Lørdagskronikken
Islam er lige siden Profeten Muhammads dage på nøjagtig samme måde som kristendommen blevet påvirket af de kulturer, den har bredt sig til. Derfor er der i og for sig ikke noget usædvanligt i, at muslimer ind i mellem har taget traditioner til sig, som ikke stemmer overens med Koranens ideal.
Det gælder f.eks. den stærkt patriarkalske samfunds- og familiestruktur, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres ud fra Koranen medmindre man da læser Koranen, som fanden læser Bibelen! Man bør derfor ikke blindt acceptere ethvert udsagn eller enhver tradition, der bliver præsenteret som islamisk, som udtryk for
ideel islamisk levevis.
Der findes ikke nogen islamisk enhedskultur lige så lidt som der findes en kristen enhedskultur. Muslimer, kristne og andre lever side om side i de samme kulturer, og den kulturelle referenceramme gælder alle borgere, på tværs af religionerne. Eksempelvis er begreber som ære og skam tæt knyttet til den patriarkalske samfundsstruktur, hvorfor æresdrab der som oftest forbindes med muslimer ikke er et ukendt fænomen blandt kristne i Mellemøsten. I øvrigt har Danmark flere gange givet asyl til kristne kvinder fra Mellemøsten, der frygtede familiens hævn, fordi de havde giftet sig uden familiens samtykke. Ikke kun muslimske, men også kristne og andre småpiger udsættes i nogle områder for uhyggelig lemlæstelse i form af omskæring selv om ingen begrunder traditionen med henvisning til Koranen eller Bibelen.
At kulturen er en vigtig del af menneskers dagligdag og identitet bliver især tydeligt, når mennesker bosætter sig i områder, hvor majoriteten har en anden kultur end den, de nye borgere bringer med sig.
I Danmark er det meget ofte de synlige kulturelle traditioner som f.eks. kønsrollerne, der forarger majoritetsbefolkningen. Og det på trods af, at det i mange danske ikke-muslimske familier ikke står stort bedre til, og vi stadig ikke har ligeløn på arbejdsmarkedet og lige repræsentation i Folketinget og andre offentlige organer. Men mennesket vil forarges, og så er det bekvemt at sammenligne sine egne idealer med det mest forargelige i modpartens praksis!
Islam er én, og Koranens arabiske tekst er uforanderlig; men den giver ofte flere fortolknings- og valgmuligheder. Flere og flere muslimer erkender da også åbent, at traditioner og fortolkninger ikke uden videre bør overføres fra én tidsalder til en anden, fra én kultur til en anden eller fra majoritets- til minoritetsvilkår. Man er nødt til hele tiden at se på Koranen med nye øjne for at kunne træffe valg og afgørelser i henhold til de aktuelle omstændigheder.
Denne dynamik er indbygget i selve koranteksten. Det arabiske sprog er som ethvert andet sprog fyldt med metaforer og billeder, som de færreste tager bogstaveligt i dagligdagen. I Danmark sker det, at folk slår hånden af et nært familiemedlem uden at der flyder én eneste dråbe blod. Derfor kan det ikke andet end undre, at det vækker så megen postyr, at Koranen opfordrer til at slå hånden af en tyveknægt.
Et vers i Koranen kaldes en aya et tegn og tegn opfattes forskelligt fra menneske til menneske. Og Koranen er ganske ligesom Bibelen fyldt med lignelser, som helt naturligt fortolkes forskelligt af forskellige mennesker i forskellige kulturer og i forskellige tidsaldre.
Igen og igen opfordrer Gud i Koranen menneskene til at se sig omkring og bruge deres intellekt til prøve at forstå og til at rejse ud i verden og tage ved lære af andre folkeslags succeser og fejltrin. Alt dette gør Koranen dynamisk og rummelig samtidig med at tekstens arabiske ordlyd betragtes som gudgiven og uforanderlig.
Det er imidlertid en kendsgerning, at der i ethvert samfund også i Danmark findes kræfter, der hæger om nedarvede, velkendte traditioner og ser nytænkning og religiøs og kulturel mangfoldighed som en trussel imod deres tro og identitet.
Denne tendens forstærkes af den islamofobi, der jævnligt kommer til udtryk i medierne. Sammen med den mistænkeliggørelse, som muslimer konstant udsættes for, er den med til at presse mange muslimer i defensiven og gøre dem til lovbundne formalister i deres forsøg på at fastholde deres islamiske identitet. Det sker på trods af, at de lever i et land, hvor de har alle muligheder for at praktisere deres tro på en naturlig og ukompliceret facon.
Grundloven giver rent faktisk muslimer mange muligheder, som de burde have i et virkelig islamisk land; men som de ikke har i vore dages såkaldt islamiske lande. At der ikke må være tvang i trosanliggender er eksempelvis et af Koranens centrale bud, som ikke respekteres i de såkaldt islamiske lande, fordi magthaverne stædigt fastholder en historisk fortolkning, der kæder frafald fra islam sammen med væbnet oprør imod det muslimske samfund.
Modsat er der ingen, der tvinger muslimske borgere til at gøre brug af alle de muligheder, som dansk lov giver dem, hvis det strider imod deres tro. Der er ingen, der tvinger en muslimsk kvinde til at få bekvemmeligheds-abort, til at være sin ægtefælle utro eller til at indgå registreret partnerskab selvom det er socialt accepteret og tilladt ifølge dansk lov.
Der er ej heller nogen, der tvinger en muslim til at købe på kredit, tage imod bankrenter, drikke alkohol eller spise svinekød. Det handler om at være bevidst om sit eget ståsted og handle derefter og respektere, at andre har indrettet sig anderledes, end man selv har.
Som borger i dette land er muslimer naturligvis forpligtede til at overholde gældende lov ligesom alle andre. At man som troende muslim sætter Koranen over Grundloven betyder i langt de fleste tilfælde blot, at man af egen fri vilje fravælger nogle muligheder uden hverken at overtræde gældende lov eller »handle i strid med sædeligheden eller den offentlige orden«, som det hedder i Grundlovens paragraf 67. Bryder man gældende lov f.eks. af samvittighedsårsager, ved man på forhånd, at man vil blive retsforfulgt som enhver anden borger.
Det er blevet så moderne at tale om, at Danmark er et kristent land og bygger på kristne værdier selv om det er ganske åbenlyst, at virkeligheden er mere nuanceret end som så, for både lovgivning og praksis fjerner sig mere og mere fra det, man retteligen kunne kalde kristne værdier. Og langt de fleste af de værdier, der omtales som kristne er i virkeligheden skønt de her på vore breddegrader har udviklet sig inden for en kristen tradition lige så islamiske, som de er kristne.
Derfor er man ikke nødt til at vende på en tallerken, hvis man som voksen vælger at bekende sig til islam medmindre man da føler trang til at tilegne sig arabisk levevis og tankegods midt i en europæisk hverdag.
Den allerførste åbenbaring, Profeten Muhammad modtog i året 610, var en opfordring til at søge viden og til at videregive denne viden til andre og sørge for at bevare den for eftertiden.
I et virkelig islamisk samfund burde ethvert barn have ret til at gå i skole, ligesom unge og voksne burde have mulighed for at uddanne sig inden for de fag, de ønsker og har evner til. Denne mulighed har man i Danmark medens analfabetismen florerer i mange muslimske lande, fordi en politisk og/eller religiøs elite lukrerer på massernes uvidenhed, der i uhyggelig grad skaber afhængighed og dermed ufrihed.
Vort skolesystem opfordrer ligesom Koranen eleverne til at være nysgerrige, stille kritiske spørgsmål, reflektere og tage stilling hvorimod undervisningen i mange muslimske lande er baseret på udenadslæren og blind lydighed, som faktisk fordømmes kraftigt i Koranen. Det er blot et ud af mange eksempler på et fælles værdigrundlag.
Der er intet, der hindrer en muslim i at bede, faste, give almisse eller drage på pilgrimsfærd til Mekka. Der er ej heller nogen, der lægger hindringer i vejen for, at man kan tro på Gud, på Hans engle, Hans bøger, Hans profeter eller på dommedag og opstandelse, som er en del af den islamiske tro.
At være muslim indbefatter dog langt mere end dette. Man bliver først sand troende, dersom man omsætter troen til praksis. Det hører nemlig med til Koranens definition af en troende, at hun/han skal give ud af de menneskelige og materielle ressourcer, som Gud har givet hende/ham.
Det vil i praksis sige, at en muslim bør engagere sig socialt og/eller politisk til gavn for det omgivende samfund. Den mulighed har muslimer på lige fod med alle andre borgere, idet hverken stemmeret eller valgbarhed afhænger af den enkeltes religiøse tilhørsforhold eller mangel på samme.
Der er ej heller noget til hinder for, at muslimer engagerer sig i de utallige organisationer, der virker for dyreværn, naturbevarelse, social retfærdighed, retssikkerhed, menneskeret og lignende. Det ville tværtimod være et fint vidnesbyrd om islams etiske værdier og om vort fælles værdigrundlag.
Det nytter ikke at resignere og beklage sig over de kræfter på den politiske og religiøse højrefløj, der med vold og magt ønsker at fastholde islam og muslimer som et fjendebillede og som en trussel imod dansk identitet og kultur. Mennesket har brug for at føle sig nyttigt og værdsat for at kunne yde sit bedste for fællesskabet. Koranen opfordrer da også menneskene til at tage skæbnen i egen hånd og aktivt stræbe efter at forbedre deres egne og deres medmenneskers vilkår og overlade resten til Gud.
Personligt tror jeg, at den evindelige debat om euroislam, om sekularisme og demokrati, om forholdet mellem religion og politik, og om islam kontra Vesten, er startet af folk, der ønsker at så splid mellem muslimer og at holde bevidste muslimer uden for indflydelse ved at presse dem over i ultra-light-kategorien.
De samme kræfter kunne bruges langt mere konstruktivt i et ærligt forsøg på at skabe et harmonisk samfund trods menneskenes indbyrdes forskelligheder. Et samfund, der trods sin lidenhed, kunne være et Nordens Alhambra og forbillede for alverden også for de såkaldt islamiske lande.
I virkeligheden er denne debat så inderlig ligegyldig. For mig er det langt vigtigere, at muslimer finder tilbage til de værdier, som Koranen sætter i højsædet og gør dem til en naturlig del af deres personlighed og daglige virke. Åndelighed, inderlighed og ydmyghed er nøglen til befrielse fra forstokkede teologers krav om formalisme og lovtrældom. Åndelighed styrker selvværdet og sætter den troende i stand til at stole på sit eget indre barometer uden konstant at skulle begrunde selv sine mest dagligdags handlinger i støvede teologers fortolkninger og udsagn.
Uden åndelighed vil man ikke kunne føle ægte omsorg og forpligtelse over for det menneskelige broderskab i al dets kulturelle, etniske og religiøse mangfoldighed. Uden åndelighed vil man ikke være i stand til at se den røde tråd i Koranens budskab: At tjene Gud ved at tjene skabelsen. Så enkelt kan Koranens budskab i virkeligheden formuleres.
Koranen forpligter troende til at handle til gavn for almenvellet, til at være aktive og engagerede.
Samtale og samvirke er det eneste, der kan modvirke fordomme og fjendebilleder og få os til at forstå, at vi har et fælles værdigrundlag at gå ud fra. Det er forudsætningen for, at vi i fællesskab kan forme den fremtid, som vi er fælles om på trods af vore indbyrdes forskelligheder.
*Aminah Tønnsen er foredragsholder og forfatter til flere bøger om islam. Hun er medlem af bestyrelsen for Islamisk-Kristent Studiecenter og ansvarlig for Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside www.islamstudie.dk
