Kronik

Den danske drøm må drømmes igen

Dansk Folkeparti kæmper for, hvad de tror på. Hvorfor gør vi andre ikke bare det samme?
Debat
29. august 2002

Politik & Økonomi
Hvem i Danmark er egentlig sulten efter at sætte en ny politisk dagsorden? – altså ud over Dansk Folkeparti? Det spørgsmål brugte jeg og en god ven det meste af en aften og nat på at diskutere for nyligt. For der er ingen tvivl om, at Pia Kjærsgaard og resten af partiet oplever, at de har fat i den lange (politiske) ende. Men mere end det: At de opfatter sig som ’danske frihedskæmpere’, hvis indre kickstart er en inderligt følt oplevelse af at indgå i en større sags tjeneste. Nemlig forsvaret for alt hvad der er (gammel)-kristent, (nostalgisk) folkeligt og (rent) dansk.
Det har været næsten skræmmende at se, hvordan Dansk Folkeparti gennem hele sommeren igen og igen har været i stand til at sætte den mediemæssige dagsorden: Fra ældrecheck til skattefrie danske småøer.
Partiet ligefrem sprudler af politisk kreativitet. Og ikke nok med det. De er også i stand til politisk at kommunikere deres idéer og forslag ud til en bred offentlighed. De er, hvad man på moderne dansk ville kalde nogle forbandet gode historiefortællere: Det ene øjeblik taler de til vores følelser (ældrechecken), det næste til den sunde fornuft (Rigsarkivet). De taler til lav og høj, plus alle os andre midt imellem.
Partiet er i stand til at gøre meget komplekse problemer (dum)enkle og forståelige.
Resultatet er derefter; Dansk Folkeparti bliver i dag – i overraskende mange sociale sammenhænge – opfattet som et bredt favnende og socialt ansvarligt parti.
Og selvom det kun er ganske få år siden, at daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra Folketingets talerstol udtalte, at Dansk Folkeparti ikke var og aldrig ville blive stuerent, er de rent faktisk blevet det på forbavsende kort tid (selv LO taler med dem nu).
På en måde kan man sige, at Pia Kjærsgaard er indbegrebet af en ærgerrig og effektiv iværksætter. For hvad er det, der kendetegner mange iværksættere med stor gennemslagskraft? Mange af de mest succesrige iværksættere, jeg har mødt gennem mit liv, har alle kunnet fortælle om begivenheder og omstændigheder – personligt som fagligt – der har gjort, at de gennem deres opvækst har følt sig udenfor. At de har oplevet at stå – frivilligt eller ufrivilligt – udenfor ’gruppen’, ’inderkredsen’, ’establishment’et’.
I stedet for at blive pacificeret af denne udenfor-følelse har et eller andet taget ved dem. En opdrifts-
energi for at lykkes, for at slå til og igennem. For derigennem at opnå den respekt og anerkendelse, som de tidligere savnede fra deres kolleger, forældre, søskende, venner og samfundet som sådan.
Kort sagt: Iværksættere med gennemslagskraft er ofte outsidere med en ekstrem høj arbejds-moral og disciplin.

Hvis man ser Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard gennem denne forståelseslinse, er de indbegrebet på en bevægelse af exceptionelle politiske iværksættere. Et parti, der gennem hele sin historie har følt sig som outsidere i dansk politik (og som også er blevet gjort til det). Og måske netop derfor udviser folketingsgruppen (og for den sags skyld min egen byrådskollega fra Dansk Folkeparti) en konstant og fokuseret indsats for at markere sig sig selv. De er hele tiden på. Lidt på samme måde som mange indvandrere, der knokler 24 timer i døgnet for at få deres lille kiosk til at løbe økonomisk rundt – for derigennem at markere »at jeg kan godt selv! – jeg er altså god nok!«. Hvilket i overført betydning også er deres adgangsbillet til det danske samfund.
Den politiske sult efter respekt og kreative skabertrang, som Dansk Folkeparti udviser, er (selvfølgelig) set før på den danske politiske arena. Mange gange endda. Og hver gang har disse initiativer været båret frem af politiske og kulturelle outsidere. Tænk bare på højskole-, andels – og fagbevægelserne i forrige, forrige århundrede, kommunistpartiet i 1930’rne, ungdomsoprøret i 60’erne, kvindebevægelsen i 70’erne og miljøbevægelsen i 80’erne.
Alle disse bevægelser og politiske bølger var – og er – båret frem af en ambition om at bryde igennem den beskyttelsesmur af normer, værdier og traditioner, som samfundets bærende institutioner og magtfulde organisationer, miljøer og enkeltpersoner har bygget op omkring sig selv, for at fastholde deres egne status, magt og rigdom. Og det uanset om denne status, magt og rigdom bygger på cool cash, intellektuel viden eller retten til at definere, hvad der rigtigt eller forkert i en given kontekst.
Men heldigvis vil selvsamme institutioner, organisationer, miljøer eller personer igen og igen blive udfordret af en ny genera-
tion af politiske og kulturelle iværksættere. Fællesnævneren er et ønske om at ændre de nuværende spilleregler. Og gennem konkrete synlige resultater blive både set og anerkendt for det, de står for. For dem de er.
Det er med andre ord ikke ’dem’, der har et problem – det er ’os’.
Da min ven og jeg var nået så langt i diskussion stoppede vi. For vi vil jo ikke drømme den samme drøm som Pia Kjærsgaard, eller for den sags skyld Anders Fog Rasmussen.
Men hvorfor er det, som om vores drøm om det danske samfund kun har pondus til at blive afspillet i sort/hvid? Hvorimod Pia Kjærsgaard & co’s drøm dagligt bliver afspillet i både tecnocolour og med surround sound?
Er det fordi – i dette tilfælde mit eget parti – Det Radikale Venstre ikke er politisk sultne nok? At vi simpelthen er blevet mætte af
dage, fordi vi i for mange år har siddet til højbords sammen med det kulturelle, politiske og økonomiske establishment? Er vi blevet for vante til at køre på business-
class, så vi ikke aner, hvad der
bliver snakket om nede i andenklasseskupéerne?
For hvad er det egentlig, der optager den enlige mor til to, som skal få både arbejde og børn til at gå op i en højere helhed? Den unge indvandrer, der ikke kan få job på grund af sit etnisk klingende navn? Gymnasielæreren, der er kørt træt i undervisningen på gymnasiet på grund af karakterræset blandt de unge? Den fysisk friske og velfungerende pensionist, der ikke har lyst til at forlade arbejdsmarkedet allerede nu?
it-nørden og hans kammerat, der er game-producenter og lige nu står overfor et kommercielt gennembrud? Miljøaktivisten på vej til Johannesburg-konferencen i Sydafrika? Den socialt bevidste virksomhedsejer, der ikke vil sættes i bås med en virksomhedskultur som den, Enron og Worldcom repræsenterer? Dj’en med pladetasken over skulderen, som til dagligt arbejder på et fjernlager på Amager, men i næste weekend skal til Mexico for at spille til et VIP-bryllup? Politibetjenten, der ikke orker flere politiske korrekte udtalelser om socialt udsatte unge (voldsmænd). Eller den unge lesbiske kvinde, der brændende ønsker sig et barn sammen med sin kæreste?

Alle kører vi med det samme (samfunds)tog. Nogen af os sidder på businessclass. Andre på anden klasse. Nogen sider i rygerkupéen. De fleste ikke. Men alle har vi drømme og forhåbninger om, hvordan vores dag i morgen skal se ud.
Har Det Radikale Venstre som parti en politisk rolle i forhold til disse mennesker og deres drømme om morgendagens samfund? Er vi i partiet i stand til at omsætte deres forhåbninger og forventninger til konkrete og samtidig inspirerende fremadrette politiske initiativer?
Jeg håber det selvfølgelig (ellers var jeg jo heller ikke medlem). Men jeg ved også – som de siger i USA: You don’t get respect. You earn it!
Politisk, økonomisk og kulturelt standby. I forbindelse med lanceringen af et større europaprojekt, Bridging Europe – et samarbejdsprojekt mellem ugebrevet Mandag Morgen og World Economy Forum – deltog jeg i et mindre
forberedende arbejdsgruppemøde umiddelbart før sommerferien.
På dette møde fremlagde Klaus Schwab, præsident for World Economy Forum en interessant analyse af klodens tilstand. Hans vurdering var, at (den vestlige) verden nærmest er sat på politisk, økonomisk og kulturelt standby efter først den 11. September (global kultur- og værdikrise), dernæst Enron og Worldcom- afsløringerne (de multinationale virksomheders manglende etik) understøttet
af it-branchens nedtur (aktiernes værdi – overophedning) og endelig som prikken over i’et – højredrejningen i Europa og USA (mistillid til de demokratiske
institutioner og dets folkevalgte politikere).
Fire alvorlige kriser, i princippet uafhængige af hinanden, der blot desværre finder sted på samme tidspunkt. Noget af en krise-cocktail.
Og den rammer ikke bare ind på nationalt niveau, men også dybt ned i det lokale liv. Hvilket blandt andet fik den radikale byrådsgruppe i Århus (inden det lyder for flot, skal det lige siges, at vi kun er to radikale byrådsmedlemmer i Århus byråd!... men vent bare til næste byrådsvalg) til at stille sig selv følgende fire spørgsmål:
For det første: Hvilke kulturelle værdier, normer og holdninger, skal mentalt definere den århusianske bygrænse?
For det andet: Hvilken etik og social ansvarlighed skal den private sektor leve op til, hvis den skal ha’ lov til at operere i Århus (eller i det mindste få lov til at handle med det offentlige)?
For det tredje: Hvordan afpasser vi byens erhvervs- og uddannelsespolitik til de nye globale spilleregler?
Og endelig for det fjerde: Hvordan udvikler vi et levende demokrati, hvor der er den rigtige respekt og forståelse for den hårfine balance mellem på den ene side fællesskabets (forpligtigende) nødvendighed og på den anden side det enkelte individs (valg)frihed.
Vi står – hvis Klaus Schwabs analyse holder vand – overfor (mindst) fire udfordringer, som ikke bare Det Radikale Venstre, men også de øvrige centrum-venstre-partier i Danmark, bør finde inspirerende og konkrete svar på. Nemlig hvordan vi tackler det kulturelle, det etiske, det økonomiske og det demokratiske pres, vi som samfund – nationalt som lokalt – er udsat for af en mere og mere global, netværksorienteret og vidensbaseret omverden.

For samtidig med at vi på den ene side står overfor store og afgørende udfordringer på grund af globaliseringen og videnssamfundet nye spilleregler, så har vi paradoksalt nok (heldigvis da) på den anden side aldrig haft bedre forudsætninger for at skabe det Danmark, vi alle har fortjent.
Vi er en vidende og klog befolkning. En befolkning, som for alvor er begyndt at forstå, hvad den nye teknologi kan bruges til.
Vi ser en teknologisk udvikling, der er med til at skabe helt nye vidensintensive, komplekse og livlige netværk. Netværk af mennesker, miljøer og virksomheder som var utænkelige for blot få år siden.
Og som gør det muligt for lokalsamfund – både i de større byer som ude på landet – at gå på positiv opdagelse i, hvad det vil sige at være flerkulturelle, vidensbaserede og netværksorienterede lokalsamfund… vel at mærke på danske værdipræmisser.
Hvad der (måske) er ved at gå op for os, er at samarbejde og konkurrence, individuel frihed og fællesskabets interesser, profit og økologisk bæredygtighed, vores indre liv og vores hektiske hverdagsliv ’ude’ i samfundet ikke behøver at være uløselige modsætninger.
At disse behov, ambitioner og strategier udmærket kan gå op i en større både sundere, mere bæredygtig og livsbekræftende helhed.
Hvis vi bare havde det politiske, kulturelle og mentale mod, der skal til at formulere et både magisk og realistisk bud på morgendagens danske samfund.

*Uffe Elbæk er rektor for KaosPiloterne, byrådsmedlem i Århus for Det Radikale Venstre, formand for byens skole- og kulturudvalg. Anden del af hans drøm om ’morgendagens politik’ kan læses i morgendagens Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her