Historisk set
I disse dage markerer England tyveåret for afslutningen af Falklandskrigen. Det var som bekendt den krig, der sikrede, at en gruppe tyndt befolkede øer i Atlanterhavet forblev under den britiske krone. Men lige så meget var det en krig, der fornyede Margaret Thatchers popularitet og sikrede hendes position som premierminister.
Det fik implikationer for Storbritannien, som forblev under konservativt styre de næste 15 år. Men det fik også konsekvenser for en række andre europæiske stater, hvis konservative og liberale partier op igennem 80erne og 90erne søgte inspiration i Thatchers ultraliberale tænkning, navnlig hvad angår privatisering og afvikling af Storbritanniens offentlige sektor.
I de senere år er Falklandskrigen blevet vendt og drejet i de
britiske medier. Men først her i
tyveåret er man begyndt at samle trådene og få undersøgt, hvilken rolle Argentinas naboland, Chile, spillede under konflikten. Det er måske ikke så underligt, at dette kapitel af historien er blevet for-
tiet. Chile var, som man måske vil erindre, i 1982 et fascistisk militærdiktatur ledet af den berygtede general Pinochet.
Falklandskrigen var fra starten et iscenesat skuespil. Under dække af nationale og patriotiske motiver besluttede en vaklende argentinsk regering sig for at invadere ø-gruppen i april 1982. Og under dække af lignende følelser besluttede Margaret Thatchers daværende regering sig for at sende krigsskibe og soldater den halve klode rundt for at forsvare, hvad man anså for legitime, britiske besiddelser. I dette drama mellem to haltende regeringer stod og faldt som altid de almindelige soldater.
Falklandsøerne ligger ud for Argentinas kyst og har siden 1833 været en britisk kronkoloni. De har en vis strategisk betydning, og det har været en torn i øjet på skiftende argentinske regeringer, at det britiske overherredømme på øerne er blevet bevaret, mens stort set resten af det britiske imperium er blevet afviklet. Disse forhold er vigtige for en forståelse af det psykologiske propaganda-spil, der fandt sted på begge sider under krigen.
Hidtil har den gængse opfattelse været, at Storbritannien stod
alene under konflikten. Det viser sig imidlertid ved nærmere
undersøgelse, at Chile havde en kraftig indflydelse på krigens
udfald.
Chile spillede helt fra begyndelsen en central rolle, idet det var uoverensstemmelser mellem Chile og Argentina, der i første omgang førte til en svækkelse i opbakningen bag general Galtieris regering i Buenos Aires.
Uoverensstemmelsen drejede sig om Sydamerikas sydligste spids. I dette kolde, øde ø-landskab har grænsedragningen altid været noget usikker. Det har ført til diskussioner og oprustninger landene imellem, og problemerne blussede op igen sidst i 70erne.
Vatikanet blev draget ind som mægler, og i 1982 var der tegn på, at afgørelsen ville falde ud til Chiles fordel. Det var en alvorlig bet for Galtieri, der altid havde slået hårdt på argentinernes nationale følelser. Han begyndte at se sig om efter noget, der kunne lappe på de politiske sår, og hans blik faldt på Falklandsøerne.
Ø-gruppen så sårbar ud, og den lå langt fra moderlandet, Stor-
britannien. Der var selvfølgelig den risiko, at en overtagelse kunne udvikle sig til en større væbnet konflikt, men det forekom usandsynligt, at den britiske regering ville sætte undersåtters liv på spil for nogle småøer, der hovedsagelig er beboet af får.
Men Galtieri havde ikke taget med i betragtningerne, at regeringen i London var i nøjagtig samme situation som hans egen og mere end noget andet behøvede en
ekstern fjende til at rette op på det folkelige image. En opinions-
undersøgelse i vinteren 1981 gav Thatchers styre en vælgeropbakning på sølle 23 procent, det laveste tal nogen sinde for en siddende britisk regering.
Den argentinske invasion forløb i første omgang uden nævneværdige problemer. Den konservative regering i London havde for nylig nedskåret det
i forvejen pauvre militære kontingent på øerne. Men hvis dette havde foranlediget nogen til at tro, at briterne var på vej til at opgive overmyndigheden, så måtte de tro om igen. England befandt sig snart i en patriotisk rus, der var et fodbold-VM værdigt. Troppeskibe og fly sendtes mere end 12.000 kilometer bort for at generobre det engang så storslåede imperiums sidste, vindblæste græsgange. Hvad der mødte dem var i første omgang et chok i form af de utroligt effektive Exocet-missiler, som ironisk nok var blevet solgt
til Argentina af Storbritanniens NATO-partner, Frankrig.
I den sidst ende var de argentinske tropper dog ikke i stand til at modstå presset fra de veltrænede, topprofessionelle britiske styrker. Man kapitulerede og trak sig tilbage til en national elendighed, der som bekendt ikke er blevet mindre siden.
Briternes sejr i Falklandskrigen lignede en solobedrift, og den gav Thatchers regering et boost af dimensioner.
Men var man nu også så alene i striden, som det umiddelbart så ud til? Allerede kort efter krigen udtalte den daværende britiske udenrigsminister, Francis Pym, at chilenerne havde været »ret hjælpsomme over for os under konflikten«. Det vakte dog ikke den store opmærksomhed blandt alle de svingende Union Jack-flag i de dage.
Først mange år senere, sidst i 1990erne, blev der lukket op for problemstilligen igen. Det var, da general Pinochet var gået af som Chiles præsident og var blevet arresteret i London af engelske betjente på grund af anklager om forbrydelser begået imod politiske modstandere i hjemlandet.
Det var selveste Margaret Thatcher, der dukkede frem fra historiens glemsel og udtalte sin uforbeholdne støtte til den forhenværende diktator. Hun erklærede, at Storbritannien burde udvise større respekt for en statsleder, der under Falklandskrigen havde hjulpet med »informationer« og »kommunikation«. Hun sagde også, at Chile havde været et »refugium for vore væbnede styrker« under konflikten.
Udtalelsen var bemærkelsesværdig, dels fordi Chile officielt havde været neutral under krigen, dels fordi landet som nævnt var kendt som et fascistisk militærdiktatur.
Efter at USA havde trukket sig ud af Vietnam, var Chile blevet et centralt omdrejningspunkt for politiske bevægelser verden over. Pinochets styre blev i vide kredse anset for i praksis at være indsat af CIA, og det havde et udbredt ry for at tortere og myrde politiske modstandere. I 70erne skulle man befinde sig helt ude på den yderste højrefløj for at kunne sympatisere med det diktatur, der i 1973 havde væltet den folkevalgte,
moderatsocialistiske præsident Allende af pinden.
Hvis det i 1982 var blevet ordentlig klargjort i hvor høj grad, Storbritannien egentlig havde støttet sig til Chile under Falk-landskrigen, kunne Thatchers nyvundne popularitet hurtigt været kølnet af.
Hvor stort var så i grunden Chiles engagement i konflikten, hvordan var det motiveret, og hvad bestod det af?
Skal vi tro Thatcher selv, er det ikke sandsynligt, at Storbritannien kunne havde vundet krigen uden støtte fra Chile. Det siger måske ikke noget om, hvor stor støtten nøjagtig var, men det fortæller os, at den var af essentiel karakter.
Motivationen var oplagt. Chile havde en generel interesse i at se Argentina svækket. Det skyldtes konflikten omkring grænsedragningen i de sydlige områder af de to lande.
Hvad Chiles hjælp bestod i er mindre klart. Der var tale om assistance af efterretningsmæssig
karakter, og den slags er i sagens natur vanskelig at efterforske. Men det er blevet temmelig sikkert fastslået, at den britiske efterretningtjeneste praktisk talt ikke opererede i Sydamerika i de tidlige 80ere inden konflikten, så der har været hårdt brug for informationer.
Dertil kommer forløbet af navnlig en bestemt aktion udført af britiske SAS-soldater (commandos), som mislykkedes, hvorefter deltagerne søgte ind på chilensk område, hvor de blev vel modtaget.
Endelig anvendte englænderne chilenske flybaser under konflikten, naturligvis med Pinochets billigelse.
Som det kan ses, var der tale om en hemmelig alliance, hvis nøjere udformning og størrelse formenlig aldrig vil blive helt afdækket. Ligesom det er en kendt, men ikke fuldstændig afklaret sag, at Thatchers regering i de følgende år betalte af på den moralske gæld til Chile via politisk, militær og økonomisk goodwill.
Hvis disse nye afsløringer ikke formår at ophidse sindene, er det fordi, vi har forladt 1970ernes og 1980ernes polariserede politiske tænkemåde, og måske fordi vi glemmer præcis, hvor berygtet Pinochets styre var.
At Margaret Thatcher i hemmelighed allierede sig med dette styre, og i dag fuldstændig åbenlyst vedkender sig forholdet, kaster et nyt lys over den kynisme, der prægede hendes regeringspolitik som helhed.
I dag er Thatcher kvinden, englænderne helst vil glemme, selv om de dårligt kan undgå at tænke på hende, når togene på det privatiserede jernbanenet støder sammen, trafikken på det nationale vejnet står stille i dagevis, eller når man er så uheldig at måtte udsættes for et nedslidt, offentligt sygehusvæsen med noget, der ligner en verdensrekord i fejloperationer og dødsfald blandt patienterne.
Man kan undre sig over, hvad det var, der gjorde Margaret Thatcher så populær blandt konservative vælgere, at hun kunne holde posten som premierminister i næsten halvandet årti.
Svaret er, i hvert fald delvis, at hun med Falklandskrigen bragte briterne en duft af det forgangne imperium. Men det var måske passende nok en duft med en underliggende lugt af menneskelig elendighed.
*Claes Johansen er forfatter
