Læsetid 8 min.

Seerne svigter Tour’en

Men kan det ikke være ligegyldigt, om cykelrytterne tager doping eller laver aftalt spil, når blot alle er enige?
12. juli 2002

Det virtuelle rum
Tour de France, verdens hårdeste cykelløb, er i fuld gang. Siden 1903 har ryttere cyklet rundt om Frankrig, og den dag i dag er løbet stadig en stor begivenhed, og vi vil sikkert stadig høre om opofrelse, smukke lidelser, sejre og sammenbrud, ikke mindst i bjergene.
Men seertallene til Tour de France har siden 1998 været for nedadgående. Således er over 30 procent af seerne faldet fra de direkte transmissioner siden 1997. I 1996 sendte TV 2 i alt 77 timer direkte fra Tour de France. Godt 1,1 million danskere sad foran skærmen da rytterne sluttede på Champs Élysée i Paris, og hvor Bjarne Riis formåede at vinde og brød på den måde med fem års Indurain-monotoni i løbet. Trods hedebølge var der i løbet af de 21 løbsdage et gennemsnitlig seerforbrug på 10 timer og 44 minutter. Året efter, i 1997, var der et endnu højere tv-forbrug.
Men fra 1998 sker der et dramatisk fald i seertallene, og fra Tour de France i 1999 er man nede på et seerforbrug på tre timer og 54 minutter, men stiger så lidt igen i 2000 og 2001, hvor der er et seerforbrug på henholdsvis fire timer og et minut og fem timer og 19 minutter.
Umiddelbart lyder dette jo som den rene forfaldshistorie, men seertallene rummer faktisk, at Tour de France er den sportsbegivenhed, som danske tv-seere bruger mest tid på at følge, bortset fra OL, og VM i fodbold. Tour de France i 2001 (et år uden OL og VM i fodbold) var således den begivenhed som danske seere brugte mest tid på at følge.
Seerforbruget på Touren steg sidste år på grund af det danske hold CSC Tiscali og holdkaptajn Laurent Jalaberts gode resultater. Til sammenligning var seerforbruget på VM i kvindehåndbold på fire timer og 23 minutter. Derfor kan det nok være på sin plads at nuancere dopingdebatten i forbindelse med Tour de France en smule.
Man kan således ikke kun beskylde ’dopingspøgelset’ for de faldende seertal. Der er imidlertid mindst to forudsætninger der skal være til stede for at det bliver tv-sport med mange seere. Dels skal danskere klare sig internationalt, helst være i verdensklasse, og dels skal sportsfolkene have karisma. Forudsætningen om at danskere skal klare sig helt i toppen har ikke været til stede under Tour de France i hverken 1998 eller 1999. Der har simpelthen ikke været nogen dansk udfordrer til Tour-tronen. Seerne blev hurtigt forvænt med et godt dansk islæt på Tour’en op gennem 90’erne, men så snart der ikke er noget nationalt identifikationsgrundlag falder seerne fra. Dette hænger naturligt sammen med cykelsportens status i Danmark. Da cykelsporten ikke udgør den nationale sport (som er fodbold), er Tour de France på dansk tv mere sårbar overfor dårlige årgange. Da man heller ikke har noget nationalhold i Tour de France er det derfor svært at opretholde en trofasthed overfor sporten i en national dansk selvforståelse, som man kender fra fodboldlandsholdet.

De løftede pegefingre, fordømmelser og heksejagt på rytterne ville næsten ingen ende tage efter dopingspøgelset kom ud af skabet i 1998. I dette massehysteri faldt tv-publikummet til Tour de France i 1998 og 1999, fordi seerne ikke accepterede en ’uren’ sport, altså hvor man brugte doping. Ræsonnementet var, at den rene konkurrence er Tour de Frances gen, dens udgangspunkt. Den enkelte rytter indgår i et løb med nogle regler og begrænsninger, der stiller en lige med de andre ryttere – som man så skal forsøge at overvinde. Og lige med et blev denne idealforestilling om Tour de France revet væk, og tv-seerne accepterede ikke en snydesport, hvor ulovlige medikamenter tilsyneladende var blevet hverdagskost for rytterne.
I forhold til disse tolkninger, som man kan læse i dagspressen både dengang og i dag, må man huske på, at sport for længst er blevet et produkt, nøjagtigt som når man køber flutes i supermarkedet. I vore dage er international idræt et stærkt konkurrencebetonet marked, hvor økonomiske interesser overskygger et jomfrueligt idealbegreb om sport. Netop derfor taler man om cykelryttere som ofre, der tvinges til doping på grund af konkurrencen. Det er således ikke fordi cykelryttere har en speciel kriminel karakter der gør at de snyder, men derimod cykelløbets hårde konkurrence der får dem til at snyde.
Sport kan ses som en ualvorlig konkurrence der tages absolut alvorlig. Sport bygger på et frivillighedsprincip, hvor man selv vælger at blive cykelrytter. Der er heldigvis ingen der tvinger én til at cykle Frankrig rundt midt på sommeren. Samtidig bygger Tour de France på en tab/vind kode.
Er man ligeglad med om man taber eller vinder er det ikke sport, men kan derimod være motion, hvor det blot handler om at være med. Cykelsportens- og Tour de Frances problem er således at den ses i en anden verden end den hvor den rigtig faktisk befinder sig. Problemet er hvis man ser sporten som en leg, mens det i virkeligheden er benhård konkurrence.
Derudover har f.eks. cykelrytterne selv valgt at blive ryttere og skriver selv under på deres millionkontrakter, og må derfor også være klar over den indsats som det kræver. Man kan derfor stille sig noget undrende overfor den hårde kritik og de løftede pegefingre af doping i cykelsporten. Derudover har der historisk altid været anvendt stoffer til at fremme præstationen hos de enkelte ryttere i Tour de France. Håbet om sejr har fået rytterne før Første Verdenskrig til at indtage diverse svampe, vin og cognac.

Senest er afsløringer om bestikkelse og aftalt spil i professionel cykelsport kommet frem. Det har blandt andet fået Dansk Tipstjeneste til at overveje om der fortsat skal udbydes spil på for eksempelvis Tour de France.
Men Dansk Tipstjeneste forstår åbenbart ikke cykelsportens væsen. Selvfølgelig er der indgået lokumsaftaler imellem de forskellige hold. Hvis det kan give nytte for ens eget hold, at en anden rytter fra et andet firmahold vinder, er det vel legalt nok. Hvad gør man ikke for at vinde i den samlede stilling.
Tour de France skal nemlig ses som en uendelig roman, hvor de enkelte etaper kun udgør kapitler i den samlede fortælling. Det grundlag sportsbegivenhederne bygger på igennem Tour de France er fakta, og alle (selv sportsdirektørerne) er underlagt begivenhedernes gang 100 procent, og ingen udenforstående har mulighed for at påvirke det endelige resultat. Ingen ved på forhånd hvem af rytterne der går ned eller hvem der bevæger sig mod målet som sejrherre.
På et drengeværelse sidder to drenge og spiller Matador. De er godt i gang med spillet, og har fået bygget et par huse på Grønningen og Vimmelskaftet, men deres økonomi har det dårligt.
Den ene af drengene begynder nu at tage af kassen, som efter de normale spilleregler ville være snyd. Men den anden dreng er med på ideen og tager nu også af kassen – så de virkelig får råd til at bygge både huse og hoteller. De to drenge har så at sige blot omdefineret legen, og spillet kan fortsætte.
Men nu kommer faderen pludselig ind på drengeværelset og siger, at de virkelig ikke må spille på den måde, for det er jo snyd. Men i virkeligheden ødelægger faderen legen. Lad os føre dette banale eksempel over i cykelsporten. Kan det ikke være ligegyldigt om cykelrytterne tager doping eller laver aftalt spil, når blot alle er enige om at det forstærker deres præstation eller øger deres chance på længere sigt.
Vi får som tv-seere det hårde drama i bjergene. Måske skal man blot omdefinere hvad det er vi som tv-seere får serveret ved et Tour de France, som forstår sig selv som verdens hårdeste cykelløb.

Doping har siden afsløringerne i Tour de France 1998, hvor en massør (Willy Voet) fra Festina-holdet blev taget på vej over grænsen med bilen fyldt med ulovlige stoffer, været forsidestof i stort set alle landets medier.
De medicinske ulovligheder i cykelsporten har i sjælden grad givet anledning til selvransagelse i sportsverden. Selvransagelse i form af revselse af de skyldige sportsfolk, trænere og ledere, eller i en gennemgribende kritisk vurdering af de sportsjournalister og kommentatorer, som gennem årene har valgt at ignorere de vedvarende rygter, der har verseret om dopingsnyderiet i cykelsporten.
Men hvad er den rigtige handling egentlig? Ifølge moralfilosoffen Jeremy Bentham, er den rigtige handling den, der medfører mest lykke og mindst smerte. Bentham mener, at mennesket er styret af to grundprincipper; lyst og smerte, der er sat til verden af naturen og udpeger, hvad vi bør gøre og bestemme hvad vi gør.
Vi stræber efter at opnå lyst og undgå smerte, og alle vores motiver kan føres tilbage hertil. Grundlæggende for hans moralfilosofi er det, som han kalder nytteprincippet, der tager udgangspunkt i sætningen »størst mulig lykke til det størst mulige antal…du skal altid gøre det der med størst sandsynlighed giver det mest gavnlige resultat«.
For nu at føre dette over på cykelløb, kan man sige at doping altså er i overensstemmelse med nytteprincippet og dermed moralsk, idet den har tendens til at øge samfundets lykke i højere grad end den mindsker den.
Hos Bentham er det følelserne, der bestemmer, fordi han mener at fornuften alene aldrig vil kunne aflede folk fra at gøre hvad de har lyst til. Hvis man har følt følelsen af at køre først over en kridtstreg i asfalten, og stå øverst på medaljeskamlen, forstår man også hvorfor rytterne tager doping.
Så uanset dopingspøgelser eller ej, forstår Tour de France sig selv som verdens vigtigste cykelløb. Der er faste procedurer og gentagne metoder og et særligt sprog. Alle tildragelser registreres på samme måde som vundne og tabte minutter og sekunder.

Man noterer således rækkefølgen og tider som en umiddelbart objektiv gyldig hierarkisk orden på et grundlag af lidelse, udholdenhed, kollaps og mod. Selve forventningerne forud for Tour de France, og det kollektive hysteri umiddelbart op til og under Touren, gør stadig løbet til en højtidsperiode for mange seere.
Man ser frem til årets Tour, længe før den overhovedet er i gang, og spekulationerne i hvilken plads hovedrolleindehaverne får i løbet er mange. Forventningerne, som oftest er garanteret drama i bjergetaperne, gør at løbet har eksisteret siden 1903, og kun verdenskrige bringer det ud af balance.
Dermed bliver Tour de France sommerens mest ophidsende tv-føljeton år efter år.

*Thomas Bjørner er cand.mag, ekstern Lektor ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu