Kronik

Jeg vil ikke sande til

Hvis et menneske er sit landskab er jeg en ø. Som enhver forfatter. Og der skal kæmpes livslangt for at finde en forbindelsesvej til verden udenfor
13. juli 2002

Hvis et menneske er sit landskab er jeg en ø. Som enhver forfatter. Og der
skal kæmpes livslangt for at finde en forbindelsesvej til verden udenfor

Lørdagskronikken
Mit landskab! Hvilken luksus ... havde alle mennesker bare et landskab de kunne kalde d e r e s fordi de inden i har et der reflekterer det, et de kan være i og som ikke kan tages fra dem ... måske har alle virkelig sådan ét og det eneste der adskiller dem fra mig, er at jeg har fået lov at skrive om m i t.
Denne verdensaltets generøsitet som tillader enhver at kalde et landskab s i t, omend han/ hun ikke ejer andet i livet end den skjorte og kjole de går i, har begunstiget min familie i flere slægtled, selv om man ikke har ejet jord i ret meget større omfang end det, Ludvig Holstein har under sine såler og som han håber, det går an han beholder. (»Det lysner over agres felt,« 1915.)
Vi elsker vores land og forguder vores hjemegn, flytter vi bliver vi ved at være tro mod den egn, vi forlod og sværger den nye evig troskab.
Det er ikke nødvendigvis grønklædte bakker og dale, for en af mine brødre er det den inderste bid af Nørrebrogade med omliggende gader og Dronning Louises Bro. Vores trofasthed mod og følelsesmæssige tilknytning til de steder vi har boet og bor, er ofte mere udtalt end trofastheden mod hinanden.
*
Den bedste vej til at komme til at holde af et sted (præcis som af et menneske) er at gøre sig fortrolig med floraen, faunaen, de geologiske og mineralogiske forhold foruden landskabets historie fra forhistorisk tid til nutiden, bare til husbehov på alment menneskeligt amatørplan.
Hangen og evnen til at gøre sig bekendt med en lokalitets kultur og natur ved at »læse i landskabets bog« misunder nogen én af et godt hjerte, andre finder det ligegyldigt, men der er også dem der synes det er suspekt. Det særeste eksempel på det sidste oplevede jeg for nogle år siden da jeg, som mange gange før og siden, var inviteret ind i en præsts private stue på en sodavand før jeg skulle køre hjem efter foredrag, kaffebord og debat i konfirmandstuen. Eksemplet kræver lidt forhistorie:
*
Af al den natur og landskabsbeskrivelse, der har maset sig ind i mine bøger topper maneren/ manien i romanen Sent Bryllup (Tiderne Skifter, 1990, radioroman samme år, indlæst af Jesper Christensen.)
Noget s k u l l e der jo stå på linjerne, og hvad ellers når man lader en 84-årig kvinde falde og ligge alene på en skovbund seks dage og seks nætter ude af stand til at rejse sig?
Den største krise på skovbunden, bortset fra afkræftelsen og til sidst truslen på livet af et vejrskifte, indtræffer om formiddagen trekvart døgn efter faldet en lørdag eftermiddag. Kunne jeg bære hende hel gennem den krise, så kunne jeg også få hende hel gennem resten, død eller levende, og det var hele projektet.
Da hun søndag morgen vågner og erkender, at hun må blive liggende til nogen kommer og redder hende, tænker jeg, inspireret af de kirkeklokker hun hører: Så kald dog på Gud!
Jeg prøver selv med åben mund foran skærmen at kalde: »Hjælp, Gud!« Men der kommer ikke en lyd, det er i k k e muligt at få hende til at kalde, jeg mærker at al den energi ’vi skal bruge,’ indtil vi skal findes og frelses fredag eftermiddag, ville sive ud af mine ti spredte fingre over tastaturet hvis ikke jeg glemte alt om gudspåkaldelsen. Kraften, magten og storheden var i hende selv ... ikke udenfor hende selv, jeg måtte betragte Gud som hendes væren i verden og kunne ikke komme det nærmere.
De mellemregninger, der er når man skriver en bog, kan ingen vide, højst fornemme (før man ta’r ud og fortæller om det, hvis man kan og vil. Det kan ikke alle forfattere og det skal de ikke kunne.) I kirkelige kredse fornemmede man dem åbenbart, bogen slog dørene op til præstegårdene hvor jeg i seks-syv år kom som foredragsholder, indtil jeg ikke kunne mere. (Foregående og efterfølgende bøger var i de år også på repertoiret, ellers var jeg blevet halv-idiot.)

Jeg fortæller af karsken bælg om kampene, sejrene og nederlagene mens jeg skrev, jeg fortæller også om den gamle kvindes gudsforhold/ manglende gudsforhold, fordi det hører med. Under debatten går folk til mig, som jeg er gået til dem, man vil vide hvordan forfatteren så har det med det:
»Jeg har det som hun, trods det, at jeg modsat hende ikke betragter mig som kristen. Jeg er ganske vist døbt og medlem af folkekirken, men stærkt influeret af ateisme via min mors barndomshjem,« er mit svar.
Det blev til mange lærerige aftener i de mørke vintermåneder med efterfølgende sludren/ fortrolig samtale med præsten under mere private former. Flere har sagt at jeg komplicerer gudsforholdet, men endnu har ingen teolog, i et sprog jeg kan forstå, fortalt mig hvordan det kan gøres mere enkelt og lige så redeligt.
Varianten over alle varianter med misbilligelse af mit forhold til natur og landskab indtræffer en mørke novemberaften, da jeg er inviteret ind på den sodavand før hjemturen, og jeg forlader stedet med følelsen af at være en suspekt person.
»Det er noget mærkeligt noget med alt det natur«, siger præsten.
»Det kan du ha’ ret i, jeg ved godt det er i overkanten ... men alle mennesker har vel et eller andet forhold til naturen?«
Den tygger han lidt på, så siger han, idet han med et sideblik tager sin kone og 3. g.-søn til vidne:
»Vi kender da ingen navne på blomster, strå og sten og sådan noget, ikke spor. Jeg tror I dyrker den slags i din familie fordi I ikke har noget forhold til Gud.«
Der var 180 km hjem. Den tid det tog at køre turen slog slet ikke til, jeg har tænkt over det han sagde, og over det alle de andre præster har sagt, lige siden og synger af og til i mit stille sind: »Nærmere Gud til dig, nærmere dig ...« (Sarah Adams, 1841.) Jeg var medlem af folkekirken indtil juni 2000.
*
Med Sent Bryllup tager jeg springet til Sjælland, i mange år og bøger troede jeg kun det ville lykkes, hvis det foregik i Vendsyssel, senere Vestjylland. Mindre på grund af menneskene, snarere på grund af den tryghed og det mod det gav at færdes under kendt himmel i fortroligt land.
Med den bog erfarer jeg også, men det er en anden sag, at det er muligt for et menneske, i en afgrænset situation, at overleve i sig selv hvis det gennem sit liv har forstået og forstår at leve i samklang med omverden.
Den fikse idé, at det skal finde sted under fortrolig himmel for at lykkes, er jeg sluppet af med: Min nye bog (efteråret 2002) springer fra Vestjylland til Tanzania. En eventuelt kommende k u n n e foregå i det stykke land, hvor jeg har boet de seneste 22 år, fordi det også er et stykke af min sjæl.
Det er Odsherred, det gamle urokseland, som har skænket verden sit ældste frugtbarhedssymbol, Solvognen, det er i kanten af Lammefjorden jeg hører til, Danmarks største indvundne stykke land. Jeg har gået med barnevogn, med klapvogn, kørt på cykel og rulleskøjter og redet ’på Fjorden’, så det føles, som var det i hele mit liv.
*
Hver eneste beboet plet i Danmark, også gaderne, husene og opgangene i byerne, har sin historie og sin lokalbefolkning. Er man tilflytter har man øje for dem, som også er det.
»Kommer du da ikke herfra?« spurgte jeg en mor til en af børnenes kammerater. Jeg havde været sikker på, hun var lokal, nu havde hun sagt noget, som bragte mig i tvivl.
»Na’na’nej da, jeg er fra Sandby!«
’Her’ er byen Asnæs ved Fårevejle Kirkeby på fastlandet, Fårevejle Stationsby på Fjorden cirka 30 km nord-vest for Holbæk. Af hendes svar hørte jeg to ting:
nEn over 100 år gammel aldrig revideret opfattelse af afstanden mellem de to små byer Sandby og Asnæs.
nSandby har ligget der ’altid’, landfast med Sjælland.
Jeg finder Sandby på kortet 10 km herfra stik syd på den anden side af Lammefjorden.
Odsherred er næsten gammelt ø-land, kun ad en smal landtange ved Dragsholm Slot, Draget, var den nordvestsjællandske halvø forbundet med det øvrige Sjælland, indtil Fjorden blev inddæmmet for 125 år siden og en jernbane lagt ind over den i slutningen af 1890’erne.
Det kæmpemæssige inddæmningsarbejde, som var fuldbragt med udtørring af den sidste sø i 1943, trak store grupper af fremmede, jyder og øboere, hertil. Datidens brobisser, dæmningsbyggere og grøftegravere havde forståeligt nok ingen fordomme mod at bosætte sig på det land, de selv havde været med til at indvinde. De slog sig ned som nybyggere på Fjorden eller fandt fodfæste på fastlandet.
Etablerede bønder i randområderne med sans for jordbonitet købte de store, frugtbare dyndområder. De store blev større, mens fattige husmandssønner og døtre fra Lyngen inderst i Sejrø Bugt sled sig op som pionerer på værdiløs fjordbund.
'Hver en spareskilling satte de ind for at få deres eget og måtte se alt gå tabt og dø omkring sig, end ikke hønsene kunne de holde liv i, ikke en mus eller kat ville være sådan et sted og ikke en svale bygge rede, deres historie blev så fuld af nederlag at den ikke engang kendes af de nærmeste efterkommere.
*
Inddæmningen og dyrkningen af Lammefjorden gav det afsides Nordvestsjælland en uhørt udvikling og velstand til glæde for mange mennesker, så man skulle tro, at den fordom der opstod mod at bo på Fjorden, fordi det var så armodigt for så mange, for længst var forsvundet. Det er den ikke.
Selv hos yngre generationer af gamle odsing-familier er aversionen endnu så udtalt, at man gerne betaler en højere pris for et mindre areal med ringere jorder og dårligere bygninger for at komme til at bo på den rigtige side af afvandingskanalen.
Skurkebyen kaldes en lille samling huse og gårde i et område, som fik navnet boerland, frit efter europæiske bønders bosætning i Afrika.
Det er et rent tilfælde at det ikke blev i Skurkebyen, jeg kom til at slå mig ned for 22 år siden. Jeg bor på Realskolebakken (i folkemunde) på den ’rigtige’ side af kanalen. Selvom jeg ikke er kommet hertil som grøftegraver og dæmningsbygger, ville min status i lokalsamfundet have været en anden, hvis jeg havde boet nogle hundrede meter længere ude.

Udviklingen her er gået som overalt, de store har opkøbt de små. »Hvem fik guldet?« spørger man inkvisitorisk. »Guldet er blodet,« er mit svar. Beskrivelser af odsingerne fra gammel tid betegner dem som små, lavpandede, rødhårede og med griseøjne, sygdomsramte med lav middellevealder.
Endnu i dag, 125 år efter at Odsherred blev landfast med Sjælland og fremmede kom til, er forekomsten af genetiske defekter som følge af indavl betydelig. »Jamen, jeg kommer fra Jylland,« sagde en mor til en 15-årig pige der nylig blevet ramt af sukkersyge. »Det gør hendes far ikke,« konstaterede lægen.
Eksemplet fra Lammefjorden og fra ø-samfund generelt kunne man passende have med i overvejelserne når man vil finde svar på Europas mest brændende spørgsmål i dag, hvor civilisationens fødselsrate er stærkt vigende: Hvad gør vi med de fremmede der vil ind i vores lande?
Slå dørene op, inviter dem indenfor, så mange som muligt, før vi alle får lave pander og griseøjne, før vi får genetiske defekter som det vil tage mere end 125 år at komme af med.
Ofte har jeg taget tilløb til at skrive r o m a n e n om Lammefjorden, måske bliver det aldrig ... det er m i t landskab, min sjæl, jeg vil ikke risikere at skrive det ihjel.
I den værste af mine bøger, hvis man ikke kan lide natur, romanen Willums Veje (1994), er der næsten ikke andet end ét stor sandflugtslandskab og en mand, som er en del af det som det tog sig ud ved Lønstrup Klint i 1743.
Den blev for mig metafor for ’alting’. For min frygt for at sande til som kvinde, som forfatter, som engageret menneske, min frygt for tilsanding på alle planer i en verden, der på de mest vitale områder handler stik mod bedre viden.
*At komme til verden
*At komme til sig selv i verden
At få sandflugten til at lægge sig
– er projektet mellem liv og død.

Hvis et menneske er s i t landskab er jeg en ø, eftersom jeg er født på Samsø.
Det mener jeg, enhver forfatter er, og der skal kæmpes livslangt for at finde en forbindelsesvej fra øen til fastlandet ... til den anden, de andre, til verden udenfor sig selv.
Og det er det jeg gør.

*Anne Marie Løn er forfatter, uddannet journalist, født 1947 i Tranebjerg på Samsø.
Hun har blandt andet udgivet romanerne Dværgenes dans og Prinsesserne. I 2001 modtog hun De gyldne Laurbær for romanen Kærlighedens Rum.
Hun udgiver til efteråret romanen Hvis barn om religiøs fantasime og børns loyalitet

SERIE
Mit landskab
Der findes landskaber, som også er psykologiske steder. Måske minder landskabet om en tid, da man var barn. Eller en duft eller et bakkestrøg bringer fortiden ind under huden, hvadenten man ser landskabet hver dag, eller chokagtigt genser et elsket ferieparadis, nu helt forandret.
Vi har bedt en række forfattere skrive om ’deres’ landskab.
Onsdag den 17. juli: Merete Pryds Helle
mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu