Kronik

Jeg vil vide, hvem jeg er

Hvis man forbyttede alle børn ved fødslen, ville forældrene så finde sig i det? Et flammende indlæg for retten til at kende sine gener
22. juli 2002

Historisk set
For nogen tid siden diskuterede man i 19direkte, hvorvidt forældre til donorbørn skulle have mulighed for at få supplerende oplysninger om donoren, som det er almindeligt i USA.
Der var naturligvis både for og imod. Symptomatisk nok blev muligheden for fuldstændig at give afkald på donoranonymiteten slet ikke nævnt. Det ville formentlig også have været for meget af det gode.
Som sædvanlig drejede det sig nemlig om at tilgodese forældrenes interesser.
Barnet eksisterede jo slet ikke endnu, så det kunne vel ingen interesser have, vel? Ja, hvordan skulle man i det hele taget kunne tage barnets mening til efterretning, da det slet ikke ville være i stand til at give udtryk for tanker og følelser desangående – før det alligevel var for sent?
Kan man da slet ikke vide noget om børns ’virkelige’ ønsker om at kende deres ’sande’, dvs. biologiske identitet?
Åbenbart ikke på anden måde end ved at spørge voksne, ’frigjorte fremmedgjorte’ – altså voksne, der omsider har vovet at frigøre sig fra de socialt konstruerede familiebånd og givet sig i kast med at undersøge de virkelige forhold.
Det kræver nemlig særdeles stor åbenhed og betydeligt mod at sige til sine sociale forældre, at man ønsker at kende – eller bare kende til – sine biologiske forældre.
En sådan åbenhed har jo som oftest ikke været til stede, tværtimod er barnet vokset op med løgn og fortielse om dets egen oprindelse.
Og da barnet erfaringsmæssigt er bundet af særdeles stærke loyalitetsbånd til sine sociale forældre, venter det meget ofte med at søge oplysninger, om de biologiske forældre til de sociale er døde, eller de gør det i al hemmelighed for ikke at såre nogen i den sociale familie. Er et sådant gensidigt hemmelighedskræmmeri af det gode?

Jeg tror, det var Ronald D. Laing, der i sin tid så malende beskrev familiebåndets dobbeltnatur af kærlighed og terror: en treårig dreng holdes ved halsen af sin mor ud af et sjettesals vindue idet hun siger: »Se, hvor højt jeg elsker dig!«
Samme Laing, der med sin personlige baggrund i et yderst puritansk miljø havde så gode forudsætninger for at forstå løgnens og fortielsens psykologi, fortæller i bogen The Facts of Life (1976):
»Mine forældre og jeg boede i en treværelses lejlighed. Min mor og jeg sov i det ene værelse i hver sin seng, og min far sov i et andet værelse. Efter hvad de sagde, var al seksuelt samkvem dem imellem uigenkaldeligt ophørt, før jeg blev undfanget.«
»Min mor og far vil stadig sværge på, at de ikke ved hvordan jeg blev til. Men der er modermærke på hans højre knæ og et på mit. Et faktum mod ubesmittet undfangelse«.
Den eksistentielle usikkerhed, den mistro og afstand, der opstår mellem børn og forældre, når for-ældre ikke vil eller ikke tør delagtiggøre deres egne børn i de vigtige hemmeligheder, der angår dem selv – denne fremmedgjorthed bringes ofte videre fra generation til generation.
Og mennesket ender med at tro, at det skal være sådan, at det drejer sig om natur.
Det nok så bekendte ungdomsoprør gjorde det ganske vist muligt at tale mere åbent om seksualitet, men rørte ikke ved seksualitetens dybe rødder, de undfangede børn.
Ungdomsoprørerne vovede sjældent at udfordre deres stærke, men tavse mødre. Selvom ’det private skulle gøres offentligt’, nåede denne radikale kvindepolitik aldrig længere end til at omfatte aktørernes egne unge liv.
På det privates område savner vi en ’Vergangenheitsbewaltigung’.
Anonymiseret donation er en anden version af den katolske og puritanske ubesmittede undfangelse.
Hvor mange børn der er ramt af konstrueret familieskab – hvor det sociale eller juridiske forældreskab ikke er sammenfaldende med det biologiske forældreskab – fortaber sig i mørket. Konstrueret familieskab omfatter f.eks. adoptivbørn, hittebørn, uledsagede flygtningebørn, krigsbørn, donorbørn, kongebørn og sidespringsbørn. Sidstnævnte gruppe er måske større, end man umiddelbart skulle tro – og måske ikke udelukkende med rod i ægteskabelig utroskab.

Verden over findes der foreninger for adoptivbørn, krigsbørn og donorbørn, der trodser de familiepolitiske konventioner og bruger enorme kræfter, tid og penge på at finde deres biologiske forældres identitet. Har man adgang til internet kan man f.eks. kigge på www.childrenandwar.org
Jeg giver her nogle eksempler:
Fra donorverdenen kan jeg henvise til en for øvrigt fremragende canadisk dokumentarfilm – Offspring af Barry Stevens – der for et par måneder siden blev vist i dansk tv. Filmen har mere end almindelig interesse, da Barry Stevens og hans søster formentlig repræsenterer nogle af de første europæiske donorbørn, der ikke alene indædt søger deres fædrene ophav, men også har dannet en forening for donorbørn og er ’stået offentligt frem’, som det endnu hedder.
»For et år siden fandt jeg ud af, at jeg måske har 100-200 halvsøskende; jeg ved ikke, hvem de er, eller hvem vore fælles fædrene ophav er. For næsten et halvt århundrede siden var der en anonym donor i England, der jævnligt masturberede i en skål og gav sæden til fremmede kvinder, en af dem min mor. Dette er historien om min søgen efter denne mand.«
Med disse ord indleder Barry Stevens sin usædvanlige tv-dokumentar-film om sig selv, sine mange mulige halvsøskende og sin ukendte biologiske far. Det lykkes ham utroligt nok at finde en halvbror – til trods for at inseminøsen, Dr. Mary Barton, eller hendes mand, inseminøren Berthold Wiesener, havde tilintetgjort alle oplysninger.
Men uden penge og dna var det ikke gået. Efter at Barry Stevens og søsteren Janice som 16-18- årige fandt ud af, at de var donorbørn, vidste de pludselig ikke, om de var hel- eller halvsøskende. Turen i taxaen på vej til dna-laboratoriet overlejres af billeder af æg- og sædceller og replicerende dna, og af Barrys stemme:
»Det her er de første billeder, der blev lavet af dna, der kopierer sig selv. Jeg er fascineret af dna. Det er ikke bare en opskrift på mennesker. Det er også en histo-riebog. Det indeholder oplysninger om vore forfædre langt tilbage i tiden. Jeg har halvdelen af mit fra min mystiske donator, manden, jeg ikke vil kalde min far. Vores dna vidner om vores fortid. Det kan ikke ødelægges eller skjules.
Jeg er på vej hen til laboratoriet for at hente resultaterne af prøverne. Folk, som ikke har oplevet det her, har ikke ret til at sige til en, at man ikke bør søge den viden. Jeg ønsker at vide det. Hvis nogen sagde: ’Hvis du fløj til Tuva, kunne du finde din far, altså din biologiske. Han bor i en jurte et eller andet sted’ – Ja, så ville jeg tage af sted. Helt sikkert!«
Den bekitlede genetiker af-slører kort tid efter følgende: »Dna-prøverne fortæller at du, Barry Stevens og Janice Stevens-Botsford er helsøskende. Hun er din helsøster. I har samme forældre. David Gollancz er jeres halvbror.«
For frigjorte fremmedgjorte er det vigtigt at vide. At give afkald på anonymiteten.
Penge og dna! Sådan forholdt det sig også med svenskeren Michael Palmstierna, barnebarn af Erna Hamilton, Grevinden på
fjerde (tv-dokumentar af Per Wennick).

At mange adoptivbørn har været hjemsøgt af stærke ønsker om at finde sine biologiske forældre, er almindeligt kendt. Er man ikke selv adoptivbarn og har svært ved at sætte sig ind i adoptivbarnets situation, kan man f.eks. læse Christian Einfeldts fine lille selvbiografi Det bliver mellem os – et adoptivbarns historie.
Som oftest er det både de biologiske og de sociale forældre, der af forskellige grunde har interesse i at holde det virkelige forældreskab hemmeligt, en adfærd som staten på forskellig vis regulerer og billiger.
Men nu og da bliver staten også selv aktivt interesseret i at kryptere borgernes identiteter – for donorbørns vedkommende i så høj grad, at man smed krypteringsnøglen væk – for krigsbørns vedkommende i så høj grad, at man gemte nøglen indtil for nylig.
Dette gælder i øvrigt både danske og norske krigsbørn, som f.eks. Annifrid Lyngstad fra ABBA (Information 27. juni). Den nødvendige, men ensidige fokusering på datidens diskriminering trækker opmærksomheden væk fra den lidet påagtede omstændighed, at mange lande til stadighed praktiserer en familiemæssig mørklægning, der skaber eksistentiel usikkerhed for de berørte børn, skønt de selv ikke gerne taler derom af hensyn og omsorg for deres sociale familie.

Da man med kapitulationen i Danmark blev klar over omfanget af de nazistiske raceforbrydelser, gjorde man alt for at lægge afstand til diskriminering som følge af etnisk oprindelse. Man lagde derfor afstand til alt tysk.
Det blev derfor paradoksalt nok denne læggen afstand til Tyskland, der i humanismens navn fik danske myndigheder til at danificere mere end 6.000 ’tyskerunger’, holde tusinder af tyske kvinder, børn og gamle bag pigtråd i årevis, udvise tyskere, ekspropriere tysk ejendom, forhindre dansk-tyske ægteskabsindgåelse, fortie mord på civile tyskere i et omfang man ellers kun kendte fra …nazismen.
Allerede tidligt under besættelsen brød Justitsministeriet de nye børnelove fra 1937, da man i samarbejdet med tyskerne fik brug for at bortadoptere krigsbørn eller ’tyskerbørn’ uden at gøre noget ud af at fastslå faderskabet, som loven ellers krævede.
I februar 1941 holdt sekretær i Justitsministeriet, Hans Topsøe-Jensen i Juridisk Selskab et foredrag, der i realiteten satte børnelovene ud af kraft.
I november 1944 fløj lovens fadder, tidligere social- & justitsminister K.K. Steincke, i blækhuset med en arrig kronik i Social Demokraten – ’Faderskab eller Bidragspligt’ – og beskyldte Justitsministeriet og Topsøe-Jensen og Københavns Byret for ulovlig praksis. På det tidspunkt i 1944 var det naturligvis ikke muligt for Steincke at sige ligeud, at det drejede sig om de ’tyske’ faderskabssager.

I dag ved vi, at denne ulovlige praksis fortsatte, i hvert fald hvad tyskerbørnene angik – selvom Civilretsdirektoratet nødigt vil give indrømmelser. Størsteparten af de tyske fædre blev efter justitsministeriel ordre slet ikke tilført ministerialbøgerne.
I 1947 forseglede departementschef i Justitsministeriet,
Aage Svendsen, med et pennestrøg alle faderskabssager – med mindre faderens navn var tilført kirkebogen.
Nyere dansk adoptionslovgivning giver som regel adoptivbarnet mulighed for at finde frem til sin biologiske mor; noget lignende gælder ikke med hensyn til faderen.
I 1996 dannede danske krigsbørn i protest en forening, hvis formål er at varetage de nu voksne krigsbørns interesser i at finde oplysninger om den ’tyske’ far og hans slægt. Forholdsvis mange af de hen ved 400 krigsbørn, der hidtil har fået hjælp i foreningen, finder frem til deres forældres identitet – og repræsenterer dermed en vedholdende kritik af statens ulovmedholdelige praksis.
Jeg selv udgav sidste år bogen Horeunger og helligdage – tyskerbørns beretninger, der på sin vis dokumenterer krigsbørns store interesse i at kende til deres biologiske forældre.
Børnelovene fra 1937 var de mest radikale børnelove i Europa på daværende tidspunkt. De modarbejdede med datidens midler enhver anonymisering af barnets rettigheder til at kende til sine to forældre. Men besættelse og krig oversvømmede atter denne landvinding.

For min del kan jeg kun erklære mig enig med Peter Øhrstrøm fra Etisk Råd (Information 24. juni): Donoranonymiteten skal væk!
Alle mennesker bør ikke alene have adgang til at vide, hvem deres biologiske mor er, men også deres biologiske far.
Hvis man forbyttede alle børn ved fødslen, ville forældrene så finde sig i det? Eller ville de mon i lighed med de ’frigjorte fremmedgjorte børn’ sætte al ting til side for at finde deres egne børns virkelige identitet?
Man taler om moderfølelse og burde vel også tale om faderfølelse – Er der fremtid i på samme måde at tale om barnefølelse?
Ganske vist er det svært at gardere sig mod, at kvinder og mænd lyver om deres seksuelle adfærd og lader deres børns liv bygge på løgne, men fortsat at institutionalisere bedraget er et uværdigt magtmisbrug overfor børn.
Den form for bureaukratiserende diskurs, Kirsten Hansen tager i brug (Information 26. juni), overser aldeles menneskers egne, personlige erfaringer.
Den velargumenterende, men hjerteløse stemmeføring minder for meget om tonen i de eugeniske og befolknings-teoretiske diskussioner fra første halvdel af 1900-tallet – mangelen på empati går igen.

*Arne Øland er lærer, forfatter og formand for Danske Krigsbørns Forening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu