Marx’ bidrag til struktur-aktør problematikken, ja, hele problemstillingen, er banal. Hvem kan ikke se spillet mellem aktører og omstændigheder, siger han. Åh, ja, var det så vel. Men dominerende retninger i de nutidige samfundsvidenskaber såvel som i den teorihistoriske tradition abstraherer faktisk fra problemet. Det gælder den liberalistiske tradition med dens ensidige fokus på individer og forkærligheden for abstrakte ræsonnementer om ’frihed’, ’retfærdighed’, ’rettigheder’. Det gælder dens nutidige forlængelse ind i den i samfundsvidenskaberne så dominerende rational choice teori. Det gælder ’post-modernistiske’ og diskursteoretiske opløsninger af den eksisterende sociale orden i et virvar af subjektive indtryk, fortolkninger og ’diskurser’.
Der er faktisk ikke så mange, der har forsøgt at sammentænke struktur-aktør problematikken samt forfølge den ned i den konkrete forskning. Sociologen Anthony Giddens ser problemet, men løser det ikke og den amerikanske historiske sociolog Charles Tilly erklærer resigneret, at man måske nok kan komme til den principielle opfattelse, at man må stræbe efter at kombinere struktur og aktør dimensionerne, men at det er svært at realisere i den forskningsmæssige praksis.

Inspirationer fra Marx
Min anden fremhævelse var klasseanalysen. Man må her være opmærksom på, at Marx’ klassebegreb er bredt og ’flerdimensionalt’ og at klasser hos Marx har noget at gøre med effektiv social kontrol over produktionsmidler og økonomiske ressourcer, de magthierarkier, der herunder udkrystalliserer sig samt disse forholds videre konsekvenser ind i den sociale orden. Dette kan næppe være helt irrelevant i selv nutidige samfundsanalyser.
Lars Qvortrup skulle læse f.eks. Perry Andersons, Barrington Moores, Gregory Luebberts og Rueschemeyer med fleres analyser af den europæiske udvikling, Olin Wrights og Scotts analyser af nutidige klasseforhold, Konrad & Szelenyis analyse af de intellektuelles ’vej til klassemagt’ eller Szelenyis med fleres Making Capitalism without Capitalists om den nye klasseudvikling i Østeuropa - så ville han se, hvorledes moderne klasseanalyser i inspirationsforhold fra Marx pløjer dybere og giver bedre indsigter end f.eks. rational choice eller diskursteoretiske tilgange.
Men vi må rigtignok forsøge at ’glemme’ de gamle facitlister og udforske virkeligheden på ny. Det er svært og derfor falder mange tilbage til enten de gamle formler eller til en total forkastelse.
Så er der kapitalismeanalysen. Ja, Marx beskæftiger sig da med et, der fylder hele den moderne virkelighed. Det altgennemtrængende produktions-, fordelings- og kultursystem, som mange af nutidens moderigtige intellektuelle abstraherer fra, idet de fokuserer på ’diskurser’, ’netværk’ og ’deliberation’ samt i øvrigt slapt taler om ’det post-moderne’.

Marx er en udfordring
Marx adskiller sig her også fra den liberalistiske traditions optagethed af fritsvævende ’individer’ og deres ’rettigheder’. Han punkterer liberalisternes yndlingsforestilling om ’markedet’ forstået som en ren mekanisme for allokering af ressourcer, arbejdskraft og goder. De liberalistiske teoretikere abstraherer her totalt fra de i markedet indbyggede magt- og udbytningsrelationer samt i øvrigt hele matricen stat-samfund-marked. Det gør Marx ikke.
Marx repræsenterer en udfordring. Hverken Marx eller nogen anden kan i dag levere en færdig facitliste. Ethvert ’forskningsprogram’ må bedømmes på sine resultater og som sådant har den historiske materialisme vist sig at være frugtbar. Både i den internationale sammenhæng og i den hjemlige statskundskab har dette forskningsprogram kunne producere vigtige resultater og hvad er så problemet?
Der findes flere forskellige ’forskningsprogrammer’ og det livgivende element i de videnskabelige samfund er netop den fortløbende konkurrence mellem disse forskellige forskningsprogrammer, konfrontationerne, meningsudvekslingerne osv. Inden for feltet historisk sociologi har der f.eks. udviklet sig et frugtbart spændingsforhold mellem en marxistisk inspireret og en weberiansk inspireret forskningstradition.
Men en sådan dynamik får man ikke i gang, hvis man forlods, for at tækkes den dominerende politisk-ideologiske konjunktur, totalt forkaster Marx.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu