Læsetid: 3 min.

Aukens østspøgelse

Fastholder de værste fordomme om folk fra Polen og Østeuropa
Debat
30. august 2002

EU
Forleden forsøgte Svend Auken på ubehageligste vis i medierne at fremmane frygten for alt det ukendte, der kan opstå, når EU udvides med op til 10 nye østeuropæiske lande fra år 2004. Auken advarer mod, at Danmark vil blive oversømmet af tusindvis af polakker og hævder, at kriminaliteten vil stige: for de stjæler, de der østeuropæer...
Hvor har vi hørt det før? Det har vi fra dem, der er bange for fremtiden, bange for det globale og bange for naboerne. Det er netop for at løse de spændinger, at vi har EU.
Den danske regering beskytter sig ikke godt nok overfor udvidelsen, lyder Aukens påstand. Hertil er blot at sige, at vi skal ikke beskytte os, men være deltagere i udvidelsen.
Vi skal være glade for, at danske statsborgere kan rejse ud og tage arbejde i de andre lande, såvel som andre kan tage arbejde i Danmark. EU er blandt andet et fælles arbejdsmarked. Det var et af grundvilkårene, da vi tilsluttede os EF i 1972. Hvis vi laver om på den spilleregel, fordi østeuropæerne kommer med, så har vi virkelig sat et nyt skel mellem 1. klasse og 3. klasse europæere.
Riskoen for at billig østeuropæisk arbejdskraft, som går for en femtedel af en dansk løn, skulle underminere det danske arbejdsmarked eksisterer simpelthen
ikke:

Fastholder fordomme
For det første er det ikke ufaglært arbejdskraft, der efterspørges i dagens Danmark – og det vil det heller ikke være i fremtiden, hvis man skal tro samtlige prognoser.
For det andet er problemet i dag stik modsat Aukens profeti: Regeringen kæmper jo netop for at integrere indvandrerne på arbejdsmarkedet, hvor de slås mod både sproglige, faglige og kulturelle barrierer og ofte står bagest i jobkøen i forhold til danskerne. Der er ingen grund til at tro, at dette billede ændrer sig radikalt, blot fordi der er tale om f.eks. polske, lettiske eller estiske arbejdere.
For det tredje har vi faktisk brug for den ’fremmede’ arbejdskraft, hvis vi i fremtiden skal holde et velfærdsniveau, der bare tilnærmelsesvis ligner det, vi har i dag.
Aukens forsøg på at puste liv i gamle spøgelser, om de fattige folk fra Syd- og nu også Østeuropa – der vil oversvømme grænserne, er på alle måder skræmmende. Han falder den danske regering i ryggen under det meget vanskelige formandskab. Han ignorerer mulighederne for den fælles velfærd, som østudvidelsen vil give. Og han fastholder de værste fordomme om folk fra Polen og Østeuropa.

Et fredeligt Europa
Men østudvidelsen handler om meget mere end penge og beskæftigelsespolitik. Det ved både Auken og jeg.
Det er således kun et årti siden, at jerntæppet faldt til det tidligere Østeuropa, som var præget af undertrykkelse og korrupte politikere. Borgerkrigen i ex-Jugoslavien er et af de mest skræmmende eksempler på, hvor galt det kan gå, når konflikter forsøges løst med vold og ikke diplomati. Og omvæltningerne i det Østeuropa gav en smagsprøve på, hvor stor risikoen er for ustabilitet og konflikter, når nationer har svage demokratiske institutioner - men udsigten til et medlemskab af EU har været med til at sikre, at landene har udviklet sig til stabile demokratier!
Det er i dette perspektiv, at udvidelsen skal ses. Når udvidelsen bliver en realitet, vil Europa være et kæmpeskridt tættere på et forenet og fredeligt Europa med respekt for menneskerettigheder og demokrati.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her