Kronik

15 sekunders berømmelse

De styrer for hårdt – alle de almindelige SMS-unge, der gemmer akne, sen skægvækst og brok med lillesøster bag en sej global identitet
9. august 2002

Det virtuelle rum
Når jeg indimellem ser DR1’s ungdomsprogram Boogie, er der altid nogen, som kalder sig Combatz, DJoz eller Hiboy, som skriver ind og ønsker en video med Marilyn Manson eller et andet obskønt væsen. De SMS’er fra Bøvlingbjerg, Bårse eller Bisserup, og han – eller hun – skriver, at Boogies værter ’styrer for hårdt’, eller at et eller andet band ’sucks ass’.
Det overraskede mig de første gange. Jeg kendte ikke de her unge mennesker, jeg havde ingen anelse om, hvem der gemte sig bag de fantastiske navne. De lignede til forveksling – og det er måske pointen – alle de øvrige, mere eller mindre fiktive skikkelser, som træder frem i medierne. Men måske var det bare mine egne forældede forestillinger om, hvordan der skulle være forskel – ja, ganske enkelt forskel på land og by og på fiktion og virkelighed – som stødte sammen med en nyere og anderledes virkelighed.
En pige fra Bårse kan vel nok holde af de udsyrede amerikanske musikvideoer, uden at hun faktisk identificerer sig med deres tatoverede og hårde storbystil? Og en fyr fra Bøvlingbjerg kan vel også identificere sig med dem i en sådan grad, at han må tale deres sprog og bruge deres navne? Også selvom han gør det på grillen på en mudret og affolket hovedgade midt i Jylland?
Det er i år 100 år siden, den tyske sociolog Georg Simmel skrev sit behørigt berømte essay Storbyerne og det åndelige liv, hvori han undersøger de betydninger og tilbøjeligheder, som den moderne metropols menneske er underlagt. Simmel skriver netop om forskellenes forsvinden for vores blik; han skriver om denne ’intensivering af nervelivet, som udgår fra den raske og uafbrudte skiften af ydre og indre indtryk’ – som den ’fysiologiske kilde til den storbymæssige blaserthed’.
Det er på dobbelt måde tilfældet i dag, hvor der ikke kun er tale om en blaserthed i menneskets blik på verden. Men der er også tale om en faktisk forskelsløshed, hvor det bliver sværere og sværere at skelne mellem land og by og fiktion og virkelighed.
Der er i dag ikke længere noget ’land’, ikke engang en global landsby, men alt er ’storby’. Ved de moderne mediers mellemkomst er alle afstande i tid og rum ophørt med at eksistere som reelle hindringer for menneskets samtidige deltagelse i nogen åndelig eller materiel enhed. Lillebyens og landlivets modus eksisterer ikke længere i dens forskellighed fra storbyens, med ’dens langsommere, mere tilvante, regelmæssigt flydende rytme’.

Når drengen Combatz render rundt ude på Lars T’s mark og SMS’er i et sprog, som er en new yorksk rapper værdigt, ja så er han netop repræsentant for multimediernes altomfattende storby. Combatz har tilegnet sig ’storbysjælelivets intellektualistiske karakter’. Under indtryk af de stadigt mere intensivt vekslende impulser fra sit tv, sin mobiltelefon og sin internetforbindelse er han gjort tilpasningsdygtig over for de pludselige skift i det ydre miljø.
Det er kun at kaste et blik på selve det konstituerende netværk i denne globalitet: Mobilen med dens impulsive og ultrakorte SMS-besked, tv’et med dets klip og spots og rullende infolines, og internettet, hvis hele attraktion består i, at det er fuldt ud sammenligneligt med en tur ned ad metropolens hovedstrøg, med blafrende reklamer, pludselige ansigter tæt på og langt fra, et tilfældigt blik ned ad en sidegade og overalt forretningernes evigt gabende indgangsportaler.
Storbybetingelserne ’angriber’ Combatz i Bøvlingbjerg, han er
ikke længere underlagt landsbyens snævre og ængsteligt bornerte, men dog tydelige rammer for livets udfoldelse. Hans gruppes fysiske og ideologiske grundlag er udvidet til at omfatte hele verden, og herunder opnår han en helt utålelig frihed.
Storbyen – tv’et, mobilen og internetforbindelsen – præsenterer ham dagligt for en uendeligt differentieret mængde af interesser og betydninger uden affinitet til hans egen historiske og konkrete person. Storbyen kender ikke Com-batz, den er hos Simmel netop karakteriseret ved ’sin grundlæggende uafhængighed selv af de mest betydningsfulde enkeltpersonligheder’.
Tværtimod devaluerer den med sin overflod af betydninger, med sin uendelige meningsfuldhed Combatz’ egen betydning. Og den skaber på samme tid en svag aversion, en fremmedhed og en fra-stødning i ham, som er nødvendig, hvis han skal redde sig over for det frådende betydningshav.
Men hvad der ligner hans vægring over for de andre, hans miljø og hele hans historiske virkelighed, er blot en anden måde til selvopretholdelse. Hvad der umiddelbart ’fremtræder som dissociering er således i virkeligheden blot en af storbyens elementære socialiseringsformer’. Han ville kun dårligt ’gøre sig’ som Johnny eller Kim.

Den individualitet, som alle mennesker udtrykker gennem valget af livsform, ja den må tale med stadigt mere skinger stemme for at gøre sig gældende i storbyen. Combatz’ individualitet skal ikke bare konkurrere med nabo-drengens og klassekammeraternes. Men den skal også konkurrere med Brian Laudrups, Allan Fischers og DJ Lethals – og med individualiteten hos den uendelighed af mytiske skikkelser, som vi præsenteres for dagen igennem, året igennem og resten af livet.
Combatz må konkurrere med hele denne flom af ’objektiv ånd’ i det offentlige rum – som står i modsætning til den ’subjektive ånd’ i de nære relationer. Man
kan sige, at det ikke skader at have idoler, at vi ligefrem har brug for forbilleder for at kunne vokse ud over os selv og vores egne begrænsende omstændigheder.
Ligesom medierne i det hele taget gør menneskets verden større, mere nuanceret og ganske enkelt mere interessant. Men samtidig består den snart ikke af andet end sådanne ideale skikkelser, hvor Britney ikke er mere virkelig end Barbie.
Det er jo karakteristisk, at flere af Britney Spears’ sange netop handler om myten om Britney Spears, f.eks. nummeret »Overprotected« – ligesom Aqua kommenterer deres status som »Cartoon Heroes« og som boybandet N’Sync kommenterer og dementerer deres faktiske status i sangen »No Strings Attached«.
Myten gør det nødvendige besvær med den faktiske verden illegitimt. Snarere end den løfter det for således at repræsentere en forbilledlig fortolkning af dette almene. Menneskets trængsler med stort og småt fremstår som unødvendige, og det tvinges til i ekstrem grad at ’skabe’ sig, hvis det skal blive synligt – både for sig selv og de andre.Og Combatz skaber sig netop. Herigennem opnår han en slags realitet, men kun fordi han skaber sig som en egen mytisk og ideal skikkelse. Combatz vil selv være en tegneseriefigur, han vil selv være fiktiv, en stjerne, en myte, for først heri skal han ikke samtidig svare for sin faktiske, umiddelbare virkelighed, som er lidt akne og sen skægvækst, lidt brok med lillesøster og far og mor og ellers grillen på en mudret hovedgade et sted midt i Jylland.
Den endeløse føljeton af reality-shows henter sin popularitet heri; deltagerne tildeles mytisk status, og som sådan gøres de virkelige. De skænkes særegenhed og originalitet og dermed realitet. De fremstår for en tid som karakteristiske repræsentanter for særlige følelser eller tilbøjeligheder, de gøres af seerne til eksponenter for en særlig type – den rørstrømske eller den rebelske – hvorefter de igen uden for seernes bevågenhed synker ned i en hel, mangfoldig og ufokuseret personligheds irreale hverdag.
Combatz’ synlighed i storbybilledet var langt mere flygtig. Hans SMS-besked flimrede hurtigt over skærmen en tirsdag eftermiddag, men hermed beviste han stadig sin frihed. Combatz spiller et spil, han anlægger en mytisk attitude, og selvom det er betingelserne for
alle mennesker – uanset om rekvisitterne er dreadlocks, dyre biler eller et mytisk emblem – er der stadig forskel på, om mennesket hermed bevæger sig over i en anden virkelighed eller ind i den rene og ubesmittede fiktion.
Naturligvis skal jeg ikke gøre mig klog på, om Combatz som sådan er et lykkeligt ungt menneske med et velfungerende forhold til sine nærmeste. Men der er al mulig grund til at fremhæve Simmels nøgterne og stadigt aktuelle undersøgelser over for senere franske filosoffers glade besyngelse af ’spillets’ ukomplicerede frihed.

Det postmoderne individ – som i vid udstrækning er identisk med dette storbymenneske – er nok lykkeligt fri for landsbyens forløjede og bornerte forestillinger om spillets generelle utilstedelighed og om pligtens, skyldens og skæbnens tvingende orden.
Men de gør det samtidigt omsonst og umoderne at beskæftige sig med virkeligheden og identiteten under nogen synsvinkel. Der er kun spillet og dets æstetik.
For deres skyld kan drengen fra Bøvlingbjerg lige så godt kalde sig Combatz som noget som helst andet, han bestemmer selv. Selv om de også nok kan få øje på det tragiske i, at f.eks. en tysk ung mand hengiver sig så fuldt og helt til spillet, at han går amok på sit gamle gymnasium.
Sagen er her, at han måske ikke så meget har identificeret sig med et givent computerspils sortklædte krigere, som han har hengivet sig netop til den totale iscenesættelses fulde legitimitet.
At man i dag diskuterer, hvorvidt unge mennesker kan skelne mellem fiktionen og virkeligheden – hvad de fleste naturligvis kan – gør det ikke ud for en forpligtet kritik af fiktionen som værktøj og blot som et aspekt af den hele virkelighed. Den kritik er nærmest forstummet. Og den søger slet ikke at forfægte sit udgangspunkt i den nødvendigt lokale og personlige verden med ’dens langsommere, mere tilvante, regelmæssigt flydende rytme’.
Problemet er, at det bliver legitimt for Combatz at ’skabe’ sig som hvem som helst. Og paradokset er, at netop ved at hæfte det mytisk emblem Combatz på sin person kommer drengen fra Bøvlingbjerg uafværgeligt til at ligne DJoz, Hiboy og alle de andre drenge og piger fra den globale storby så meget, at han alligevel aldrig bliver virkelig for andre, ikke engang i de 15 sekunder, hans SMS-besked får lov at stå på skærmen under et ungdomsprogram en tirsdag eftermiddag.

*Jan Bruun Jensen er mag.art. i litteraturhistorie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu