Læsetid: 2 min.

Opium for folket

Led Marx af en brist i sindet, var det den, vi alle har med os: troen på at øget indsigt og udsyn gør os mere fornuftige
23. juli 2002

Marx
Bagsidelederen den 20. juli lider af den fejl, at den går galt af indholdet i det citat (’Religion er opium for folket’), som den sætter af fra.
Marx var hverken politiker eller kortspiller, og derfor gav han sig ikke af med at give ’udmeldinger’, ligesom han kun havde den forbindelse til den russiske revolution m.v., at Lenin – bl.a. – havde læst hans og Engels’ Det kommunistiske Manifest.
Det berømte religionskritiske bonmot hører imidlertid hjemme i en sammenhæng, der går forud for såvel revolutioner som kommunistiske samfund, nemlig i den sociale indignation og kritik, der overhovedet skal føre til bevidstheden om, at forandringer er mulige.

’Platonisme for folket’
Derfor skriver Marx i sin indledning til Bidrag til kritikken af den hegelske retsfilosofi (1844): »Kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik… Den religiøse elendighed er på én gang udtryk for den virkelige elendighed og protest mod den virkelige elendighed… Kritikken af religionen er således kimen til kritikken af den jammerdal, hvis helgenglorie religionen er.« Undervejs falder så opiumsbilledet, som Nietzsche broderede videre på i Hin-
sides godt og ondt ved i for-
ordet at betegne kristen-
dom som ’platonisme for folket’.
Religion er for Marx altså et stykke forvrænget utopi, der blokerer for udsynet til den sande – realiserbare – utopi, og derfor må man i en religiøs enhedskultur igennem så megen religionskritik, at religion bliver en mentalhygiejnisk privatsag og ikke længere kan tage patent på en forståelse af verden, endsige en mere retfærdig og menneskelig fordeling af goderne, retsforhold osv.

Marx’ brist
Marx er optaget af religionskritik, ikke af religionsforbud, og han mente, at religionskritikken ’for Tysklands vedkommende’ nærmest var et overstået kapitel – hvorfor der nu (på hans tid) måtte være åbnet op for næste skridt: den sociale og politiske kritik. og giver os mere mod på at træde i karakter med vore holdninger og værdier. Kort sagt: den, der indser opiums skadelige effekt, kaster det fra sig og bliver fri. Hvis ikke vi delte denne (lidt naive) antagelse, var der jo ingen grund til at sende børn i skole – eller udgive mindre ringe aviser.
Den type religionsforbud, bemeldte leder beskæftigede sig med, har altså ikke noget med Marx at gøre, knap nok med den ensretning, man ser i realiserede endimensionale utopier (eller hvad der indbilder sig at være det). Det ligner snarere den kamp om magten, som kritikløst og chauvinistisk udnytter religiøse, etniske og nationale forskelle. Så når Hviderusland strammer grebet om de religiøse samfund, ligner det mere Dansk Folkepartis evindelige hetz mod muslimer end et forsøg på at gennemtrumfe den sekulære stat med én glad historie for alle om livets mening.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu