Læsetid: 2 min.

Vidnesbyrd om format og visioner

Danmark må forberede sig på stærkt stigende turistindtægter, når strømme af amerikanske bilister sætter kolorit på den danske natur
22. juli 2002

Brobyggerne
Under Folketingets ekstraordinære sommerferiesamling i går lykkedes det regeringen at få vedtaget sit omdiskuterede lovforslag om bygning af en sekssporet motorvejsbro mellem Danmark og USA via England.
Byggeriet, der begynder til efteråret, skal finansieres udelukkende af Danmark, som til gengæld får ret til at kopiere amerikansk og engelsk politik. Når broen står færdig, efter planen i 2009, overdrages den – med statsgaranti – på lempelige vilkår til dén private investor der fremlægger den mest optimistiske prognose for trafikken.
Der er tale om verdens hidtil største bygningsværk; det overgår både Dannevirke og den kinesiske Store Mur. Hovedsagen er imidlertid at broen indebærer en lang række fordele for befolkningen – herom kan ingen være i tvivl efter regeringens præsentation af projektet:

Kolonner af blokvogne
Først og fremmest er der tale om et projekt der kommer miljøet til gode. Blandt andet reduceres trafikbelastningen i byerne, eftersom et vist antal køretøjer til stadighed vil opholde sig på broen i stedet for at køre rundt på landjorden. Af samme grund mindskes behovet for nye motorveje; således har trafikministeren midlertidig standset projekteringen af motorvejen mellem Vesterø Havn og Østerby på Læsø. Hertil kommer at jernbanernes konkurrenceevne styrkes når jernbanenettene i USA og Europa forbindes – så godt som, idet broen gør det muligt at fragte hele tog over Atlanten på kolonner af blokvogne.
Kravet til finansiering er selvfølgelig stort, men byggeriet vil alligevel medføre et lavere skattetryk, samlet set, takket være de værktøjer der skal sikre at trafikprognoserne opfyldes: broens brugere får et skattefradrag som bliver proportionalt med køretøjets størrelse og hastighed.
Finansieringsformen sikrer samtidig bedre arbejdsvilkår for kulturinstitutionerne og vil højne kvaliteten af deres produktioner. Det sker ved at overføre institutionernes statstilskud til broprojektet, hvad der ikke kan undgå at stimulere opfindsomheden hos de medarbejdere der måtte blive tilbage, ligesom det i høj grad vil afkorte de interne kommandoveje.
Projektet vil også give et hårdt tiltrængt løft for samfundets svageste. Da broen udgår fra Rådhuspladsen og føres over Sjælland, Fyn og Jylland i lav højde, vil de udstødte og hjemløse under brodækket og bag støttepillerne finde en overdådighed af sovepladser og hyggelige kroge.
I parentes bemærket kommer broen ydermere til at gavne de fattige bønder i Mellem- og Sydamerika, som nu får direkte adgang til det lukrative europæiske marked, idet broen forsynes med et hængedæk for varecykler og æselkærrer – et fornemt eksempel på praktisk u-landsbistand.
Men frem for alt får landets egne borgere større indflydelse på deres liv som følge af projektet, og dermed højere livskvalitet, idet de for fremtiden kan vælge mellem at sejle, flyve og køre til England og USA.
I den forbindelse noteres at , og feriegæster fra den øvrige verden valfarter hertil for at tage det imponerende bygningsværk i øjesyn.
Motorvejsbroen mellem Danmark og USA via England skaber således ikke kun international forbindelse og forståelse, den bliver også en rigdomskilde for danskerne – og dertil et monument som langt ud i fremtiden vil bære vidnesbyrd om den danske regerings visioner og format.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu